Category: makeupfjerner

Genbrugsrondeller

Det er ved at være noget tid siden, jeg skrev et indlæg om, hvordan vores forbrugsvaner påvirker miljøet. Jeg skrev, at jeg ville prøve at ændre mine vaner og derved mindske mit fodspor på miljøet. Første skridt på vejen (i min beauty rutine) har været at anskaffe mig disse genbrugsrondeller, som man kan bruge i stedet for vatrondeller. De er bedre for miljøet, fordi vi mindsker affaldet og brugen af plastik, men samtidig skulle de også være bedre for os, fordi de vatrondeller, vi oftest finder i supermarkeder og lignende, kan indeholde plastik. Det tror jeg ikke, der er mange, der er klar over.

Jeg må nok indrømme, at jeg var noget skeptisk fra start. Det svarer jo til at bruge en gammel t-shirt eller et halstørklæde til at fjerne makeup, og jeg kunne forestille mig, at de bare ville absorbere produkterne fremfor at fjerne makeuppen – måske ville de endda blive plettet efter makeuppen, og sådanne pletter ville garanteret være umulige at fjerne igen.

Efter at have prøvet dem, må jeg tilstå, at jeg havde lidt ret. De absorberer nemlig produkterne, men dog ikke så hurtigt, at jeg ikke kan nå at fjerne makeuppen, før produktet er væk, og det er jo det vigtigste. Normale vatrondeller absorberer jo også produkterne, kan man sige. Med hensyn til pletterne, så oplever jeg, at de bliver plettede. Jeg startede forsigtigt ud med den mørkeste rondel, jeg har, men selv den blev misfarvet. Det er egentlig ikke som så makeup, der sidder tilbage men nærmere selve renseprodukterne. På den måde kan det sammenlignes lidt med vaskeklude, som jo også bliver plettede, men når de er vasket, betyder det jo ikke, de ikke er rene.  

Det, at de bliver plettede, gør faktisk, at jeg tænker ret meget over bakterierne på dem. Jeg ved godt, de skal rense og rengøre, men mon ikke der sidder nogle bakterier tilbage, som først går af i vask? Jeg har derfor været lidt varsom i forhold til at bruge dem igen og igen inden vask, men de gange jeg har gjort det, har jeg ikke mærket forskel, og min hud er heller ikke blevet mere uren af det. Det kan selvfølgelig løses, ved at man køber mange af dem, så man har til en hel uge/to uger/en måned ad gangen, inden man så kan vaske dem alle sammen. Det er ikke noget, der skræmmer mig helt vildt, da der findes en del produkter på markedet, som kan genbruges flere gange inden vask.

Udover at de bliver plettet i den periode, man bruger dem, så har jeg ikke oplevet nogen mærkbar forskel i forhold til almindelige vatrondeller. De kan, overraskende nok, sagtens fjerne min makeup, og jeg skal ikke bruge mere makeupfjerner, end jeg vil gøre med en almindelig vatrondel. De fungerer altså langt bedre, end jeg havde turde håbe på, og jeg er enormt positivt overrasket. Selvfølgelig er det lidt underligt på en måde at stå der og fjerne makeup med en hæklet rondel, men jeg tror ikke, det er rondellens skyld, men nærmere at jeg er vant til vat. Jeg vil også sige, at de faktisk er mindre absorberende end vat, på den måde, at man jo kan hælde produkt mellem trådene. Det er ikke helt gennemtænkt, men konceptet fungerer fint, og jeg har fået mod på at prøve flere slags rondeller. 

Hvis jeg skal nævne én ting, som bekymrer mig lidt, så er det hvor længe de reelt set vil holde. Mine er rigtig fine og hæklede, men jeg kunne godt være lidt bange for, at trådene bliver løse over tid, hvis det giver mening? Det er ikke noget, jeg har oplevet endnu, og jeg er faktisk enormt positiv omkring hvor meget gnidning, de holder til, så det er noget, jeg må bedømme over tid. Jeg er så positivt overrasket, at jeg fortsat vil bruge rondellerne – andet kan jo ikke betale sig, nu hvor jeg har købt dem, og de kan bruges igen og igen.

Jeg har købt mine hos RAA på Godsbanen i Århus. Der kan man købe 3 stk. for 40 kr., hvilket jo er noget mere end en pakke vatrondeller, men til gengæld er det bedre for miljøet, og man kan jo bruge dem igen og igen, så man når at tjene pengene hjem. Hvis man ikke lige bor i nærheden, er der ret mange steder online, hvor man kan købe lignende produkter – nogle ligner endda vatrondeller meget, idet de er sammensat af stof og ikke hæklede som mine.

Kunsten at pakke en toilettaske til 6 måneder i udlandet

Som I nok ved, er jeg flyttet 6 måneder til udlandet. Jeg var meget afklaret med min ellers lidt forhastede beslutning, indtil jeg skulle pakke min toilettaske, for hvordan gør man det til 6 måneder? Ikke nok med at skulle 6 måneder til udlandet, så havde jeg også planlagt at bruge en del af de 6 måneder på at rejse rundt (3 flytninger og en del weekendture), så det skulle jeg også have med i mine overvejelser. Her er hvad jeg tog med mig, og de overvejelser jeg gjorde mig inden og har gjort mig undervejs:


Øverste hylde/blandet: hårbørste, hårelastikker (evt. hårnåle o.lign. hvis man bruger sådan noget), et par neglelakker, vatrondeller (i hvert fald nok til man har mulighed for at købe nogle). Bruger man særlige produkter til håret f.eks. hvis man har krøller, så er det nok en god idé at tage det med også, så man i hvert fald kan klare sig den første tid.

Miderste hylde/hudpleje: renseservietter (rigtig gode at have til flyet, småture eller hvis man pludsleigt står uden vand i lejligheden.. Det kan ske!), Bioderma eller anden makeupfjerner, hele tre cleansere (Shiseido (ikke på billedet), Biotherm og Clinique) man behøver selvfølgelig ikke at tage tre med, men de var åbne og skulle bruges. Man kan stort set alle steder i verden finde en fornuftig cleanser til billige penge (da den ikke bliver siddende på huden, fordi man vasker den hurtigt af igen, er det ikke her, jeg synes, man skal investere), en lille fugtmaske fra Clinique (det er lige hvad huden har brug for efter flyturen), deodoranten giver vist sig selv, mini parfume fra Clinique, Nuxe olien som virkelig er en lifesaver (læs nedenfor hvad jeg bruger den til), ansigtscreme fra Biotherm og øjencreme fra Clinique. I denne kategori især bør man tilføje produkter, som man ikke kan leve uden f.eks. helt særlig aknebehandlingsmidler eller lignende.

Nederste hylde/makeup: Urban Decay Naked Palette (så er mine behov dækket godt ind), tinted moisturizer med SPF!, L’Oréal pudder foundation, to mascara (jeg har det med at blive sort under øjnene – særligt i varmen – og valgte derfor at tage to med, som jeg stoler på. En fra The Balm og en fra Clinique), øjenbrynpen fra NYX, læbepomade fra Vaseline (jeg elsker at den dufter godt, og så giver den et let shine og meget lidt rosa farve til læberne), børster (da jeg ikke skal lave de vilde looks har jeg kun de nødvendige med: pudderbørste, blushbørste, to blending børster og en øjenskyggebørste), en vippebukker, en Sleek blushpalette er super smart da man så får tre farver med i en forholdsvis lille indpakning og til sidst KUN tre læbestifter; en neutral fra Marc Jacobs, en pang orangerød fra Estée Lauder og en dybere, elegant farve fra Tom Ford.

 

Det var bestemt ikke nemt at pakke, men jeg kom ned under 4 kg., og det synes jeg faktisk er helt okay, når jeg skal være væk så længe. Hvis I undrer jer over, hvorfor der hverken er shampoo eller kropspleje, så skyldes det, at jeg får det, der hvor jeg bor, og jeg bruger primært Nuxe olien som min kropspleje. Det var et stort dilemma for mig, om jeg alligevel skulle tage mit eget med, men jeg gjorde op med mig selv, at det er en sød gestus, og selvom jeg godt kan lide min shampoo, så er den ikke livsnødvendig at have med mig i 6 måneder ud af et helt liv – mindre kan altså gøre det og har gjort det fint indtil videre.

Destinationen
Mit allervigtigste tip må være at have for øje, hvor du rejser hen. De fleste større, turistprægede destinationer vil have alt, hvad du kan komme til at mangle, så værre er det ikke. Det er klart, hvis du skal bo blandt stammefolk i Afrika, så bliver det svært at få fingre i blush og mascara (tror jeg da), men lige netop dér har man nok heller ikke brug for blush og mascara.

Grunden til du rejser
Det andet vigtigste må være at have for øje, hvad du skal lave der. Skal du studere/arbejde, møde nye mennesker, gå i byen, til fester og være social? Så får du brug for den røde læbestift, som du knuselsker og får dig til at stråle af selvtillid. Skal du derimod bygge lerhytter og undervise i 40 graders varme i Afrika, så tror jeg, du og alle andre er pænt ligeglade med, om du har mascara på eller ej.

Miniprodukter
Hvis du rejser et gængs sted hen, hvor du kan købe det meste, så siger min erfaring mig, at det godt kan betale sig at pakke rejsestørrelser hjemmefra til de første par dage og så købe normale produkter på destinationen (medmindre destinationen er meget dyrere end Danmark – det er sjældent, men det kan ske!). Du kan med fordel gemme rejsestørrelse bøtterne til weekendture undervejs, smart!

Multiprodukter
Til sidst er det en god idé at pakke multiprodukter, hvis du ønsker at begrænse dig. Det gjorde jeg, fordi jeg vidste, jeg skulle pakke ned og pakke ud en del gange undervejs og selv slæbe mine kufferter med voksende souvenirsamlinger og tøj plus diverse. Det er også en god idé, hvis du skal bo med roommates i forbindelse med et studieophold, da pladsen ofte er træng både på dit værelse og badeværelset. F.eks. har jeg pakket olie, der klarer neglebånd, hår, ansigt og kroppen, ligesom min tinted moisturizer indeholder SPF. Husk, hvis du får begrænset dig for meget, så kan det meste købes de fleste steder i verden, medmindre du har helt særlige, specifikke krav.

Særlige, specifikke produkter
Hvis du har nogle helt særlige yndlingsprodukter, så synes jeg, du skal tage dem med. Du kommer til at savne dem, og selvom det “bare” er makeup, så vil du ærgre dig, når du bliver sort under øjnene af den lokalkøbte mascara, fordi ”den derhjemme” aldrig ville have gjort det. Det samme gælder, hvis du har helt særligt krav til et eller andet – f.eks. noget særligt (akne)hudpleje. Det kan altså være svært eller dyrt at få fat i noget helt bestemt på en rejse, så for at være på den sikre side er det nemmere at tage med hjemmefra, hvis det er noget, du mener, du absolut ikke kan eller er villig til at leve uden.

Magic Glove Makeupfjerner

I har godt set dem, ikke? De der ”handsker”, der kun skal vand på, og så renser de ansigtet for makeup. De har efterhånden været på markedet i noget tid, og jeg har gået og tænkt, at det var for godt til at være sandt. Her i Spanien koster sådan en handske kun 3€, og så var jeg altså nødt til at slå til.

Brugsanvisningen lyder, at man vasker den i vaskemaskinen inden brug. Når den er tør, er den klar til brug. Man skyller handsken under rindende vand, og så er man ellers klar til at fjerne makeup ved at køre handsken over ansigtet med cirkulære bevægelser. Ifølge min brugsanvisning, kan man blive ved med at bruge den samme handske igen og igen ved at vaske den med håndsæbe mellem brug, og man bør først vaske den i maskinen, når det er yderst nødvendigt.. Jeg tror nu alligevel, jeg vil foretrække at vaske den noget oftere – man genbruger jo heller ikke vatrondeller.

Virker den så?
Ja, det gør den, men jeg ved ikke, om jeg synes, det er så overraskende. Det meste makeup kan vel fjernes bare med vand, hvis man bruger nok og gnider hårdt nok. Jeg synes nemlig, man skal gnide en del for f.eks. at fjerne mascara, og her taler jeg altså at gnide hårdere, end man lige er vant til med almindelig makeupfjerner. Det er faktisk noget, jeg ikke bryder mig om, og jeg tror heller ikke, det er godt for huden på den lange bane, at man sådan gnider sig omkring øjnene. Jeg vil dog sige, at den kan bruges flere gange inden maskinvask, fordi overfladen er så stor, og jeg i hvert fald kun bruger et lille område pr. gang. Håndsæbe fjerner faktisk alle synlige makeuprester på handsken, så det føles ikke som om, man tværer gammel makeup henover huden, men jeg foretrækker nu alligevel at vaske den i maskinen ofte. Udover øjenmakeup kan den også bruges til at fjerne ansigts- og andet makeup.

Det bør nævnes, at jeg bruger handsken her først, og så gennemgår jeg min normale rutine efterfølgende – også makeupfjerner. På sigt kan jeg måske slippe makeupfjerneren, for vatrondellen er faktisk ren. Handsken virker jo! Men den kan ikke erstatte en ordentlig rens, hvor huden bliver dybderenset. Det vil sige, at handsken enten træder i stedet for makeupfjerneren i en normal rutine, ellers bliver den et ekstra step i rutinen – og hvem har behov eller tid til et ekstra step i en normal rutine? Hm.. Den er de 3€ værd, men jeg ville nok have fortrudt mit køb i Danmark, hvis jeg havde givet flere 100 kr. for den. Jeg så den også i Sephora i New York i sommers til omkring $20, og det er den ikke værd for mig, fordi jeg netop ikke tør at undlade min makeupfjerner, selvom jeg bruger handsken, og så bliver den bare et ekstra step.

Hvordan virker den?
Handsken er lavet af mikrofiber, sådan nogle rigtig bløde nogle, og de skulle eftersigende reagere med varmt vand og derved opløse makeuppen.

I Danmark kan en lignende handske købes på Lookfantastic.

 

Clinique julekalenderen 2017

Hvis I følger os på Instagram (Amakeupchaos), har I sikkert set den Cliniquejulekalender, jeg åbnede hver dag i december.  Den var fyldt med Clinique produkter – alt fra hudpleje og makeup til en enkelt børste og parfume. Julekalenderen er det perfekte udgangspunkt, hvis man gerne vil have udvidet sin horisont i forhold til Cliniques produkter, og ja, jeg ved godt den ikke forhandles mere (julen er jo ovre), men jeg har fået udvidet min horisont, og den viden vil jeg gerne dele med jer. På billedet nedenfor her, har jeg inddelt de 24 produkter i kategorier. Hvis jeg skulle teste hvert enkelt produkt grundigt for sig, ville det naturligvis kræve nogle større produkter men også langt mere tid, da hvert produkt ville skulle testes selvstændigt i omkring en måned. Det siger sig selv, at det ikke er muligt, og derfor har jeg valgt at indføre én serie af gangen, som de er delt op på billedet, når det kommer til hudpleje. Min anmeldelse vil altså tage udgangspunkt i hudplejeserierne, som de ses her og ikke hvert enkelt produkt for sig, da det ville tage omkring et år at teste dem alle grundigt nok, ligesom eventuelt yderligere produkter i serierne ikke vil blive inddraget/testet.

Clinique Moisture Surge

Produkterne her består af en dagcreme, en natcreme, en øjencreme og en natmaske. Dagcremen er let og luftig – næsten gelagtig i konsistensen, og så trænger den hurtigt ind. Natcremen er noget federe i konsistensen, og efterlader lidt en følelse af en traditionel fedtcreme, som kan mærkes morgenen efter, men det er ikke noget, der har generet mig. Øjencremen er let i konsistensen, og det er helt sikkert det produkt i serien, jeg har forelsket mig mest i. Aldrig har mit øjenområde føltes så blødt og gennemfugtet (nuvel, mit øjenområde var ikke tørt før). Masken minder rigtig meget om Origins Drink Up Intensive Overnight Mask, så der har jeg ikke en finger at sætte. Den er nem at smøre på og nem at fjerne igen, men huden føles (selvfølgelig) fedtet, mens man har masken på. Alt i alt  har jeg været glad for serien. Min hud har føltes blød og fugtet, og det har ikke være nødvendigt at supplere med ekstra fugt to gange i ugen, som jeg ellers plejer.

Tre-trins serien til tør kombineret hud

Først er jeg nødt til lige at spørge, hvorfor man har lavet et tre-trins system med fire trin? Nå, udover at jeg altid vil undre mig over det, så er jeg stadig ikke fan af denne serie. Den gør egentlig fint det, den skal, renser og fugter godt, men (som mange andre også har problemer med) er der noget i produkterne, som min hud ikke kan tåle. De er simpelthen så skrappe, at jeg slår ud, hver gang jeg kaster mig ud i dem. Min hud har lignet en 13-årig pubertet hud, selvom jeg er 24 og ellers ikke har ændret noget i forhold til min kost, motion og lignende.  Jeg vil træde varsomt og måske starte med et rejsesæt, så man lige kan teste serien. De, hvor serien virker, er SÅ glade for den, men der er altså ret mange, der rapporterer overfølsomhed overfor produkterne, fordi de eftersigende skulle være stoppet med det rene gift for huden. Jeg vil dog lige fremhæve, at hvis man kan tåle produkterne, giver de en rigtig flot hud!

Clinique Smart

Wow! Den her linje er lanceret til at reparere huden, så man får den smukkeste hud, man kan have, uanset om man døjer med ar, rynker eller pigmentfarvninger. Jeg ved ikke, om min hud er smukkere end nogensinde, men allerede efter få dages brug kunne jeg se stor forskel på min hud. Den virker meget mere rolig, og alle de udbrud, jeg havde fået efter brug af 3-trins serien, forsvandt i løbet af en weekend. Jeg har testet serum, dag- og natcreme, og jeg er vild med alle tre produkter, selvom de ikke helt er fugtgivende nok (det generer mig ikke, når jeg kan se, jeg får meget andet ud af produktet). Især er jeg positivt overrasket over serummet, der har en lidt tykkere konsistens, end jeg er vant til med serummer, og så er det et plus, at dagcremen har SPF 15. Der er slet ingen tvivl om, jeg skal have prøvet den fulde serie på et tidspunkt.

Clinique Take the Day Off Makeup Remover

Det her er en traditionel makeupfjerner, der skal rystes inden brug, for den er fyldt med pulver. Den gør det, den skal, og den gør det fint og mildt. Jeg er ikke voldsomt imponeret, selvom jeg ikke har en finger at sætte på produktet. Måske skyldes det, at der er mange andre makeupfjernere, der er billigere og gør det samme? Den er f.eks. ikke så god til at fjerne deres egen Lash Power mascara (se anmeldelse nedenfor). Der skal jeg virkelig skrubbe min øjne, og så falder mascaraen oveni købet af i flager. Det er dog ikke et problem, jeg har haft med andre mascaraer.

Clinique Pep-start

Her fik jeg en ansigtscreme og en øjencreme. Øjencremen har en smart applikator, så man kan trykke lidt creme ud og efterfølgende nemt ”rulle” den på huden. Jeg synes dog, den er lidt fed, så jeg skal trykke hårdere, end jeg bryder mig om. Ansigtscremen er meget underlig ved første øjekast – næsten som en fed primer. Det er også meningen, den skal have en ”blurrende/udtværende” effekt på huden. Jeg har ikke oplevet vilde resultater, men min hud ser mere jævn ud, når jeg har brugt den.

Clinique 7 day Scrub Cream

Denne scrub ligner mest af alt en fed creme, og jeg måtte første gang tjekke, at jeg ikke havde taget den forkerte. Når man påfører den, bliver det dog klart, at den er spækket med bittesmå korn, som effektivt skrubber huden, når man masserer den. Fordi skrubbekornene er så små, vil jeg også tro, den er god til sart hud, og jeg synes heller ikke, den stripper huden fuldstændigt ved brug.

Clinique Deep Comfort Hand and Cuticle Cream

Så vidt jeg kan dufte, dufter den ikke af noget, hvilket jeg godt kan lide. Derudover trænger den hurtigt ind, og mine hænder føles gennemfugtede uden at føles fedtede. Jeg synes, det er en fornuftig håndcreme, medmindre man lider af meget tørre hænder, for så tror jeg ikke, den vil være fed nok.

Clinique Aromatics in Black parfume

Det her var den eneste parfume i kalenderen. Jeg havde faktisk aldrig tænkt på, at Clinique laver parfume, så der lærte jeg noget nyt. Duften er dyb, romantisk og moden, og så dufter den dyrt – ja, det lyder fjollet, men den dufter af kvalitet. Jeg kunne godt finde på at købe en flakon, når jeg har brugt denne lille prøve.

Clinique Pop Lip Colour i Cherry Pop

Det her er en smuk, cremet læbestift, som man skulle tro var dyb, postkasserød. Jeg vil nærmere sige, den falder et sted mellem rød og pink; der er i hvert fald mange, der har kommenteret på, at det er en speciel farve. Konsistensen er meget cremet, og det gør også, at det er en læbestift, der ikke holder evigt. Man skal ikke forvente mere end et par timers brug.

Clinique Pop Lacquer i Cocoa Pop

Den her falder et sted mellem en flydende læbestift og en gloss. Den er mere pigmenteret end en gloss, men ellers minder den mest om en gloss i konsistens og finish. Konsistensen er tyk, og den sætter sig aldrig rigtigt på læberne. Jeg synes helt sikkert, man mærker, man har den på, og det kan være lidt svært at abstrahere fra, fordi den netop ikke sætter sig, men den er ellers behagelig og meget smidig at have på læberne. Den skal påføres igen og igen ligesom en traditionel gloss. Farven er meget neutral, og jeg vurderer, at den vil klæde de fleste.

Clinique Chubby Stick i Woppin’ Watermelon

Jeg elsker Cliniques Chubby Sticks. De er så nemme og behagelige at have med på farten, og så afgiver de en let farve til læberne. Man mærker ikke, man har den på, og læberne føles fugtet som med en læbepomade. Denne farve er meget lys og neutral, så den klæder mange. Jeg vil dog sige, at den lyse farve godt kan samle sig lidt på tørre pletter.

Clinique Blushing Blush Powder i Precious Posy

Det her er en flot, pudder blush. Farven vil klæde de fleste, da den hverken er for pink, for mørk eller for intens. Den kan godt være lidt svær at blende, men hvis man bare putter lidt på af gangen, er farven nem at bygge op.

Clinique Blush Børste

Den her børste minder slet ikke om de blushbørster, jeg er vant til at bruge. Den er mindre, og hårene er stive, hvilket jeg ikke bryder mig så meget om. Størrelsen på børsten og stivheden af hårene gør dog, at man får en meget koncentreret applkation, men samtidig gør den også, at det er svært at blende produkterne ud.

Clinique Lash Power Mascara

Jeg er faktisk positivt overrasket over denne mascara. Den holder formen på mine vipper helt vildt godt, og mine vipper ser meget lange ud. Konsistensen er lidt våd, så vipperne kan godt klistre lidt sammen (ikke noget der har generet mig), og derfor får man ikke rigtig noget volumen, når man bruger den. Man mærker ikke, man har den på, før man skal have den af. Den falder nemlig af i flager, og derudover er den meget svær at fjerne.

Clinique Cream Shaper for Eyes i 01 Black Diamond

Hvis I fulgte min åbning på Instagram, kunne I allerede da se, hvor god denne liner er. Den skal lige have lidt tid til at sætte sig, men når den så sidder, så flytter den sig heller ikke. Jeg har siden testet den nogle gange, og jeg er stadig imponeret. Det er ikke den sorteste sorte liner, jeg nogensinde har ejet, men den er så flot, fordi den indeholder noget meget fint glitter. Ved første øjekast er det ikke nemt at se, og mans er det heller ikke helt så klart, når man bruger lineren som et del af et look, men jeg synes virkelig det tilføjer noget fint og elegant. Samtidig er jeg imponeret over, at Clinique ikke bare har valgt at lægge en helt standard sort liner i, for sådan en har de fleste jo i forvejen allerede, og på den måde får man alligevel noget ekstra.

 

Formula 10.0.6 Wipe your face off

Dette indlæg indeholder affiliate links.

Det sker ikke så ofte, at jeg bruger den her type af makeupfjerner, for jeg synes egentlig ikke, de er grundige nok. Når jeg endelig bruger dem, så bruger jeg vildt mange af gangen for at føle, jeg kommer til bunds. Jeg synes dog, de er gode at have, når jeg er på farten f.eks. en sen aften hjem i toget eller ombord på et fly. I denne omgang har jeg testet Formula 10.0.6 Wipe Your Face Off face wipes.

Da jeg åbner pakken, er det første, der slår mig, duften. De dufter kraftigt – ikke dårligt – men kraftigt, lidt sødt og meget friskt af frugt. Det skyldes, at de indeholder pink grape og æble. Jeg kan ikke se bagpå, at de skulle indeholde parfume, men duften må stamme fra al den frugtekstrakt, der er i.

Det næste, der slog mig, var, hvor dejligt fugtige servietterne er. Nogle renseservietter er tørre, og der er ikke ret meget produkt på, hvilket gør, de ikke er ret effektive. Sådan er det ikke med dem her. De er virkelig våde – på den gode måde for man får virkelig noget produkt for pengene, og det gør altså også, at de er mere effektive; de kan endda fjerne mascara, hvilket ellers er en sjældenhed for wipes. MASCARA!. Samtidig har servietterne en god tykkelse, hverken for tykke eller for tynde men lige tykke nok til at opsuge makeupfjerneren. Noget, de virkelig har nailet, hvis du spørger mig, er, at servietterne forbliver våde efter pakken er åbnet. Det varer nok ikke ved evigt, men jeg har nogle gange oplevet med andre mærker, at servietterne er tørret ud i pakken, inden jeg har nået at bruge dem alle. Hvis der er 25 servietter i en pakke, skal de som minimum holde sig fugtige i 25 dage! Det gør disse. Jeg kan ærlig talt ikke huske, hvornår jeg åbnede dem, men det er mere end 25 dage siden, og de er stadig fugtige som nye. Det var jeg ellers meget nervøs for, at de ikke skulle være, fordi pakken lukkes med en klistermærke, og jeg synes sjældent, sådanne slutter helt tæt.

Når man bruger en alt-i-en wipe som disse, så vil jeg dog stadig mene, at man ikke kan forvente alverden. Medmindre jeg er i en situation, hvor jeg ikke har andre muligheder (f.eks. på et fly), så vil jeg ikke bruge dem som min primære/eneste makeupfjerner. De er rigtig gode til det, de skal, for de fjerner effektivt makeup (endda mascara – hvor sjældent sker det lige med wipes???) uden at være for grove ved huden eller øjnene, men hvis I spørger mig, så skal de også kun det. De skal supplere en almindelig renserutine. Jeg bruger dem gerne til at fjerne min ansigtsmakeup (foundation, blush og lignende), inden jeg går i gang med min renserutine, men det er altså nogle af de få renseservietter, jeg har oplevet, der kan fjerne mascara og anden makeup ordentligt.

En pakke med 25 wipes kan købes på spashop.dk til 39 kr.

e.l.f. Kiss it Goodbye Lip Color Remover

Vi bruger dagligt makeupfjerner til både øjne og hud, men det sker sjældent, at vi bruger en specifikt til læberne. Jeg ved godt, at det skyldes, læberne fugtes hele dagen, og makeuppen forsvinder derfor naturligt af sig selv, men jeg har faktisk tit stået og manglet en specifikt til læberne (dem der er beregnet til øjne og læber smager som regel ikke ret godt), og her er den så. E.lf. Kiss It Goodbye Lip Color Remover. Den er som sendt fra himlen til de situationer,  hvor man står med fuld makeup og finder ud af, at læbestiften har den forkerte farve, for med denne lille tube kan læbestiften nemt fjernes, uden man behøver tvære den ud over det hele.

Jeg var meget begejstret allerede ved første møde med dette produkt, for det er skisme smart, det er brugervenligt, det er nemt, og så er det vildt effektivt. Det fjerner selv den mest genstridige røde læbestift! Jeg plejer at gøre det, at jeg påfører lidt og masserer det ind i læberne, hvorefter jeg tørrer efter med en kleenex. Denne proces gentager jeg så, indtil alt farven er væk, og tro mig, det tager virkelig ikke så lang tid, som det lyder til. Selvom man godt kan lade produktet sidde, til det tørrer, synes jeg, det er en god idé at fjerne det, da det ellers godt kan efterlade læberne lidt fedtede, og så bliver det altså svært at få den næste læbestift til at sidde ordentligt.

Selvom produktet fungerer helt optimalt, og som det skal, kan vi vidst godt blive enige om, at det ikke er et absolut I-kan-ikke-leve-uden-det produkt. Det kan man godt. Man kan jo vente, til læbestiften forsvinder af sig selv, tvære den af med papir eller vand, men der er også en anden mulighed, som er rigtig, rigtig effektiv; olie. Jeg har brugt olie i flere år efterhånden, og det er bare så effektivt. Faktisk synes jeg, at effekten mindede lidt om den effekt, e.l.f.s produkt gav og rigtigt nok, da jeg googlede indholdet af produktet, fandt jeg ud af, at det næsten udelukkende består af olie.

Olier er rigtig plejende for os – hår, hud, læber; you name it. Jeg plejer at bruge en hvilken som helst olie, jeg ligger inde med; raps, solsikke, oliven, kokos, avokado eller den slags, og det fungerer ligeså godt som denne lille tube fra e.l.f. Jeg vil dog sige, at den fra e.l.f. er smagløs, hvilket er et stort plus i min bog (olivenolie smager ikke altid fantastisk, når det er rent), og så er den nem at bruge, fordi den kommer i en smart lille tube, der passer lige til læberne fremfor en flaske på 500 ml.  Jeg er helt sikkert hooked, og selvom jeg kan bruge olie til samme formål, så er e.l.f.s produkt lige dét nemmere at have med at gøre, og så kan man tage det med sig, hvilket nok skal være handy på et eller andet tidspunkt.

Tuben koster 45 kr. og kan bl.a. købes på e.l.f.s hjemmeside.

Vinter Hudpleje Rutine’ 2018

Godt NYTÅR! Velkommen til 2018 #NewyearNewme #ellernoget

Så kom vi igennem julen, alt maden og nytårsaften. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at eksamensperioden også er ovre, men det må vente lidt endnu. I dag vil jeg dele de ting, jeg har ændret i min hudplejerutine, nu da vi er gået ind i de koldere måneder. Det har kun kort i december været helt nede, men selvom der ellers har været okay temperaturer, er her trods alt blevet koldere end resten af året.

Makeupfjerner + Rens
1.Trin starter med min Clinique Take The Day Off Cleansing Oil til at tage min makeup af med. Det er en olie, hvilket hjælper mod at huden tørrer ud – især når man som mig renser sin hud to gange.  

2.Trin er min elskede Origins Checks and Balances Frothy Face Wash. Jeg er som sagt i gang med anden tube af denne, og jeg elsker den stadig. Den er utrolig god til kombineret hud, og selvom mine kinder kan blive virkelig tørre, tørrer denne med ikke ud, ligesom den heller ikke fedter de fedtede områder mere.

Toner
3.Trin er et produkt, jeg startede med at bruge som teenager, nemlig Cliniques Clarifyin Lotion 2. Det er et af deres klassiske produkter, som der har været meget delte meninger omkring online, og jeg ved også, at Tanja ikke tidligere har været begejstret (forhåbentlig kommer der snart en opdatering fra hende baseret på hendes lækre Clinique julekalender). Jeg må dog sige, at jeg virkelig har set en forskel på min hud, efter jeg er begyndt at bruge denne igen. Duften er skrap, men den virker bare på min hud uden at tørre den ud.

Natcreme + Dagcreme + Vinter trick
4.A. Trin  ændrer sig lidt, alt efter om det er dag eller aften, og det er også her, jeg har implementeret mit vinter trick i min hudplejerutine. Hver anden aften bruger jeg Alpha-H Liquid Gold, som er en toner i konsistensen, men den hjælper med at bekæmpe fine linjer, rynker, hyper-pigmentering, solskader, acne, ar og bumser. Det er et produkt, som jeg har haft mine øjne på i længere tid, og efter jeg begyndt at bruge det, har jeg set en forskel i min hud. Mine urenheder er der ikke lige så ofte, og hvis de endelig dukker op, hjælper den hurtigt med at få dem til at forsvinde igen. Jeg påfører den, som sagt, hver anden aften, og hvis min hud ikke føles tør, påfører jeg ikke min natcreme efter. Synes jeg, min hud føles tør, gør jeg selvfølgelig.

Når jeg ikke bruger Alpha-H Liquid Gold, bruger jeg en natcreme, Garnier Skin Active Moisture Bomb natcreme. Jeg er snart færdig med den og kan ikke finde den nogle steder, hvilket er en skam, for den er faktisk utrolig god.

4.B Trin er det trin, hvor mange nok vil tænke, det er lidt urealistisk, men jeg skal også op og afsted på universitetet tidligt, og til trods derfor har jeg fundet tid til det her i min rutine. Før jeg påfører min elskede Formula 10.0.6 Picture Perfect Day creme, bruger jeg nemlig Origins Drink Up Mask 10 Minute i 10 minutter. En ansigtsmaske om morgenen? Maria, NEJ! Bare fordi man har maske på, betyder det jo ikke, man skal sidde musestille, så jeg bruger tiden på at børste tænder, redde seng, find tøj frem – nogle gange tager jeg det endda på, mens jeg stadig har masken på, men så er jeg også modig. Der er en masse ting, man alligevel gør om morgenen, som man ligeså godt kan gøre, mens man har en maske i ansigtet. Efterfølgende tager jeg masken af med en våd vatrondel og tørrer efter med en tør vatrondel, inden jeg påfører min dagcreme, og jeg siger jer, min foundation ligger så flot på denne base, fordi min hud er ordentligt fugtet. Masken gør heller ikke, at huden fedter, for ellers kunne det jo selvsagt ikke fungere. Det her er min rutine hver anden eller tredje dag, og det er noget nyt, jeg forsøger – hvorfor kommer jeg ind på i næste uge.

Udover dette bruger jeg også en dybderensende maske to gange om ugen – gerne L’Oréal Clay maskerne, som vi så mange gange har snakker om på bloggen.

Til slut vil jeg lige nævne, at når jeg skriver, et produkt har gjort en forskel, så har jeg indført det alene og holdt alle andre produkter i min rutine konstante, så jeg ved, at det er det nye produkt, der har gjort forskellen.

Friends Favoritter

Noget af det bedste er at høre om andres yndlingsprodukter eller endnu bedre; at få lov til at snage i deres makeup. På den måde bliver man ofte præsenteret for nogle produkter, man ikke selv ville have valgt, eller man ikke havde opdaget, fordi man hurtigt kommer til at drukne i kollektioner og mærker.

Hvis I minder bare lidt om os, så elsker I nye produkter ligeså meget som et godt stykke kage, og I vil med sikkerhed synes, det er spændende at snage i andres makeup. Derfor skal det i dag hverken handle om mit eller Tanjas makeup, men jeg har bedt mine veninder udvælge deres yndlingsprodukt – ingen restriktioner (udover det skulle passe i beautykategorien) og fortælle os om det.   

Amanda – Youngblood Brow Artiste Sculpturing Pencil i Blonde 
Der er tale om en “blyant,” der har en fin spids til trods for, det ikke er en traditionel blyant, der skal spidses men en af dem, man kan dreje op. I modsatte ende af selve produktet er der en børste. Det er ikke et billigt produkt, men Amanda mener, det er pengene værd, hvortil jeg vil sige, at Youngbloods produkter normalt plejer at leve op til det, de lover. Helt sikkert et produkt jeg må prøve! Her er, hvad Amanda nærmere sagde om produktet: jeg synes, det ser virkelig naturligt ud, når man bruger produktet, fordi farven ikke er brun men heller ikke er helt mørk.

Kan købes i Matas og på Matas.dk 

Tabita – Urtekram Cleansing lotion + Day Cream 
Tabita har valgt produkter fra Urtekram, der er meget bevidste om deres ingredienser og i dag er et af Skandinaviens største økologiske mærker, hvilket, jeg synes, er fedt! Jeg elsker, at de har fokus på økologi, og derfor tiltrækker det mig også at prøve nogle af deres produkter. Om produkterne har Tabita sagt: jeg synes, det er en virkelig lækker og mild serie. Min hud er kombineret, så cremen er ret god, da den fugter godt uden at fedte. Hvis man kigger på nogle af ingredienserne, er det også nogle lækre ting. De har valgt at bruge; mandel-, oliven- og jojobaolie i renselotionen, som også har antiinflammatorisk effekt, hvilket er fantastisk, hvis man har problemer med sin hud.

Kan købes på www.nicehair.dk   (Day cream) & nicehair.dk (Cleansing lotion)

Cathrine – Nilens Jord Extension Mascara
Mærket er jo ikke fremmed her på bloggen, men til trods herfor har Cathrine alligevel formået at ramme et produkt, som vi endnu ikke selv har prøvet eller skrevet om, nemlig deres Extension Mascara. Jeg kan dog godt høre, at jeg er nødt til at få den købt. Om produktet har Cathrine sagt: jeg har haft mange forskellige mascara, men jeg ender altid med at bruge Nilens Jords mascara, da den gør vipperne lange uden at klumpe.

Kan købes i Matas og på www.nilensjord.dk


Line – Chanel Démaquillant Yeux Intense og Chanel Vitalumiére Aqua
Line er min barndomsveninde, og derfor kan man vist roligt sige, at hun har fulgt min makeuprejse længst. Jeg er 99,9% sikker på, at hun introducerede mig for min første foundation, Youngblood Mineral Foundation, som jeg endte med at bruge fast i flere år. I denne omgang har hun valgt to produkter fra Chanel, og hendes kommentarer er:
Jeg ledte for noget tid siden efter en makeupfjerner og fandt, med hjælp fra en konsulent, den helt rigtige. Konsulenten spurgte mig, om jeg bruger kontaktlinser eller har sarte øjne – og jeg har rimelig sarte øjne. Derfor anbefalede hun mig Chanels makeupfjerner, og jeg må indrømme, at min første tanke var “det lyder godt nok dyrt” men nej, i forhold til andre makeupfjernere jeg tidligere har brugt, var prisen på 250 kr. ret normal. Derfor er Chanels makeupfjerner Démaquillant Yeux Intense nu mit absolutte favorit beautyprodukt; den er mild og drøj i brug, og på samme tid fjerner den makeuppen, uden at mine øjne begynder at svie eller bliver fyldt med olie. Et lille råd; gør vatrundellen våd før du påfører et par dråber af makeupfjerneren, så skal du bruge endnu mindre.

kan købes i magasin og magasin.dk 

I vinterperioden er min hud ret tør, derfor bruger jeg gode fugtighedscremer, men min foundationpudder fra Youngblood (Youngblood Mineral Foundation) har en tendens til alligevel at tørre huden ud igen. Derfor er det vigtigt for mig at have en god og lækker foundation som base. For mig er det Chanels Vitalumiére aqua, som jeg påfører med Nilens Jords rosegold foundationpensel. Den har en let og nærmest luftig konsistens, hvilket gør den nem at påføre, og så giver den en flot og let overflade, hvor huden ikke kæmper for at få luft.

 Kan købes i magasin og på www.magasin.dk

Det var det, mine veninder havde at sige, om deres yndlingsprodukter, og jeg ved ikke med jer, men jeg har i hvert fald fået øjnene op for et par produkter, som jeg gerne vil prøve. Jeg håber, I har fundet det her indlæg ligeså interessant som mig, ellers kan I glæde jer til, at jeg vender stærkt tilbage med mine November favoritter i næste uge – og indtil da kan I jo glæde jer over et af Tanjas indlæg. #blessed

 

Garnier SkinActive – Micellar Cleansing Gel Wash

 

Jeg vil starte med at bruge ordet “NEJ” omkring dette produkt, som jeg vil snakke om i dag, for det har nemlig ét meget afgørende minus ved sig, som gør, at jeg ikke vil købe produktet igen. Garnier har været med på hele micellar cleansing water bølgen, og nu har de lanceret endnu et produkt i serien, nemlig en Micellar Cleansing Gel Wash. Dette produkt skal rense, fjerne makeup og berolige huden. Den er lavet til normal og sensitiv hud, så jeg vil sådan set sige, at de fleste kan bruge den, og så indeholder den hverken parfume eller parabener. Derudover fremgår det, at den kan bruges i hele ansigtet samt øjne og læber. Jeg syntes først, at dette produkt var utroligt spændende, fordi jeg synes, at micellar vand er lidt for “svagt” til at fjerne f.eks. mascara med, og derfor var mine forhåbninger for dette produkt altså store. Det er for mig også et plus, at den kan bruges på sensitiv hud, da jeg har meget rødme i mine kinder, og jeg vil derfor ikke være for hård ved området, ligesom det er smart, at den kan både fjerne makeup og rense huden, så man på den måde sparer et produkt – jeg vil dog anbefale, at man så vasker huden to gange for at være sikker på, at man får alt makeup og snavs af.

Indpakning

Indpakningen, synes jeg, er utrolig fint lavet, og der får de helt sikkert 10 ud af 10 fra mig. Det fungerer, som det skal, og er meget praktisk. Det er en gennemsigtig flaske, så man kan følge med i hvor meget produkt, man bruger, og så har den en pumpe, som er i Garniers klassiske pink farve. Pumpen kan låses, så den ikke kan trykkes ned, hvilket gør den utrolig nem at have med på tur. Hvis det stod til mig, ville alle sæber have en pumpe, for det gør livet så meget nemmere som forbruger.

Anvendelse

Der står bag på, at den skal påføres fugtig hud, derefter skal man skumme op med vand, massére let med fokus på læber og øjenområde og derefter skylle af. Jeg vil sige, at produktet virker helt sikkert bedst, hvis det bliver påført på fugtig hud. Det kan også fungere, hvis man fugter sine hænder, og så påfører produktet, men man kan altså ikke helt undgå at produktet skal i kontakt med vand på den ene eller anden måde for at fungere optimalt.

 

Min oplevelse

Produktet virker egentlig okay, men det når ikke min kokosolie til sokkeholderne. Det fjerner min makeup, medmindre jeg bruger vandfast mascara, hvor 90% så sidder tilbage efter at have renset to gange. Bruger jeg ikke vandfast mascara, kan den godt fjerne min mascara, men det kræver noget arbejde. Jeg har ikke oplevet problemer i forhold til min ansigts- og øvrige øjenmakeup. Når det så er sagt, så er der et stort minus ved produktet – særligt fordi det er markedsført til sensitiv hud – det svier, og det svier ikke bare lidt. Jeg er normalt ikke sart, men HOLD DA OP! Det kunne måske være til at leve med, hvis produktet derudover var fantastisk, men det er dette ikke. Kokosolie er i min verden en sikker 10 ud af 10, og så vil jeg nok give dette produkt 5 ud af 10, fordi jeg ikke synes, den gør det, den skal som makeupfjerner. Den er fin til at rense huden, men der findes mange bedre produkter, som jeg nok vil vælge fremfor dette en anden gang. Idéen var god, men selve udførelsen mangler efter min mening lidt gennemarbejdelse, så den kan fjerne alt makeuppen og gøre det skånsomt! Bruger man mindre makeup, fremstår den måske mere effektiv, men det er under alle omstændigheder træls, at den svier sådan i øjnene.

Hvordan jeg pakker mine beauty produkter til håndbagagen

Som I nok er ved at have fundet ud af, så har jeg lige været en tur i Dublin. Da vi var afsted i en fem dages tid, så havde vi kun håndbagage med. Det vil sige, at jeg skulle pakke alle mine væsker i én pose, som alt i alt kun måtte være på én liter. Jeg havde ikke tænkt mig at gå ud og finde en pose på én liter, men så begyndte jeg at Google, hvad der bliver anset som væsker, og på den måde fandt jeg frem til Gillian Jones Check-in-bag. Det er en pose på én liter med en lynlås, som overholder alle de regler, som sådan en pose skal, og HOLD DA OP hvor er den bare smart!  Den koster 30 kr i Matas, så det er ikke en stor investering, og jeg havde en kupon, så jeg kom af med 5 kr. for den, så det kunne vist ikke være billigere. Jeg vil også sige, at jeg ved, at jeg skal ud og flyve her til sommer igen, så jeg ved, at jeg nok skal få den brugt.

Denne pose var en utrolig stor hjælp. Jeg begyndte med min hudpleje, som, jeg synes, var det vigtigste, fordi jeg elsker min hudpleje, og jeg prøver at passe godt på min hud. Jeg havde nogle prøver fra Paulas choice, hvor jeg havde ansigtsvask i, og der var mere end rigelig til de 5 dage. Jeg havde også nogle prøver med noget bodylotion, så dem havde jeg også taget med. Det havde jeg ikke behøvet, for der var bodylotion på hotellet, og det er nok tilfældet de fleste steder, så derfor kan man undlade at pakke det.

Jeg kunne godt have hele min dagcreme med, da den næsten var tom og ikke fyldte særlig meget, og så fyldte jeg min natcreme over i en lille bøtte. Man kan evt. kombinere og bruge sin natcreme både morgen og aften, men jeg elsker den solbeskyttelse, der er i min dagcreme, så jeg prioriterede at få begge med.

Min toner puttede jeg over i en lille Caudalie flaske, fordi den var dejlig lille, og der kunne være en masse i. Jeg havde overvejet at tage Caudalies Grape Water med, men jeg synes ikke, den er særlig god, så jeg puttede den over i en større flaske og bruger den nu til at fjerne makeup fra mine hænder og sådan noget.

Inden afrejse var jeg en tur i Normal, hvor jeg købte alle deres miniature produkter. Der var blandet andet en shampoo og balsam fra Dove, som faktisk var rigtig godt. Hoteller har dog gerne shampoo stående, så det er endnu en ting, der kan undlades, hvis man ikke kræver noget bestemt. Jeg rystede dog på hovedet af mig selv, da jeg kom hjem fra Normal. De havde nemlig en hårkur fra Dove i en lille bitte tube, som ville have fyldt meget mindre, end balsammen gjorde, så det havde helt sikkert været et bedre valg, men det gik. Jeg havde også taget en mini tørshampoo fra Bastiste med, som er den bedste tørshampoo efter min mening.

Jeg havde puttet min mascara og læbestift i hjemmefra, fordi det skrev folk, at det tæller som væske, men det vil jeg altså sige, at det ikke gør. Jeg havde det nemlig ikke i en pose på vej hjem, og der var ingen problemer. Jeg havde dog min læbepomade i posen begge veje, men det var mere fordi, jeg så vidste, hvor jeg havde den, da sådan noget tit forsvinder for mig, når jeg er ude og flyve. Min foundation var også i posen, da den nok tæller som en væske. Min var flad og firkantet, så nem at pakke, og så er den bare fantastisk god.

Derudover havde jeg en deodorant og tandpasta i posen, og det er nok en prioritet for mange (det burde det i hvert fald være). Jeg valgte at tage renseservietter med frem for flydende makeupfjerner.

En af de ting, som jeg lagde mærke til, var, at man skal lade være med at vælge runde ting. Det er meget bedre med lidt firkantede produkter, da runde hurtigt fylder lidt mere. Du må jo kun have 10 flasker á 100 ml, når du er færdig med at pakke. Hvordan de vil få 10 100ml flasker ned i den pose, ved jeg virkelig ikke, men det lykkedes for mig at få alt det med, som jeg gerne ville have med.

Jeg synes virkelig posen gjorde det godt, og jeg synes faktisk også, at pengene er godt givet ud. Den var utrolig praktisk, og man kunne fylde den godt op. Samtidig kunne jeg sidde derhjemme og pakke i ro og mag og bytte rundt på de forskellige ting, hvilket jeg rigtig godt kunne lide.

Posen kan købes i matas eller på matas.dk til 29,95 kr.