Category: Urban Decay

Mine Holy Grails

Kender I de der produkter, hvor panikken strømmer rundt i kroppen, når de er ved at være tomme, fordi det er umuligt at leve uden dem? Det gør jeg, og i dag vil jeg dele dem med jer.

 

Origins Intensive Drink Up Mask

Denne maske er simpelthen uundgåelig for mig. Jeg bruger den ikke året rundt, men når vi rammer efteråret sikrer jeg mig, at jeg altid mindst har én tube på lager, for den er fantastisk, når min hud begynder at tørre ud. Den redder vinteren hver gang! Læs mere om den her

Embryolisse Lait Creme

Ja ja, jeg ved, at alle efterhånden er trætte af at høre om denne, men den er simpelthen fantastisk. Den kan jo alt, så what’s not to love?

Miss Dior Parfume

Da jeg var teenager, prøvede jeg uendeligt mange dufte i form af alle de prøver, jeg kunne få fingre i, indtil jeg en dag fik fingre i denne. Dér blev jeg klar over, at det er min duft. Det er sådan, jeg gerne vil dufte og møde resten af verdenen. Rigtig rigtig rigtig mange kvinder ændrer deres parfume baseret på årstid, vejr og tidspunktet på dagen, men det gør jeg ikke. Denne passer efter min mening til alt og vigtigst af alt til mig.

Urban Decay Naked Palette

I modsætningen til Maria eksperimenterer jeg ikke voldsomt meget med min øjenmakeup, og jeg kunne ærlig talt slet ikke forestille mig ikke at have Naked paletten i min samling. Den redder ethvert look for mig, for den er perfekt alsidig, og så er farverne neutrale, så jeg kan give den maks. gas med læberne, som er mit forté.

Urban Decay Setting Spray

Denne er og bliver min yndlings setting spray. Den holder min makeup på plads hele dagen, selvom det er varmt udenfor, og så fjerner den det pudrede look, jeg nogle gange godt kan få, når jeg har lagt makeup. Jeg bruger den især om sommeren, hvor den er uundværlig HVER DAG, mens jeg om vinteren især bruger den ved festlige lejligheder, hvor min makeup skal sidde på længe.

 

Sephora Cream Lip Stain i ”01 Always Red”

Man går efter min mening aldrig galt i byen med en rød læbe. Det er klassisk, og det holder. ALTID. Det er sjældent, at jeg når at opbruge en hel læbestift, men denne Sephora Cream Lip Stain har jeg faktisk købt flere gange, og jeg elsker den. Den giver den perfekte, matte røde læbe, som jeg ikke kan forestille mig, jeg nogensinde bliver træt af, for en rød læbe er da altid moderne, ikke?

L’Oréal True Match flydende foundation

I nogle perioder hader jeg denne foundation. Den er slet ikke flot, hvis min hud er lidt tør, men i andre perioder elsker jeg den. Den dækker flot uden at være for meget, og så er den nem at påføre. Jeg er vild med, at den kommer i så mange forskellige farver, da det altid er et problem for mig, at min hud er for lys til de gængse farver, og så er det et kæmpe plus, at den er nem at få fingre i og til at betale.  

NYX Micro Brow pen

Det er så nemt at ordne sine bryn med denne, og det er jeg altså blevet lettere afhængig af. Den giver et flot naturligt look, og så er den billig og let tilgængelig, fordi den forhandles i Matas (hvis den da ikke lige er udsolgt….)

Nuxe Rêve de Miel læbepomade

Læbepomaden over dem alle. Denne er simpelthen en lifesaver året rundt men især her om vinteren, hvor læberne oftere bliver tørre. Jeg kan tage den på om aftenen og stadig mærke den på læberne om morgenen, når jeg vågner. Det er næsten magisk!

Bryllupsgæst look (Urban Decay Naked Heat paletten)

Da jeg stod af flyet fredag morgen, skulle jeg allerede lørdag morgen til bryllup. Jeg brugte den nye Naked Heat pallette, og derfor tænkte jeg, det kunne være sjovt at dele mit look med jer, så I kan få et indblik i, hvad paletten kan. Når det kommer til bryllupper, har jeg (grundet jeg kun er 23) ikke megen erfaring, men jeg tror, det er nogenlunde med makeuppen, som det er med kjolen – du skal ikke overgå bruden, og dit look skal ikke være det, der bliver snakket om flere år i fremtiden. Heldigvis er makeup lidt mindre bemærkelsesværdigt end hvis en gæst f.eks. har hvid på. Derudover bør man – som altid med makeup – have for øje, om det er formel formiddag i kirken eller vild fest om aftenen, da man kan tillade sig lidt mere, når mørket falder på uden at risikere at stikke ud fra mængden som ”hende med makeuppen.” Det bryllup, jeg skulle til, var uformelt men hele dagen, så derfor valgte jeg et look, som kan gå til lidt af det hele, og dét, synes jeg faktisk, paletten her er god til, fordi den har de bløde, lyserøde farver og samtidig nogle mørkere brune.

Jeg har brugt NYX Jumbo Eye Pencil i Yogurt som primer på hele øjenlåget. Det er måske ikke nok underlag til nogen, men på mig kan det sagtens holde en hel dag, og så synes jeg farven spiller rigtig godt med de farver, der er i paletten fra Urban Decay. Hvis man ønsker det, kan man sagtens benytte en rigtig primer i stedet for. Dernæst har jeg påført Chaser på hele øjenlåget med en klassisk øjenskyggebørste (her kan man også passende bruge den, der følger med paletten). Efterfølgende har jeg med endnu en klassisk øjenskyggebørste påført Low Blow på den ydre halvdel af øjenlåget, og så har jeg med en ren ”fluffy” blending børste blendet de to farver lidt, så overgangen fra den ene til den anden ikke fremstår så hård. På samme blending børste har jeg taget Scorched og påført den i creasen og det yderste af øjenlåget. Til sidst har jeg taget MEGET lidt af Ember og påført alleryderst i creasen for at skabe lidt dybde, og så har jeg blendet, blendet og blendet. Med en ren blending børste har jeg påført Ounce op mod brynet for at overgangen ikke skulle være så hård – her kan man også sagtens bruge sin foretrukne highlighter. På vipperne har jeg Covergirl LashBlast Volume i brun, fordi det brune skulle gå godt til mine blå øjne, og så er brun mascara heller ikke helt så hårdt mod det meget bløde, varme og feminine look.

Som det fremgår af det sidste billede her, har jeg taget lidt Ember og ført med ned under øjnene for at skabe et mere sammenhængende look.  

 

New York Makeup – hvad pakkede jeg, og hvad fik jeg brugt?

Nu er det jo to meget forskellige ferier, Maria og jeg har været på, og derfor tænkte jeg, at jeg også ville lave et indlæg omhandlende, hvad jeg havde med af makeup, og hvad jeg faktisk fik brugt. Normalt har vi nok begge en tendens til at pakke meget, for der skal jo ikke mangle noget, og en tendens til kun at få brugt en brøkdel af det, når vi så først kommer af sted. Denne gang havde jeg virkelig forsøgt at begrænse mig, og det er der én klar grund til, som jeg vil komme nærmere ind på.

 

Hvad pakkede jeg?

Basen

Jeg sprang primeren over, fordi jeg normalt bruger min Embryolisse Creme som primer, og det gjorde jeg også i New York. Det var smart, for på den måde sparede jeg et produkt, da den også fungerer som ansigtscreme. Jeg havde min Collection Lasting Perfection Concealer med af samme årsag, som Maria havde concealer med. Det er rigtig godt til en ”no makeup” makeupdag. Ligesom Maria er jeg ikke den største bruger af concealer til hverdag, men det er et typisk tegn på min ”jeg skulle jo nødig mangle noget”-mani. Den sidste ting – ja, den sidste!!!! – var min Revlon Colorstay Foundation, som jeg havde pumpet lidt af over i en rejsebøtte. Jeg sprang også setting sprayen over, fordi jeg vidste, at jeg havde en på min shoppingliste, og så måtte jeg jo bare få købt den i en fart.

 

Bronzer, highlighter og blush

Jeg er lidt en klovn, for jeg glemte faktisk at få den highlighter med, som jeg ville have pakket, fordi jeg efter brug var kommet til at lægge den tilbage i skuffen. Dumt.. Til bronzer havde jeg taget den lille ”Toffee” fra NYX med, der kommer i deres Highlight and Contour Pro Palette. Den fylder ikke ret meget, så det var et smart træk! Jeg har det lidt med blush, som jeg har det med læbestift. Jeg kan bare ikke begrænse mig, men jeg gjorde et ihærdigt forsøg og endte derfor med kun at have to med. De er begge fra Inglot. Den mørke er nr. 63, og den lyse er nr. 27. Jeg bruger sjældent den mørke, men jeg havde en forestilling om, at Broadway lige var stedet, hvor den ville passe perfekt, og alene af den grund røg den med i kufferten. 

 

Øjenmakeup

Til mine bryn havde jeg pakket min Anastacia Brow Wiz, fordi den ikke fylder noget men kan give et fyldigt og flot bryn uden meget arbejde. Derudover havde jeg taget NYX Jumbo Eye Pencil i Yogurt med, som jeg af og til bruger som base, når jeg lægger øjenskygge. Den er nem at bruge, fordi den er i blyantform, og så kan den også bruges alene, hvilket jeg så som et plus, da jeg pakkede. Kan man rejse nogen steder uden en Naked palette fra Urban Decay? Maria gjorde det jo.. Jeg ville have svært ved det, så derfor pakkede jeg den mindste, nemlig Naked Basics. Med den kan man lave nogle flotte, simple og matte looks.  Det sidste øjenmakeup var min Covergirl LashBlast Mascara, som jeg elsker, for den holder hele dagen, selvom der er varmt, og så sidder mine vipper bare, som de skal.

 

Læber

Nu kommer vi til det, hvor jeg har svært ved at begrænse mig. Nogle vil nok mene, at 4 (okay 5 jeg havde jo også min røde PawPaw med!) produkter er lige i overkanten til en ferie, men husk nu at jeg var afsted i en måned, og så er 4 produkter faktisk næsten i underkanten, ikke? Jeg havde min elskede Tom Ford læbestift med, fordi jeg ikke kan leve uden. Derudover havde jeg min røde Sephora Cream Lip Stain med fordi jeg ikke rejser nogle steder uden en rød læbe. Det er bare den type person, jeg er. Det er selvfølgelig også klart, at jeg ikke kunne tage af sted uden en mere neutral læbe, og der valgte jeg min Esteé Lauder Pure Color læbestift i Rose Tea samt min Esteé Lauder Pure Color Gloss i farven Magnificent Mauve.

 

Hvad fik jeg brugt?

Selvom jeg havde begrænset mig meget, da jeg pakkede, fik jeg alligevel ikke brugt det hele. For det første var det meget varmt alle dage, og jeg var meget aktiv, så det var begrænset, hvad jeg orkede at gøre ud af mig selv. Derudover er det jo New York, så jeg fik købt en masse nye ting, som jeg hellere ville bruge (det havde jeg forudset hjemmefra og også taget med i mine overvejelser, da jeg pakkede). Det eneste fra basen, jeg fik brugt, var min Revlon foundation, og den brugte jeg faktisk kun én gang. Jeg brugte min bronzer under hele turen (mest for at udligne den meget voldsomme tan, jeg fik i panden på min første dag). Inglot blushen nr. 27 brugte jeg også en del, mens jeg slet ikke fik brugt nr. 63 – heller ikke på Broadway. Jeg brugte min Anastacia Brow Wiz hver dag. Endda så flittigt at jeg brugte det sidste på den sidste dag – så kan vi snakke om at pakke nøjagtigt nok! Jumbo Eye pencilen fra NYX brugte jeg nogle gange, selvom det var alt for varmt, men jeg syntes nu alligevel, at det hørte sig til på f.eks. Broadway, og så passer den perfekt med den nye Naked Heat pallette. Denne pallette er grunden til, at jeg slet ikke fik brugt min Naked Basics. De sidste to ting, jeg fik brugt, var min Covergirl mascara og min Tom Ford læbestift.

 

Mine råd

Tænk over hvor du skal hen. Skal du på Bali, skal du nok have det meste med hjemmefra. Skal du til London eller New York, så kan du godt undvære en del af det, som du ved, du vil storme ud for at købe den første dag alligevel. Det er alligevel meget sjovere at lege med det nye, end det du har pakket hjemmefra. Derudover bør du være realistisk overfor dig selv og vejret – hvor lang tid af din ferie er du villig til at bruge på at lægge makeup? Er der for varmt til makeup alligevel (husk nogle destinationer kan overraske *host* New York *host*). Til sidst vil jeg sige, at uanset hvor du skal hen og hvor varmt der er, bør du have for øje, om du skal noget, der kræver makeup. Skal du f.eks. på Broadway eller i Top of the Rock og have taget det mest instagram-venlige selfie nogensinde, så kan det måske være meget rart at have makeup med uanset om det så er varmt eller ej.  

 

Urban Decay Naked Heat Palette

Et af de produkter, jeg har købt her i New York, er Urban Decays Naked Heat palette. Den blev lanceret den 30. juni, så den er endnu forholdsvis ny men forhandles mig bekendt også i Danmark på nuværende tidspunkt. Ligesom de forrige Naked paletter indeholder den 12 øjenskygger og en dobbeltsidet børste, som kan bruges til at påføre produktet med.

Lad mig starte med at sige, at vores bønner fra dette indlæg er blevet hørt. Den nye palette er nemlig i plastik/metal lignende indpakning men med magnetisk lukning – altså en kombination af de forrige. Spejlet er stort, da det fylder hele låget. Jeg kan rigtig godt lide indpakningen, og en del af det skyldes også, at jeg synes, den er rigtig flot. Den er holdt i de samme varme toner, som produktet indeni, hvilket virker enormt gennemført.

Nu til selve produktet. Alle 12 skygger er nye farver, der ikke findes i de forrige paletter. Ud af de 12 skygger er 8 matte, hvilket er noget vi ikke rigtigt har set før hos Urban Decay. De matte farver varierer fra de helt lyse til de mørke, så man kan få rigtig mange matte looks ud af denne palette. Det betyder, der er 4 farver med glitter/shimmer. Efter min mening er de tre af dem, Lumbre, Dirty Talk og Scorched, meget nært beslægtede, og ved første øjekast kan det være svært at se forskel på dem, hvilket også betyder, at de vil fremtræde mere eller mindre på samme måde i et look, og det, synes jeg, er lidt ærgerligt. Der kunne godt have været noget mere diversitet. Den sidste glitter er Ember, og hold nu fast den er flot! Det er en mørk, dyb brun med gyldent glitter i, og jeg synes faktisk, den fremtræder mørkere ved påføring, end jeg lige havde forventet, da jeg så den. Det er bestemt ikke noget, der trækker ned, for jeg synes virkelig, den er flot. Midt i paletten synes jeg, farverne både glitter og mat kører meget i samme farveskala, og derfor kan man ikke skabe ligeså mange forskellige looks med denne som med fx den originale Naked palette – selvfølgelig er der forskel, men den er minimal, og efter min bedømmelse vil looksne med disse skygger hurtigt komme til at se meget ens ud, hvilket jeg synes, man bør have i baghovedet, inden man investerer i paletten. Kvaliteten af skyggerne er, som vi kender den hos Urban Decay – nem at arbejde med, bløde og lækre.

Jeg har i nogen tid gået og leget lidt med tanken om en palette i netop denne farveskala, da det er nogle farver, jeg personligt ikke rigtigt har i forvejen. Det skyldes, at netop disse meget varme, meget pinke farver ikke er lige gode til alle, og særligt os med meget lys hud kan godt komme til at se lidt syge ud,  hvis vi får for meget rødt/pink om øjnene. Jeg vil dog sige, at paletten indeholder flere mørke farver, der kan give looket noget dybde og dermed formår Urban Decay altså at gøre de varme, lyserødlige toner mere universelle, således at selv os med meget lys hud kan bruge den uden at komme til at se syge ud. Jeg har naturligvis kun testet den på ferien, og derfor er jeg måske lige en tone eller to mørkere, end jeg ellers ville være i huden, men sammenlignet med gennemsnitsdanskeren, er jeg stadig ret bleg, så jeg vil tro, de fleste kan få noget udbytte ud af denne palette. Hvis du har overvejet det, men ikke er helt sikker netop på grund af farverne, så vil jeg sige, at du skal springe ud i det – især mens sommeren stadig er her!

 

Månedens Favoritter: juni’16

Juni har for mig været en måned, der har budt på afslutning af eksaminer, masser af arbejde og HØJ luftfugtighed.

IMG_3173

Urban Decay All Nighter Setting Spray

Jeg ved godt, at man ikke må beklage sig, når sommervejret endelig melder sin ankomst, så det vil jeg ikke gøre, men når det regner, stiger luftfugtigheden, og makeuppen løber af mig, hvis jeg bevæger mig det mindste. I de seneste to uger har jeg arbejdet omkring 50 timer i ugen stående i butik, og det er altså skrækkeligt varmt. Denne setting spray har været guld værd og bidraget til, at jeg stadig ser ok ud, når jeg bevæger mig hjem sidst på dagen. Jeg bruger nogle sprøjt, inden jeg lægger mascara. Selvfølgelig ser jeg ikke ud, som jeg gjorde om morgenen, når jeg vender hjem, men jeg er overbevist om, at det ville være meget værre, hvis jeg ikke bruge settingsprayen. Derudover er den altså et friskt pust om morgenen, når der lægges makeup. Vi har snakket om den før her. 

 

Fodbads

Som sagt har jeg arbejdet meget i juni, og det sætter altså sine spor på fødderne, når man er vant til at være studerende, der sidder og læser det meste af tiden. Efter 8-10 timer på fødderne har jeg gjort det til en routine at komme hjem og sænke fødderne i et koldt fodbad. Der er ikke noget mirakuløst eller smart over det, men det hjælper altså med at få fødderne til at slappe af og holder den summen, der godt kan komme efter så mange timer på benene, væk. 

 

Essie Chinchilly Neglelak

Derudover har jeg forelsket mig i en neglelak, der gør mine tæer lidt pænere at se på selv efter mange stående timer. Den er grå og knap så sommerlig, men til gengæld er den rigtig pææææn, og så springer den ikke så meget i øjnene, at den er upassende i sandaler på arbejdet. Selv efter lange dage i sandaler holder neglelakken godt, og tørretiden er normal.

 

Vaskeklude

Her i sommermånederne fedter huden naturligt mere, og derfor er det også ekstra vigtigt at vaske huden godt, hvis man vil undgå urenheder. Når man vasker ansigtet, er det en god idé at bruge en ren vaskeklud hver dag (det gælder altså hele året rundt!) – og ja, det er godt nok mange vaskeklude, hvis man ikke vil vaske dem ugentligt. Jeg er ikke gode venner med engangsvaskeklude, men så faldt jeg over disse “håndklæder” i IKEA. De måler 30x50cm, så lige til den store side for en vaskeklud men så bestemt til den lille side for et håndklæde. Materialet er frotté og måske ikke det bedste for huden, men til 2 kr., så har selv en fattig studerende råd til at købe stakkevis, så man kan skifte hver dag, og frotté er altså godt nok til mit ansigt.  

Der er kun fire favoritter i denne omgang, for allerede sidste søndag afslørede jeg en favorit: nemlig min epilator Braun Silk-épil 7. Skulle I have misset indlægget, kan det findes her. Den er altså bare guld værd her i sommermånederne, hvor benene bliver luftet lidt mere end normalt.