Month: December 2016

Hi Impact Brows

Jeg fik det her produkt i en beautyboks fra LookFantastic. Jeg har længe været i gang med at tømme mine brynprodukter, da jeg havde fået samlet en god portion. Hi Impact Brows siger selv, den er den eneste alt-i-en multitasking øjne- og brynpalette. Den skal kunne dække alle hudtoner og hårfarver. Den består af Ash, som er en mat, blond farve. Spice som er en varm, brun farve med en rød undertone. Mocha som er en klassisk brun farve. Den sidste farve Charcoal er en grå/sort farve.

Jeg bruger mest Ash, og så blander jeg den med Mocha for at få mere variation i farven, og da Ash godt kan blive lidt for varm i tonen i forhold til mit hår og min hudtone. Jeg kan virkelig godt lide pudderne til mine bryn. De har en god pigmentering, som kan blendes ud, så det ikke ser for voldsomt ud. På den måde kan man skabe både meget markante bryn og lidt blødere bryn.

Der står at de også kan bruges som øjenskygger, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har brugt dem særlig meget som øjenskygger, så jeg kan ikke rigtig gå i dybden på det punkt. De er dog ikke de mest pigmenterede, når man bruger dem som øjenskygger, og der er ikke den store variation af looks, som man kan lave med dem, da de alle sammen er matte. Paletten er dog praktisk, hvis man skal afsted i weekenden og vil pakke let.

De har en rigtig god holdbarhed, når jeg bruge dem på mine bryn, og de holder, fra jeg påfører produktet, til jeg tager min makeup af.

Der medfølger en lille børste, som jeg bruger til at påføre produktet. Jeg kan godt lide, at den ikke er så stor, da det giver en smule mere kontrol, og så kan jeg godt lide den vinkel, som den har.

Jeg synes, det er en meget praktisk, lille palette, men jeg ville ønske, at Ash farven ikke var så varm i dens undertone. Den er smart, hvis man ofte ligger makeup på andre, da man har lidt at blande med, og hvis man er til produkter, som kan mere end én ting, så er det også et godt produkt. Jeg kan godt lide at bruge det, men når jeg er færdig med de to farver, som jeg bruger, så tror jeg ikke, jeg vil købe den igen, fordi jeg ikke skal bruge de to andre farver til noget, og de opnår på ingen måde den kvalitet, som mange af de andre øjenskygger, som jeg ejer, har, så jeg vil ikke bruge den til det. Ergo kommer halvdelen at det her produkt til at gå til spilde, da jeg ikke kommer til at bruge det, men det er et rigtig godt produkt, så bruger du mere end to farver, så er den det værd. 

 

Kan købes på www.lookfantastic.com

 

Tomme produkter #9

Først og fremmest glædelig jul. Jeg håber, I alle derude bag skærmene havde en fantastisk aften i familiens skød med lækker mad og måske et par beautyprodukter under træet. I dag skal det handle om tomme produkter – ikke voldsomt julet – men er der noget tidspunkt, det er bedre at tømme produkter på, end andre? Hvis der er, så tror jeg det er lige op til jul og nytår. Jul giver anledning til en masse nye produkter, og nytår skriger jo nyt år, ny mig, ikke?

Nivea Caring Shower Creme

Jeg købte dette produkt i et supermarked en dag i lidt af et panikstadie. Det er en shower gel, der indeholder nogle af de samme ingredienser, som den klassiske Nivea creme i den blå dåse (den kender I godt, ikke?). Meningen er, at den skal blødgøre huden, mens man er i bad, og jeg kan ikke lade være med at få tankerne ledt hen på deres in-shower lotion. Den dufter typisk Nivea – rent, friskt og forholdsvis kønsneutralt. Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at min hud er blødere end normalt, og jeg vil nok ikke købe produktet igen, fordi der er SÅ mange andre showergels, der gør nøjagtigt det samme.

 

Herbal Essences Purifying Shampoo

Jeg er normalt ikke typen, der bruger purifying shampoo, fordi jeg ikke bruger så mange produkter i mit hår, at det er nødvendigt. Jeg endte dog alligevel med at købe denne shampoo i en periode, hvor jeg svømmede meget. Den er virkelig god og renser håret helt i bund på en forfriskende måde. Den skummer meget, og det føles næsten luksuriøst at bruge den, selvom den er forholdsvis billig, og så dufter den forfriskende af citrus. Jeg har brugt den én gang i ugen, og det har være passende – måske endda lidt i overkanten for mig, så jeg vil ikke anbefale at bruge den oftere, da denne slags shampoo virkelig kan udtørre håret. Jeg kunne sagtens finde på at købe den igen, hvis ikke den var lidt svær at få fat i (forhandles ikke i danske butikker endnu).

 

Matas Havtorn Deocreme

Jeg var på udkig efter en simpel deodorant, der både var effektiv og rimelig sød ved min hud. Derfor besluttede jeg mig for at prøve en deocreme fra Matas, og jeg synes, den hjalp. Det er ikke fordi, den er særligt skånsom mod huden, så det kan skyldes, at jeg bare havde behov for at prøve noget nyt, men jeg endte med at blive virkelig glad for denne. Hele havtorn-serien fra Matas dufter fantastisk, hvis jeg skal sige det. Duften er lidt sød samtidig med, at den er frisk, og jeg kunne sagtens forestille mig at købe den igen.

 

Øvrige

Derudover har jeg tømt en masse favoritter, som jeg ikke vil komme nærmere ind på andet end at henvise til tidligere indlæg. Jeg har blandt andet tømt endnu en Neutral Face Wash, Urban Decay All Nighter Makeup Setting Spray, Embryolisse Lait-Creme Concentrate, Nuxe Rêve de Miel og en NYX Micro Brow Pencil. Det er alle mine favoritter, som jeg aldrig løber tør for uden at have en ny på lager.

Gosh Waterproof Eyeshadow

Det skal i dag omhandle et produkt, som jeg har nævnt i mine november favoritter: nemlig Gosh Waterproof Eyeshadow pen. I det indlæg nævner jeg farven Copperi, men det er ikke kun den farve, som har fået noget kærlighed her på det sidste. Jeg har brugt det her produkt i mange år, og det var den første form for primer, jeg nogensinde brugte, og jeg har altså altid været glad for dem. De kan sagtens bruges som primer under en pudderøjenskygge, men her på det sidste har jeg brugt dem alene. I november snakkede jeg om, at der er kommet et nyt design, men at jeg ikke vidste, om det var de samme ingredienser. Jeg tog kontakt til Gosh og fik svar tilbage, at det er præcis de samme ingredienser, så der er bare kommet et nyt design og nye navne. Jeg har kigget lidt på navnene, og de har taget ”Love That” væk fra navnet, hvilket vil sige, at Love That Copperi er blevet til Copper, så det er ikke så svært at konvertere fra de farver, som jeg har til det nye design og navn. Jeg købte mine, da de var ved at skifte design, for da var de på tilbud. Jeg har haft dem liggende længe men aldrig fået dem åbnet, så de var helt ubrugte, hvilket er en skam, så det er godt, jeg er kommet i gang med at bruge dem.

Love That Pink  og  Love That Violet! er ikke skrigfarver på nogen måde, tværtimod er de mere i pastelgenren. Love That Copper! er den, der har mest pigmentering. Love That Real Gold! ogLove That Champagne! er præcis de farver, som navnene indikerer. Love That Gold! farven er en mere brun guld.

Pigmenteringen er udmærket. Hvis du påfører dem direkte uden at blende den ud i kanten, så er de virkelig pigmenterede, men farven kan godt forsvinde lidt, når man prøver at blende dem ud, MEN de forsvinder ikke helt, og de kan nemt bygges op i farven. Jeg blender gerne efter hvert lag, fordi jo tyndere lag, jo mindre chance er der for, at de samler sig i min globelinje. Efter 2-3 lag rammer jeg gerne den intensitet, som jeg går efter, og det tager på ingen måde lang tid.

Konsistensen er cremet men mere tør end en våd, som nogle cremeprodukter godt kan være. Jeg kan virkelig godt lide konsistensen, da den er nem at arbejde med, og den holder godt på øjenlåget. De tørrer ikke hurtigt ud, og der står også, at de kan holde i 24 måneder, efter man har åbnet dem, hvilket må være korrekt, da mine aldrig rigtig er tørret ud.

Jeg har fedtede øjenlåg (de kan virke lidt olierede), men jeg kan godt bruge det her produkt uden primer under, det gør bare, at når jeg kommer til aftenen, så har de samlet sig lidt i min globelinje, men bruger jeg en primer under, så sidder de, som de skal, hele dagen.

Jeg kan rigtig godt lide det her produkt, og er det er rigtig godt til dem som ikke gider at gå i krig med pudderøjenskygge, og hvis man gerne vil have det skal gå lidt hurtigt og det skal holde hele dagen, så er det her et perfekt produkt.

De kan købes på  www.goshcopenhagen.dk til 89,95 kr

 

Dior Rosy Glow 001 Petal

I dag skal det handle om luksus for alle pengene – ikke blot fordi der er tale om en blush til 300 kr. på FeelUnique (forhandles også i både Matas og Magasin hvor den dog er lidt dyrere) – men også fordi produktet bare generelt er gennemført hele vejen rundt. Jeg skrev om denne blush i mine augustfavoritter, og jeg må helt ærligt sige, at jeg knap har rørt andre blushes siden.

Farven

Når man ser på blushen i indpakningen, er den nærmest skrig-rosa, og den ser næsten skræmmende ud – det er den ikke. Som jeg også nævnte i mine favoritter den gang, så er det meningen, at denne blush reagerer med hudens fugt og danner et individuelt ”flushed” look på den, der har den på. Præcist hvordan det virker, og om det virker, det tør jeg ikke udtale mig om. Jeg har forsøgt at teste den på forskellige personer i mit liv, og den ser forskellig ud på os alle, men gør alle blush ikke det? Jeg sammenligner det lidt med at bruge en rød farveblyant på forskellige baggrunde – det er jo klart, at det giver et forskelligt udseende alt efter om der farves på hvidt, gult eller blåt papir. Når det så er sagt, så giver blushen et flushed look, som ser virkelig sundt og naturligt ud – det er svært at forklare, men jeg mindes ikke at have oplevet noget så naturligt smukt som ved denne. Den ligner ikke sig selv i indpakningen, når jeg tager den på. Farven holder længe – ikke hele dagen – men længe i forhold til andre blushes.

 

Indpakningen

Som altid er indpakningen hos Dior jo helt i top. Den kom i en æske, som jeg for længst har smidt ud. Det næste man støder på, er den klassiske lille velour-pose, som sådanne produkter ofte er ledsaget af. Jeg ved godt, at den reelt er overflødig, og i et eller andet omfang betaler man jo for den, så de måtte gerne spare den væk for min skyld, men når nu vi er ved det, så giver det jo en følelse af luksus, som jeg ikke kan løbe fra. Selve indpakningen er tung, selvom den er lavet af plastik, fordi der er et stort spejl inden i, og overfladen er coatet med (hvad der ligner) en tynd metaloverflade, hvorpå mærkets navn står. Åbner man produktet er der til venstre selve produktet, som til højre er ledsaget af en lille børste. Min børste er stadig pakket ind, og jeg har ikke brugt den, men den føles umiddelbart meget blød og okay-fornuftig taget sådanne børster i betragtning. Selve blushen er smuk. Mærkets logo er printet på blushen, og så dufter den af rose. Ja, det havde nok ikke været nødvendigt, men det er jo noget af det, man betaler for, og det virker. Det giver den tilsigtede følelse af, at man her står med et luksusprodukt i hænderne, og så må man jo gøre op med sig selv, om det er pengene værd. Det har det utvivlsomt været i mit tilfælde – ikke på grund af den luksuriøse følelse men fordi den simpelthen er så fin.

Nivea Caring Shower Silk Mousse

Det her produkt har været på markedet i et stykke tid, uden jeg har opdaget det, hvilket jeg burde have gjort, da jeg elsker sådan nogle skum sæber til kroppen. Jeg har snakket om den fra Rituals og Matas, og de minder meget om hinanden, men Rituals er en smule mere luksuriøs.

Konceptet er det samme hos denne fra Nivea, men jeg vil sige, at skummet i Niveas minder mere om hårskum (altså den er tykkere) end barberskum, som jeg vil sige, Rituals’ minder om. Den er skum, når man pumper den ud, hvorimod de to andre kommer ud som gel og bliver til skum. Skummen er nem at arbejde med, men jeg synes ikke, den er ligeså fugtgivende som den fra Rituals. Derudover fungerer den godt, og den efterlader ikke nogen film på huden efter brug.  

Der findes tre slags; en mørkeblå som hedder Essential Olis, en mellemblå som hedder Silk Extract og en hel lys blå som hedder Almond Oli. Jeg har Silk Extract. De to andre har olie direkte i deres navn, og det kunne derfor tænkes, at de måske er mere fugtgivende, men der er ikke noget, jeg har testet.

De har hver deres specielle duft, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg først så deres nye smarte initiative, da jeg kom hjem. Det, de har gjort, er, at de har sat et mærke på låget, som man kan kradse for at dufte produktet. Min dufter af klassisk Nivea blandet med sæbe, og det kan jeg godt lide, fordi den dufter rent, men det er nok en god idé at duft til dem alle, inden du køber, så du er sikker på at få den, du bedst kan lide med hjem.

Flasken ser ikke særlig stor ud, men der er samme mængde i denne, som der er i dem fra Rituals. Produktet er alt i alt fint, og det er især en god introduktion til denne form for sæbe.

De er på tilbud i Matas til 25,97 kr. Normalt koster de 39,95. Tilbuddet gælder indtil d. 24 december.

Treat yourself!

Hvis du lever i 2016, så kender du sikkert til problemet; morgenløbetur, morgenyoga, smoothie, ”I woke up like this”-makeup (der virkelig tager 3 timer at udrette), arbejde/skole, handle, fitness, lave sund, nærende og instagram-venlig aftensmad, drikke vin med vennerne, aftenløbetur, tage stilling til stor, verdensomspændende nyhed, sociale medier, lektier/eller mere arbejde, tid til venner og familie, frivilligt arbejde, skønhedssøvn, overskud… Ja, jeg kunne blive ved, for listen er uendelig, og mellem alt det som vi alle føler, vi skal nå, glemmer vi ofte det vigtigste: os selv, for der er altså kun 24 timer i døgnet. Det sker tit for mig i eksamensperioden (som er lige nu), og hvad end det er en forestående eksamen, arbejde eller juleshopping, der optager din tid lige nu, så kan de fleste sikkert nyde godt af et par tips til at forkæle sig selv, når tiden er knap.

 

Prioritering

Først må vi alle lære, at det handler om prioritering. Der er ingen (udover os selv), der siger, at vi SKAL nå alt det ovenstående. Alle kan hive 30 minutter ud af kalenderen i løbet af en uge, hvis de virkelig vil, og selvom det er svært, så er det okay at ville det! Det er okay at prioritere sig selv.

Tænd et duftlys/musik

Vi starter i det små, hvor alle kan være med. For mange kan det have en afstressende virkning og en følelse af velvære at tænde et duftlys eller noget god musik. Jeg er typen, der bliver stresset af musik, fordi det tager min fokus, men et duftlys er tilpas spa-agtigt til at skabe en afslappende stemning og påvirke mit humør uden at tage min fokus.

 

Chokolade

Okay, indrømmet: det er knap så beauty-minded, men det er jo videnskabeligt bevist, at chokolade gør dig glad indefra, og det tæller vel også, som en måde at gøre noget godt for en selv på, ikke?

 

Dagligdags luksus i badet

Hvad end man er morgen- eller aftenbader, kan de fleste sikkert godt forlænge badet et par minutter. Hvis jeg er virkelig presset, står jeg op et par minutter før og bruger dem i badet på at smøre mig ind i en lækker, luksuriøs showergel, som jeg ikke bruger i dagligdagen. Det er for mig nok til at føle, jeg har gjort noget for mig selv, men det kunne også være at bruge en skrub. Ingen af delene tager mere end 5 minutter ekstra fra din dag, men det kan alligevel være virkelig effektivt. Min feel-good showergel er fra Korres (jeg har nævnt den før her!). Den dufter fantastisk og minder mig om ferie.

 

Læbestift

Vi har alle den der ting, der får os til at føle ”put together”. For mig er det læbestift. Selvom jeg aldrig går uden for en dør uden, så kan det være et kæmpe boost for mig at gøre noget ”ekstra” ved at tage en af mine yndlingslæbestifter på (i øjeblikket er jeg vild med min Tom Ford, som har den perfekte farve til det mørke vinterhalvår – læs mere her!). Det tager ingen ekstra tid, men det at have brudt rutinen lidt føles alligevel som om, jeg har gjort noget kun for mig.

 

Masker

Nu bliver det rigtig spa- og forkælelsesagtigt. Hvad end det er en ansigts- eller en hårmaske, så er der få ting, der giver en følelse af velvære så hurtigt, som en maske gør. Lige nu bruger jeg maskerne fra L’Oréal, som vi har skrevet om før her. De tørrer hurtigt, og det er tidsbesparende, at multimaske, da du så kan angribe flere problemer på samme tid. Derudover skal fleste masker skal ikke sidde mere end 10 minutter, og selvom det selvfølgelig ville være belejligt at sætte dig ned og trække vejret i 10 minutter, så kan masken passe sig selv, mens man arbejder videre ved computeren, laver mad eller noget tredje på to-do listen.

 

Fodbad

Et fodbad er den perfekte måde at pleje sig selv på – særligt i vinterhalvåret hvor mange måske kommer hjem med småkolde fødder efter en lang dag. Det er en af de ting, som jeg tror, mange tænker, tager lang tid, men det gør det jo faktisk ikke, og så kan det klares foran computeren. Selvfølgelig er det ikke det mest optimale, men bagefter vil det alligevel føles som om, du fik gjort noget godt for dig selv. For at gøre det lidt mere luksus kan man jo bruge nogle lækre badesalt, olier eller skum i badet.  

 

Neglelak

Jeg ved godt, at neglelak tager lidt lang tid (medmindre du investerer i denne!), men du kan trods alt godt arbejde ved computeren, mens den tørrer, og for mig er der virkelig ikke noget, der får mig til at føle, at jeg har brugt tid på mig selv, som flotte negle (det skyldes måske, at jeg har bidt dem i så mange år?), og så syner det også udadtil af, at man har styr på tingene.

Månedens Favoritter: November ’16

Glædelig jul kan man jo starte med at sige, nu hvor vi for alvor er inde i december. Det er en måned, som jeg faktisk har glædet mig utrolig meget til, og jeg syntes faktisk, at den sidste del af november var uendeligt lang – i dag vil jeg dog alligevel lige slå blikket lidt tilbage og snakke om mine favoritter, der bærer præg af, at vejret er blevet køligere.

favs

Paulas Choice Skincare – Redness Relief moisturizer Normal to Dry

Jeg har før omtalt en creme fra Paula’s Choice, og jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan virkelig godt lide hendes ansigtscremer. Min hud flippede helt ud, da vi fik sne, og luften blev kold. Jeg har kombineret hud, som er fedtet/tør. Det vil sige, min t-zone er fedtet, og mine kinder er tørre. Det er en virkelig svær kombination at arbejde med. Jeg har før prøvet cremer, som var mod tør hud, men fik min t-zone til at blive endnu mere fedtet. Den her creme er perfekt. Den fugter mine kinder, så de føles bløde, og min t-zone virker faktisk mindre fedtet, end den plejer. Der er ingen parfume i, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Jeg kan rigtig godt lide konsistensen, men den er en smule svær at forklare. Den virker balm-agtig – altså en smule tyk uden rigtig at være tyk. Det er ikke en creme, der løber, men den føles heller ikke fed, når man smører den ud. Den synker dejlig lidt ind i huden, og man er ikke efterladt med følelsen af, at man lige har påført creme. Jeg bruger den som min aftencreme, men man kan sagtens bruge den både morgen og aften. Den er beregnet til ekstra sensitiv hud, så har man det, kan jeg godt anbefale den her.

Kan købes på Lookfantastic.com 

Maybelline – Dream Bouncy Blush i farven  50 Plum Wine

Det er ikke så meget selve formularen af produktet men mere farven af produktet, som jeg har været rigtig glad for i den her måned. Når vi går mod efterår og vinter, synes jeg altid, at blommefarver finder sig rigtig godt til rette, når jeg lægger min makeup, og cremeprodukter tyer jeg også mere til, især fordi min hud bliver mere tør. Det her er et sjovt produkt, men lidt svært at få fat i herhjemme. Det fungerer ikke bedre end en traditionel cremeblush, hvilket er noget, jeg helt sikkert synes, man skal ty til i vintertiden, især hvis man læner mod den tørre side.

E.L.F – Small Stipple Brush

Hvis du, som jeg, bruger cremeblush, så er det her børsten, du må eje. Den her børste går hånd i hånd med mine cremeprodukter. Hvis jeg skal påføre en cremeblush eller highlighter, så vælger jeg altid denne børste. Dens børstehoved har en perfekt størrelse, så man kan styre produktet uden at få det ud over det hele. Den påfører produkter rigtig fint uden at forstyrre den foundation, som ligger under. De hvide hår gør, at den blender farven rigtig flot ud på huden. Jeg elsker virkelig den her børste!

Kan købes på elfcosmetics.dk 

Gosh Waterproof Eye Shadow  i farven Love That Copperi

Når du sidder og skriver opgaver, så er makeup ikke altid den højeste prioritet, men nogle gange vil man alligevel gerne lægge noget, som ser godt ud, uden det tager for lang tid. Den her ojenskyggepen fra Gosh er det perfekt produkt i den situation. Den er så nem at arbejde med, den blender nemt og så holder den rigtig fint både med og uden primer. Jeg har flere farver, og jeg vil senere lave et indlæg om alle farverne, jeg har.

Det skal lige siges, at Gosh sidenhen har lavet om i deres indpakning, og det har ikke været muligt for mig at sammenligne indgrdienslisterne, men da begge produkter er vandfaste og i pen-form, går jeg ud fra, at det er ét og samme produkt.  

Kan købes på goshcopenhagen.dk

Kylie Jenner – The Burgundy Palette og The Bronze Palette

Det kan godt være, at I er ved at være en smule trætte af disse paletter, men jeg må altså bare tilstå, at de er virkelig gode. Jeg har sådan set ikke rigtigt brugt andet end de her to, når jeg har skullet lægge øjenskygge. Jeg har elsket at lave forskellige looks med dem, og jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor gode de er. Hvis du vil vide mere, kan du tjekke de to forrige onsdages indlæg ud.

Kan købes på Kyliecosmetics.com 

 

1 år er gået, og al begyndelse er svær

a5-fodselsdag-med-tiger-bamse-pa%cc%8a-bagsiden

Lånt fra nem-design.dk

Hurraaaa! Bloggen fylder i dag 1 år – det har været et sjovt og lærerigt år for os. Det har været sjovt, fordi bloggen er noget, vi har snakket om i mange år, og det er en måde for os at have forbindelse til hinanden og vores ”hobby” på. Noget af det, vi har lært, er, at al begyndelse virkelig er svært, og det har heller ikke altid været nemt for os at have bloggen ved siden af fuldtidsstudier og fritidsjob, men nu er der alligevel gået et år. Endnu en ting, hvor begyndelse er svær, er makeup, og det er lige netop, hvad det skal handle om i dag, hvor vi vil skrive om vores første makeupprodukter.

Tanjas første produkter:

Lipgloss

Lipgloss var uden tvivl mit første makeupprodukt, hvilket er lidt ironisk, når man tager i betragtning, hvor meget jeg elsker læbeprodukter i dag. Jeg husker ikke hvilke mærker, jeg brugte, men det gør nok ikke noget, for jeg kan huske, at jeg udelukkende brugte klar lipgloss, jo mere klistret jo bedre og så skulle den helst på i så tykt et lag som muligt. Min smag har heldigvis ændret sig siden.

Max Factor – Mascara Masterpiece 01 Black

Dette var min første mascara – eller i hvert fald den første jeg husker. Jeg fik mit første makeup, da jeg var 11, så det er efterhånden en del år siden (12 for at være præcis selvom det giver mig sved på panden at indrømme det). Jeg husker, at jeg var glad for denne mascara. Den er flot og naturlig på vipperne, og jeg var især imponeret over den separering af vipperne. Af disse grunde er den god til en, der ikke er vant til makeup, da det ikke bliver for markant, og jeg mener, det var svært at få den til at klumpe.

Den forhandles bl.a. hos Matas og koster 129 kr.

Rimmel – Stay Matte pudder

Jeg var lidt ældre, da jeg begyndte at bruge pudder, og jeg ved virkelig ikke, hvor idéen kom fra, at det lige skulle være pudder, men sådan blev det altså. Jeg brugte denne fra Rimmel, og dengang var jeg glad for den. Sidenhen er jeg blevet mere kritisk og ville ikke i dag bruge denne pudder, da den, som jeg husker det, lagde sig i et pudret lag over huden. Det kan dog skyldes min manglende forståelse for vendingen less is more, og det hjalp bestemt ikke, at farven ikke helt matchede mig. Sidenhen har jeg hørt andre være glade for den til at sætte deres foundation med, men jeg har ikke selv turde se mig tilbage.

Den forhandles bl.a. hos Matas og koster 60 kr.

Marias første produkter:

Gosh  – Amazing Length and Build mascara Black

Jeg fik min første mascara og øjenskygge, da jeg skulle konfirmeres. Jeg kan ikke huske hvordan, men jeg endte med at købe Amazing Length and Build mascara fra Gosh. Jeg har også købt den et par gange siden, men det er ved at være nogle år siden. Jeg husker det som en god mascara og som en god begynder mascara, der ikke er for voldsom, når man ikke er vant til at have mascara på. Jeg har prøvet den vandfaste variant, og den var jeg ikke så glad for, men jeg vil prøve den igen for at genopfriske mit indtryk. Da jeg købte den, tror jeg kun, den fandtes i sort, men nu fås den både i brun og blå.

Den kan købes her til 99,95 kr.

 

Max factor – Wild Mega Shadow Pots i farven Savage Rose

Som sagt fik jeg min første øjenskygge, da jeg skulle konfirmeres. Jeg valgte en helt sart lyserød, da det ikke skulle blive for meget, når jeg nu ikke var vant til at gå med makeup. Jeg har fundet frem til, at navnet på den er Savage Rose, men jeg er ikke 100% sikker, da jeg ikke ejer den mere. Jeg har dog en fra samme serie i farven 107 Burnt Bark. Det er faktisk nogle rigtig gode øjenskygger, som de næsten lige har relanceret med nogle nye farver. Jeg elsker Burnt Bark, når jeg skal lave et helt blødt naturligt look. De er ikke overpigmenterede, og er derfor gode, når man skal lære. Nu sidder jeg helt og fortryder, at jeg ikke har eksperimenteret mere med de andre farver i serien.

Den kan købes her til 59 kr

  

Youngblood Natural Mineral Foundation

Det tog mig lidt længere tid at kaste mig ud i foundation, og jeg behøvede det heldigvis heller ikke. Efterhånden som min interesse voksede kunne jeg dog ikke undgå at eksperimentere lidt mere, og da min veninde, Line, brugte denne foundation, blev jeg inspireret. Jeg var rigtig glad for dette produkt. Det er en løs pudder, som har rigtig meget pigment i sig, så den dækker godt. Det gør også, at den skal presses godt ind i huden, for den ikke lægger sig som en maske på huden. Det, at det er en pudder, er en fordel, hvis man starter og ikke vil kaste sig ud i flydende foundation med det samme. Jeg har købt den flere gange siden, og det er et rigtig godt produkt. Den kostede 350, da jeg startede med at købe den, og den koster nu 425, så det er et dyrt produkt til sammenligning med de andre, vi har nævnt, men man får virkelig også kvalitet for pengene, så den er det værd, og så er den drøj i brug.

Kan købes her til 425 kr