Category: Body Conditioner

Palmolive Gourmet Body Butter Wash

I slut april lagde jeg et billede på vores instagram (AMakeupChaos) af disse tre “nyheder” fra Palmolive. Der er tale om en body butter wash, så min første tanke var, at de ville være et alternativ til Nivea og Lush. Det er de ikke, og jeg blev slemt skuffet. Der står godt nok ikke på produktet, at det kan bruges i stedet for en fugtighedscreme/lotion, men det ligger lidt i navnet, og når der tilmed er tale om en body butter (wash), så forventede jeg nok endnu mere fugt, end f.eks. hos Nivea. På produktet står der “Cremet showergel med vaniljeekstrakt/kakaoekstrakt/jordbærsaft – den luksuriøse formular hjælper med at fugte huden med en dejlig duft. Få en gourmetoplevelse i badet”.

thumb_IMG_3166_1024

Problemet er, at jeg slet ikke synes, de fugter overhovedet, og jeg vil nødigt undvære en lotion bagefter. Skal jeg derimod kommentere på det, som jeg faktisk godt kan lide, så er det duftene. De er intense og særdeles gourmetagtige i en sådan grad, at hele badeværelset dufter længe efter. Den med jordbær er frisk og cremet i duften – meget sommerlig efter min mening og virkelig en fryd at bruge i badet. Vanilje og chokolade dufter begge meget “varmt”, og kan måske godt blive en smule for meget i længden, hvis man ikke er til de mere tunge, gennemtrængende dufte. Hvis jeg rent duftmæssigt skal sammenligne dem med noget, så ville det være produkter fra The Body Shop – ikke fordi duftene er ens, men de har samme intense og kraftige duft, som The Body Shops produkter. Dertil kan man sige, at hvis man er vild med en god duft, så er de jo klart et billigt alternativ, så længe man bare ikke sætter næsen op efter, at de skal fugte huden.

Indpakningen er meget standard for en typisk budgetvenlig showergel – den er billig og plastikagtig, ikke så meget lir, men det fungerer, og det er nemt at få produktet ud. Jeg har brugt mine sammen med en svamp, og der skummer de lækkert op, hvilket kombineret med duften bidrager til en luksuriøs følelse i badet. Konsistensen er tynd og flydende, så hvis man ikke bruger en svamp, skal man nok arbejde en smule hurtigere, for at produktet ikke skal forsvinde mellem hænderne på en.

Alt i alt en fin showergel hvis man vil have en god skum med en intens duft, der ellers normalt ikke fås i den prisklasse, men ønsker man at bruge en showergel til at fugte huden, så skal man nok vende snuden mod Nivea eller Lush. De kan købes i de fleste større supermarkeder samt Matas, som lige nu har dem på tilbud til 10 kr. (250 ml – så ikke den billigste showergel på markedet men til gengæld en god pris sammenlignet med andre produkter, der har samme intense duft).

Tomme produkter #4 / Brand Focus

Dette indlæg kommer til at være et mix af to serier; tomme produkter og brand fokus. Tomme produkter har vi været igennem før, så det nye jeg vil introducere er brand fokus, hvor vi vil holde fokus på et bestemt mærke og deres produkter. Produkterne er jo tomme, så I kan ikke se dem, men I bør tjekke dem ud på Lushs hjemmeside, da Lushs produkter helt specielle. En fordel ved Lush er, at de giver uddybende informationer om deres ingrediensliste, samt hvad hver ingrediens gør for din hud.    

Tomme Produkter #7

Lush D’Fluff strawberry shaving soap

Hvis der sidder en derude, som elsker det her produkt, vil I så ikke fortælle mig, hvordan I får det til at virke? Det virker nemlig ikke for mig. Det eneste positive jeg kan komme i tanke om er, at produktet er lyserødt og dufter okay. Jeg kunne hverken få produktet til at virke på våd eller tør hud, og det er ikke oplyst på produktet, hvordan man skal bruge det. Konsistensen er sjov, fordi den er “whipped”, det gjorde desværre også, at den var svær at smøre ud på huden, og jeg endte med at tabe det meste på gulvet. Jeg kan af den grund ikke give nogen forklaring på, hvordan det er i forhold til barbering, men min overordnede oplevelse var ikke særlig god, og jeg køber det ikke igen.

Kan købes her

Refresher Shower jelly

Jeg elsker Lushs Shower Jellys. Det er ligesom at være barn igen, når man står der i badet med en klump jelly i hånden, som man kan bruge til at vaske kroppen med. Jeg har prøvet tre forskellige slags, og ingen af dem har skuffet mig. Duften af denne (gule) jelly er citron men også lidt sød. Lush beskriver selv duften som “Tangy Lemon”, og den er god. Duften er modsat en del andre Lush produkter ikke for stærk. Nogle vil måske sige, at det er et produkt, der er lidt spild af penge, men da det kan erstatte sæbe, synes jeg ikke det er spild af penge, og jeg vil helt sikkert købe det igen. Den skummer fint op, når den blandes med vand, og modsat hvad man måske skulle tro, skal man ikke pille den i stykker for at bruge den, men man benytter den på præcis samme måde, som man ville med et almindeligt stykke sæbe – på den måde holder produktet også rigtig længe.

Elsker det!

Kan købes her

Ocean Salt face and body scrub

Det er sjældent, at et produkt kan give mig kvalme, men det lykkedes for dette produkt! Jeg HADER duften at dette produkt, og jeg var lykkelig, da jeg var færdig med produktet bare for at slippe for duften. Der er kokosnød og lime i, hvilket nok er den kombination, jeg ikke kan klare. Heldigvis var det ikke en duft, der blev siddende, når jeg kom ud af badet. Selve produktet var fint og virkede fint, dog må jeg indrømme, at jeg aldrig fik det prøvet på ansigtet, da det simpelthen var for meget for min næse. På kroppen gjorde den lige præcis det, en scrub skal gøre, og saltet smeltede ikke bare væk hvilket gør, at man kan scrubbe ordentligt, inden det vaskes af. Farven er sjov hvid/grå/blå.

Kan købes her

Rub Rub Rub shower scrub Blossom-scented sea salt scrub for your body and hair.

Nu skal vi snakke om et produkt, som jeg helt sikkert skal have med næste gang, jeg bestiller noget fra Lush! Jeg ELSKER den her scrub, den dufter nemlig fantastisk godt! Tit når jeg kom ud fra badet, kunne man stadigvæk dufte den på huden, hvilket jeg rigtig godt kunne lide. Det er en duft af havsalt og blomster (mimosa absolute), og jeg er forelsket i den!  Selve produktet er blåt, sådan rigtig blåt, og som sagt er det en havsalt scrub. Salten forsvinder ikke rigtig, så man har masser af tid til at få scrubbet huden rigtig godt, inden produktet skal vaskes af igen.  Der er citronolie i den, så når du kommer ud af badet, kan du godt slippe afsted med ikke at påføre creme, da den holder huden godt fugtet. Jeg skal tilstå, at jeg ikke havde set, der også stod den, at den også var til håret, så det har jeg ikke afprøvet, men det er helt sikker noget, jeg skal prøve næste gang, jeg står med dette produkt i mine hænder.

Kan købes her

Ro’s Argan body conditioner – skin conditioner

Da jeg allerede har skrevet om dette produkt før, vil jeg henvise til det indlæg Best in test: Body Conditioner for at få nogle flere detaljer, men dette er helt sikkert et produkt, der er værd at tjekke ud. 

En af de ting, som Lush også er rigtig gode til, det er indpakning, som gerne er fælles for deres produkter. Det er sorte bøtter/dåser med skrue låg. Jeg er ikke altid lige glad for sådan en indpakning, men jeg vil sige at for Lushs produkter, er det aldrig noget, som har irriteret mig. De har bare fået det til at fungere. Jeg vil dog lige sige, at man skal læse på deres indpakning, da der er masser af sjove kommentarer og små historier på nogle af produkterne om, hvorfor de er lavet. Lush er helt sikkert et sjovt brand at interessere sig for, da de ikke er ligesom alle andre.

Best in test: Body Conditioner

Body Conditioner1

En ny trend som er kommet frem, er at bruge en body conditioner. Hvis man ikke har hørt om det før, så er konceptet reelt det samme, som balsam til håret – altså en body conditioner tilfører pleje til kroppen. Er du en af dem, der ikke er god til at smøre kroppen ind i creme, selvom du har tør hud, eller er du en, der kan lide at forkæle dig selv, så er dette muligvis produktet til dig. Jeg har to forskellige body conditioner, som jeg vil snakke om her. Den ene er fra Lush, og den anden er fra Nivea. Produktet benyttes, når man normalt er klar til at stå ud af badet. Inden man står ud, påfører man kroppen body conditioneren. Man kan lade den sidde og “virke” et minuts tid, men det er ikke en absolut nødvendighed. Efter påførelsen skylles den af, og man kan nu stige ud af badet med fugtet, blød hud.

Body Conditioner 2

Lush Ro’s Argan body conditioner

Lush er kendt for deres naturlige produkter bestående af rene råvarer uden tilsætningsstoffer. Det betyder, at dette produkt er fyldt med plejende olier af en god kvalitet. Body conditioneren har en rigtig tykt konsistens – lidt ligesom en fed creme. Til trods for dette er den nem at fordele over huden. Den hedder Ro’s Argan, fordi den dufter af roser, og indeholder arganolie. Duften er meget gennemtrængende, hvilket er kendetegnet mange af Lushs produkter. Det betyder desværre også, at jeg vil freråde dette produkt, hvis man er følson overfor kraftige dufte. Personligt synes jeg dog ikke, at duften bliver siddende på kroppen længe, og det har ikke generet mig. Når det så er sagt, så dufter produktet godt, og det tilfører kroppen massere af fugt. Grundet det høje indhold af olier, som jo bekendt er uopløseligt med vand, virker produktet nærmest vandafvisende, og vandet løber af ligesom på overfladen af en regnjakke. Det lyder måske en kende besværligt og nyttesløst, når meningen nu er, at man skal vaske produktet af, men man efterlades kun med et tyndt lag olieret film på kroppen, der virkelig giver følelsen af, at kroppen er fugtet godt. Personligt skulle jeg lige vende mig til denne følelse, men jeg synes ikke det er ubehageligt. Da produktet er forholdsvis tykt, skal man desværre bruge en god mængde, hvis man ønsker at dække hele kroppen. Det medfører, at produktet hurtigt slipper op, og således bliver det forholdsvis dyrt i brug.

 

Nivea In-Shower

Niveas bud på en body conditioner er en smule anderledes end den fra Lush. Konsistensen af dette produkt er tyndere, men ikke så tyndt at den løber igennem dine finger. Fordelen i forhold til den fra Lush er, at Nivea har lanceret flere forskellige dufte, så man nemmere kan finde en, der passer til ens personlige smag. Den på billedet dufter af honning, men jeg har før prøvet den med duft af kakao, og den dufter også rigtig godt. Duften i Niveas produkt er ikke overvældende men lige tilpas i forhold til, hvad man kan forvente af sådan et produkt. Personligt synes jeg dog, at de originale (hvorpå der ikke er angivet en duft) dufter af mand. Det skyldes måske, at min far altid har brugt Nivea creme, og jeg forbinder derfor duften med ham. Jeg vil anbefale at dufte produktet i butikken inden køb, for hvis du kan lide duften, så vil du med sikkerhed kunne lide hele produktet. Den efterlader ikke samme film på huden, som den fra Lush, hvilket gør at den fugter en smule mindre, men man efterlades stadig med tilstrækkeligt fugtet hud.

 

Konklusion

Alt I alt synes jeg ikke rigtigt, at der er en, der er bedre end den anden. Begge produkter er gode produkter. Det, det kommer an på, er, hvad man bedst kan lide som person, og hvor mange penge man vil bruge på et produkt som dette. Det skal dog siges, at den fra Nivea er et billigere valg, som samtidig også er mere tilgængeligt.   

Lushs body conditioner fås i tre varianter og forskellige størrelser, som kan bestilles på www.uk.lush.com, hvor prisen ligger mellem 170 kr. og 287 kr.

Niveas In-Shower 250 ml  fås i fire varianter, og kan købes på www.matas.dk til 49,95 kr, men kan også findes i Bilka og Føtex.