Category: Eyebrows

Kunsten at pakke en toilettaske til 6 måneder i udlandet

Som I nok ved, er jeg flyttet 6 måneder til udlandet. Jeg var meget afklaret med min ellers lidt forhastede beslutning, indtil jeg skulle pakke min toilettaske, for hvordan gør man det til 6 måneder? Ikke nok med at skulle 6 måneder til udlandet, så havde jeg også planlagt at bruge en del af de 6 måneder på at rejse rundt (3 flytninger og en del weekendture), så det skulle jeg også have med i mine overvejelser. Her er hvad jeg tog med mig, og de overvejelser jeg gjorde mig inden og har gjort mig undervejs:


Øverste hylde/blandet: hårbørste, hårelastikker (evt. hårnåle o.lign. hvis man bruger sådan noget), et par neglelakker, vatrondeller (i hvert fald nok til man har mulighed for at købe nogle). Bruger man særlige produkter til håret f.eks. hvis man har krøller, så er det nok en god idé at tage det med også, så man i hvert fald kan klare sig den første tid.

Miderste hylde/hudpleje: renseservietter (rigtig gode at have til flyet, småture eller hvis man pludsleigt står uden vand i lejligheden.. Det kan ske!), Bioderma eller anden makeupfjerner, hele tre cleansere (Shiseido (ikke på billedet), Biotherm og Clinique) man behøver selvfølgelig ikke at tage tre med, men de var åbne og skulle bruges. Man kan stort set alle steder i verden finde en fornuftig cleanser til billige penge (da den ikke bliver siddende på huden, fordi man vasker den hurtigt af igen, er det ikke her, jeg synes, man skal investere), en lille fugtmaske fra Clinique (det er lige hvad huden har brug for efter flyturen), deodoranten giver vist sig selv, mini parfume fra Clinique, Nuxe olien som virkelig er en lifesaver (læs nedenfor hvad jeg bruger den til), ansigtscreme fra Biotherm og øjencreme fra Clinique. I denne kategori især bør man tilføje produkter, som man ikke kan leve uden f.eks. helt særlig aknebehandlingsmidler eller lignende.

Nederste hylde/makeup: Urban Decay Naked Palette (så er mine behov dækket godt ind), tinted moisturizer med SPF!, L’Oréal pudder foundation, to mascara (jeg har det med at blive sort under øjnene – særligt i varmen – og valgte derfor at tage to med, som jeg stoler på. En fra The Balm og en fra Clinique), øjenbrynpen fra NYX, læbepomade fra Vaseline (jeg elsker at den dufter godt, og så giver den et let shine og meget lidt rosa farve til læberne), børster (da jeg ikke skal lave de vilde looks har jeg kun de nødvendige med: pudderbørste, blushbørste, to blending børster og en øjenskyggebørste), en vippebukker, en Sleek blushpalette er super smart da man så får tre farver med i en forholdsvis lille indpakning og til sidst KUN tre læbestifter; en neutral fra Marc Jacobs, en pang orangerød fra Estée Lauder og en dybere, elegant farve fra Tom Ford.

 

Det var bestemt ikke nemt at pakke, men jeg kom ned under 4 kg., og det synes jeg faktisk er helt okay, når jeg skal være væk så længe. Hvis I undrer jer over, hvorfor der hverken er shampoo eller kropspleje, så skyldes det, at jeg får det, der hvor jeg bor, og jeg bruger primært Nuxe olien som min kropspleje. Det var et stort dilemma for mig, om jeg alligevel skulle tage mit eget med, men jeg gjorde op med mig selv, at det er en sød gestus, og selvom jeg godt kan lide min shampoo, så er den ikke livsnødvendig at have med mig i 6 måneder ud af et helt liv – mindre kan altså gøre det og har gjort det fint indtil videre.

Destinationen
Mit allervigtigste tip må være at have for øje, hvor du rejser hen. De fleste større, turistprægede destinationer vil have alt, hvad du kan komme til at mangle, så værre er det ikke. Det er klart, hvis du skal bo blandt stammefolk i Afrika, så bliver det svært at få fingre i blush og mascara (tror jeg da), men lige netop dér har man nok heller ikke brug for blush og mascara.

Grunden til du rejser
Det andet vigtigste må være at have for øje, hvad du skal lave der. Skal du studere/arbejde, møde nye mennesker, gå i byen, til fester og være social? Så får du brug for den røde læbestift, som du knuselsker og får dig til at stråle af selvtillid. Skal du derimod bygge lerhytter og undervise i 40 graders varme i Afrika, så tror jeg, du og alle andre er pænt ligeglade med, om du har mascara på eller ej.

Miniprodukter
Hvis du rejser et gængs sted hen, hvor du kan købe det meste, så siger min erfaring mig, at det godt kan betale sig at pakke rejsestørrelser hjemmefra til de første par dage og så købe normale produkter på destinationen (medmindre destinationen er meget dyrere end Danmark – det er sjældent, men det kan ske!). Du kan med fordel gemme rejsestørrelse bøtterne til weekendture undervejs, smart!

Multiprodukter
Til sidst er det en god idé at pakke multiprodukter, hvis du ønsker at begrænse dig. Det gjorde jeg, fordi jeg vidste, jeg skulle pakke ned og pakke ud en del gange undervejs og selv slæbe mine kufferter med voksende souvenirsamlinger og tøj plus diverse. Det er også en god idé, hvis du skal bo med roommates i forbindelse med et studieophold, da pladsen ofte er træng både på dit værelse og badeværelset. F.eks. har jeg pakket olie, der klarer neglebånd, hår, ansigt og kroppen, ligesom min tinted moisturizer indeholder SPF. Husk, hvis du får begrænset dig for meget, så kan det meste købes de fleste steder i verden, medmindre du har helt særlige, specifikke krav.

Særlige, specifikke produkter
Hvis du har nogle helt særlige yndlingsprodukter, så synes jeg, du skal tage dem med. Du kommer til at savne dem, og selvom det “bare” er makeup, så vil du ærgre dig, når du bliver sort under øjnene af den lokalkøbte mascara, fordi ”den derhjemme” aldrig ville have gjort det. Det samme gælder, hvis du har helt særligt krav til et eller andet – f.eks. noget særligt (akne)hudpleje. Det kan altså være svært eller dyrt at få fat i noget helt bestemt på en rejse, så for at være på den sikre side er det nemmere at tage med hjemmefra, hvis det er noget, du mener, du absolut ikke kan eller er villig til at leve uden.

Månedens favoritter: april’18

April har, for mig, været vanvittig spændende og nervepirrende. Måneden startede i Lissabon, fortsatte i Huelva og sluttede i Torino. Det har regnet, det har blæst, og der har været høj solskin. Jeg har holdt ferie, flyttet og startet nyt arbejde. Derfor er mine favoritter også noget blandede, og så har jeg inkluderet et enkelt produkt, som jeg vil råde jer til at holde jer fra!

  

NYX Micro Brow Pencil

Jeg ved, jeg har nævnt den flere gange før og sågar dedikeret et helt indlæg til den, men jeg bliver nødt til at slå endnu et slag for den. I april er det for alvor blevet varmt hernede sydpå (også i Danmark, kan jeg forstå?). Vi er ramt af temperaturer omkring de 30 grader, og hver gang jeg render rundt i byen og sveden løber af mig, tænker jeg, at jeg må ligne en idiot. Når jeg så ser mig selv i spejlet sidder mine bryn stadig, som de skal, og det gør, at jeg ikke føler, jeg ligner en idiot. Det er da for lækkert. Derudover er det et kæmpe plus, at den findes i et væld af farver. Den kan købes i Matas til 85 kr.

 

Raunsborg Nordic Sensitive Hand Cream

Endnu et produkt der går igen, men jeg har oplevet, at min hud pludseligt tørrede ud som aldrig før. Jeg tror, det skyldes, at min krop var stresset over de konstante ændringer i omgivelser og vejr. Så fik jeg besøg hjemmefra, og det eneste jeg bad om at få med var denne håndcreme (og chocofanter selvfølgelig). Det siger altså noget om dette produkt, synes jeg! Jeg har brugt den på ben, hænder og overarme, og det har virkelig været en lifesaver. Den seneste uges tid, har jeg ikke været så god til at huske at få den brugt, og jeg kan allerede se, at mine hænder så småt er begyndt at tørre ud igen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Nå, men pointen er, at jeg synes det er tydeligt, at cremen her gør en forskel. Den er sågar kendt for at gøre en forskel for folk, der er hårdt ramt af f.eks. eksem. Du kan læse mit forrige indlæg om den lige herDen kan købes i Matas for 119 kr., og det er penge givet godt ud for denne creme, som jeg er på nippet til at kalde et mirakelmiddel.

 

Hjemmelavet scrub

At døje med ekstremt tør hud og så pludselig skulle have bare ben i 30 grader er altså ikke rart, derfor stod det klart, at jeg var nødt til at få købt mig en body scrub. Jeg tog ind til byen, fik købt diverse ting, kommer hjem og ser at jeg har glemt at købe body scrub. Flot! Derfor gik jeg i gang med at lave en selv. For at koge det helt ned, så kan man lave en scrub på olie og salt eller sukker. Hvis man virkelig vil forkæle sig selv, så bruger man en lækker mandelolie eller lignende. Jeg havde kun olivenolie, men det fungerer også helt udmærket. Det er nemmest at hælde sukker/salt op først, og så tilsætte olie til man rammer den rette konsistens. Det kan tage lidt tid, så pas på med at starte ud med for meget olie. Jeg tilsatte også lidt citronsaft for at få en lækker duft, men det behøver man ikke. Det er simpelthen så simpelt og nemt og fungerer ligeså godt som dem, man køber i butikkerne, så det kan klart anbefales, hvis man skal bruge en scrub NU, men man er løbet tør. Det er også billigt, og måske mere allergivenligt end dem, man finder i butikkerne?

 

Nivea aftersun med Aloe Vera

Fik I med, at her har været 30 grader? Det kom pludseligt, og jeg var ikke forberedt med solcremen, så derfor blev jeg selvfølgelig forbrændt. Skide fedt. Det var ikke en voldsom forbrænding, men dog alligevel en lille forbrænding på fødderne. Om aftenen da jeg kom ind og så det, smurte jeg denne aftersun på, og den er simpelthen så lækker. Modsat en del andre aftersun, er den meget tynd og let i konsistensen, trænger hurtigt ind, køler området og så indeholder den Aloe Vera, som bekendt har en helende effekt. Allerede næste morgen var min forbrænding aftaget en del, og jeg kunne igen gå ud i solen. Jeg har sværget til denne aftersun i flere år, fordi jeg synes, den er så lækker og nem at bruge, og så er den tilmed billig og nem at finde næsten over hele verden. Den kan købes i Matas til 80 kr. men normalt forhandles den også i diverse supermarkeder jo tættere på sommeren, vi kommer.

 

IKKE FAVORIT: solcreme fra Lidl

Det er lidt atypisk, at jeg deler noget, der ikke er en favorit, men det er fordi, det her produkt er et absolut hadeprodukt. Det absolut modsatte af en favorit, og jeg er nødt til at advare andre mod det. Efter førnævnte forbrændning var jeg kommet ind til byen uden solcreme, og jeg var derfor nødt til at købe en med det samme. Den første butik, jeg kom forbi, var Lidl. Der fandt jeg denne solcreme med faktor 50 fra deres personlig pleje mærke, Cien. Jeg var ikke engang kommet ud af butikken, før jeg lystigt begyndte at spraye det på. Selve sprayen er fin nok, men solcremen i sig selv er tyk, klistret og trænger aldrig ind. Jeg smurte den, naturligvis, ud med mine hænder, og det resulterede i, at mine hænder blev så klistrede efterfølgende, at hvis jeg rørte ved min kjole, så klistrede mine hænder fast. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er simpelthen ikke ideelt, når man i forvejen bliver svedig i solen.

 

Nytårs look 2017

Nytårsaften er den perfekte lejlighed til at få gang i alle de produkter, man ikke bruger til hverdag og kreere et fantastisk makeup look. Jeg har her tænkt meget klassisk, fordi det giver mulighed for at bruge mange forskellige læbestifter til looket, og på den måde kan man peppe looket op på dagen alt efter, hvordan man gerne vil hoppe ind i det nye år.  


Glitteret er endnu mere tydelig i virkeligheden.

Jeg har valgt at beskrive de fleste farver uden at nævne præcis, hvilket produkt jeg har valgt at bruge, da jeg synes, man bare skal bruge, hvad man allerede har, som minder om i farven. Glitteren har jeg sat navn på, men har man en anden slags glitter, så brug den. Jeg lægger også altid min øjenskygge, før jeg lægger min base, og det vil jeg også råde dig til, især når vi arbejder med glitterøjenskygger.

Jeg startede med at bruge Essence I heart colour intensifying eyeshadow base. Herefter brugte jeg en hvid øjenskygge til at sætte øjenskyggebasen med. Så tog jeg en mellembrun farve og placerede den i globelinjen, ikke så den er virkelig tydelig men bare for at skabe en lille smule definition.

Nu kommer vi til den sjove del; NYX glitter Primer og når jeg bruger dette produkt, arbejder jeg altid med et øje af gangen, da jeg ikke vil have, at glitterprimeren når at tørre, før jeg har påført glitteret. Jeg har valgt at bruge Urban Decays Moondust øjenskygge i farven Space Cowboy. Jeg elsker den, og den er såååå flot og passer perfekt til nytårsaften. Når jeg har tilføjet den til begge øjnene, blender jeg den i globelinjen sammen med den mellembrune farve, som jeg påførte tidligere, så de går ud i et, eller bare så der ikke er en hård kant.

Derefter brugte jeg en sort farve og tilføjede den på 1/3 af det yderste af mit øjenlåg i et lille omvendt v. Farven blender jeg forsigtigt sammen med glitterøjenskyggen. Her kan man altid justere, hvor kraftigt man vil have den sorte farve skal være, og hvis man gerne vil have noget andet end sort, så vil en bordeaux farve også være rigtig flot.

Her er der endnu et valg at tage, hvis man vil gå all out. Man kan, ligesom jeg, vælge at lægge en eyeliner (man kan også sagtens bruge en farvet eyeliner, hvis man synes, der mangler noget farve i selve looket), men looket ville også være rigtig flot uden eyeliner.

Jeg har valgte ikke at bruge falske øjenvipper, men det ville helt sikkert tage looket til det næste niveau, hvis man valgte at bruge falske øjenvipper og ikke kun mascara, som jeg har gjort, hvis man igen vil gå all out.  

Inden du lægger din base, så vil jeg råde dig til lige at køre en klud over kinderne og fjerne det glitter, som er faldet ned, imens du har lagt din øjenskygge.

Da det er nytårsaften, og alting skal holde godt, starter jeg min base med at bruge Facefinity primeren fra Max Factor. Den lader jeg lige synke ind i et lille minuts tid. Derefter bruger jeg min elskede foundation fra Estée Lauder nemlig deres Double Wear Light. Jeg lader gerne min foundation få en chance for at tørre lidt, imens jeg rykker videre til mine bryn, som jeg fylder let ind. De skal bare fyldes let ind, så de kan ses, men de behøver ikke overtage hele looket, da der sker rigeligt både på øjnene og læberne.

Herefter påfører jeg pudder. Lige nu bruger jeg Stay Matte fra Rimmel London. Jeg brugte min bronzer fra Inglot, en ferskenfarvet blush fra e.l.f., og min yndlings highlighter fra Smashbox.

For at slutte basen af bruger jeg en setting spray, det får makeuppen til at holde længere og sikrer mig, at det ikke ser pudret ud.

På læberne er der mange valg, da looket farvemæssigt kan gå til det meste. Jeg valgte en helt klassisk rød, som I kan se på billedet, men man kan vælge lige det, man vil. Jeg havde Rebel fra MAC fremme – en rigtig flot blommefarve, der også nemt kunne gå eller Estée Lauders samarbejde med Kendall Jenner, hvis man er til de orange farver. Det handler om at finde det, som man føler for, og en læbe med en klar lipgloss er altså også utrolig flot og ofte undervurderet, hvis du spørger mig.

Husk det her er blot tænkt som inspiration, og man behøver ikke bruge nøjagtigt disse produkter for at opnå et lignende og flot look. Jeg har valgt nogle af mine yndlingsprodukter, da jeg kender dem og ved, hvordan de holder på min hud sådan en aften, og jeg vil råde jer til at gøre det samme.

Det var alt for mig i år, så GODT NYTÅR og jeg håber, vi ses igen i det nye år.

Mine Holy Grails

Kender I de der produkter, hvor panikken strømmer rundt i kroppen, når de er ved at være tomme, fordi det er umuligt at leve uden dem? Det gør jeg, og i dag vil jeg dele dem med jer.

 

Origins Intensive Drink Up Mask

Denne maske er simpelthen uundgåelig for mig. Jeg bruger den ikke året rundt, men når vi rammer efteråret sikrer jeg mig, at jeg altid mindst har én tube på lager, for den er fantastisk, når min hud begynder at tørre ud. Den redder vinteren hver gang! Læs mere om den her

Embryolisse Lait Creme

Ja ja, jeg ved, at alle efterhånden er trætte af at høre om denne, men den er simpelthen fantastisk. Den kan jo alt, så what’s not to love?

Miss Dior Parfume

Da jeg var teenager, prøvede jeg uendeligt mange dufte i form af alle de prøver, jeg kunne få fingre i, indtil jeg en dag fik fingre i denne. Dér blev jeg klar over, at det er min duft. Det er sådan, jeg gerne vil dufte og møde resten af verdenen. Rigtig rigtig rigtig mange kvinder ændrer deres parfume baseret på årstid, vejr og tidspunktet på dagen, men det gør jeg ikke. Denne passer efter min mening til alt og vigtigst af alt til mig.

Urban Decay Naked Palette

I modsætningen til Maria eksperimenterer jeg ikke voldsomt meget med min øjenmakeup, og jeg kunne ærlig talt slet ikke forestille mig ikke at have Naked paletten i min samling. Den redder ethvert look for mig, for den er perfekt alsidig, og så er farverne neutrale, så jeg kan give den maks. gas med læberne, som er mit forté.

Urban Decay Setting Spray

Denne er og bliver min yndlings setting spray. Den holder min makeup på plads hele dagen, selvom det er varmt udenfor, og så fjerner den det pudrede look, jeg nogle gange godt kan få, når jeg har lagt makeup. Jeg bruger den især om sommeren, hvor den er uundværlig HVER DAG, mens jeg om vinteren især bruger den ved festlige lejligheder, hvor min makeup skal sidde på længe.

 

Sephora Cream Lip Stain i ”01 Always Red”

Man går efter min mening aldrig galt i byen med en rød læbe. Det er klassisk, og det holder. ALTID. Det er sjældent, at jeg når at opbruge en hel læbestift, men denne Sephora Cream Lip Stain har jeg faktisk købt flere gange, og jeg elsker den. Den giver den perfekte, matte røde læbe, som jeg ikke kan forestille mig, jeg nogensinde bliver træt af, for en rød læbe er da altid moderne, ikke?

L’Oréal True Match flydende foundation

I nogle perioder hader jeg denne foundation. Den er slet ikke flot, hvis min hud er lidt tør, men i andre perioder elsker jeg den. Den dækker flot uden at være for meget, og så er den nem at påføre. Jeg er vild med, at den kommer i så mange forskellige farver, da det altid er et problem for mig, at min hud er for lys til de gængse farver, og så er det et kæmpe plus, at den er nem at få fingre i og til at betale.  

NYX Micro Brow pen

Det er så nemt at ordne sine bryn med denne, og det er jeg altså blevet lettere afhængig af. Den giver et flot naturligt look, og så er den billig og let tilgængelig, fordi den forhandles i Matas (hvis den da ikke lige er udsolgt….)

Nuxe Rêve de Miel læbepomade

Læbepomaden over dem alle. Denne er simpelthen en lifesaver året rundt men især her om vinteren, hvor læberne oftere bliver tørre. Jeg kan tage den på om aftenen og stadig mærke den på læberne om morgenen, når jeg vågner. Det er næsten magisk!

Friends Favoritter

Noget af det bedste er at høre om andres yndlingsprodukter eller endnu bedre; at få lov til at snage i deres makeup. På den måde bliver man ofte præsenteret for nogle produkter, man ikke selv ville have valgt, eller man ikke havde opdaget, fordi man hurtigt kommer til at drukne i kollektioner og mærker.

Hvis I minder bare lidt om os, så elsker I nye produkter ligeså meget som et godt stykke kage, og I vil med sikkerhed synes, det er spændende at snage i andres makeup. Derfor skal det i dag hverken handle om mit eller Tanjas makeup, men jeg har bedt mine veninder udvælge deres yndlingsprodukt – ingen restriktioner (udover det skulle passe i beautykategorien) og fortælle os om det.   

Amanda – Youngblood Brow Artiste Sculpturing Pencil i Blonde 
Der er tale om en “blyant,” der har en fin spids til trods for, det ikke er en traditionel blyant, der skal spidses men en af dem, man kan dreje op. I modsatte ende af selve produktet er der en børste. Det er ikke et billigt produkt, men Amanda mener, det er pengene værd, hvortil jeg vil sige, at Youngbloods produkter normalt plejer at leve op til det, de lover. Helt sikkert et produkt jeg må prøve! Her er, hvad Amanda nærmere sagde om produktet: jeg synes, det ser virkelig naturligt ud, når man bruger produktet, fordi farven ikke er brun men heller ikke er helt mørk.

Kan købes i Matas og på Matas.dk 

Tabita – Urtekram Cleansing lotion + Day Cream 
Tabita har valgt produkter fra Urtekram, der er meget bevidste om deres ingredienser og i dag er et af Skandinaviens største økologiske mærker, hvilket, jeg synes, er fedt! Jeg elsker, at de har fokus på økologi, og derfor tiltrækker det mig også at prøve nogle af deres produkter. Om produkterne har Tabita sagt: jeg synes, det er en virkelig lækker og mild serie. Min hud er kombineret, så cremen er ret god, da den fugter godt uden at fedte. Hvis man kigger på nogle af ingredienserne, er det også nogle lækre ting. De har valgt at bruge; mandel-, oliven- og jojobaolie i renselotionen, som også har antiinflammatorisk effekt, hvilket er fantastisk, hvis man har problemer med sin hud.

Kan købes på www.nicehair.dk   (Day cream) & nicehair.dk (Cleansing lotion)

Cathrine – Nilens Jord Extension Mascara
Mærket er jo ikke fremmed her på bloggen, men til trods herfor har Cathrine alligevel formået at ramme et produkt, som vi endnu ikke selv har prøvet eller skrevet om, nemlig deres Extension Mascara. Jeg kan dog godt høre, at jeg er nødt til at få den købt. Om produktet har Cathrine sagt: jeg har haft mange forskellige mascara, men jeg ender altid med at bruge Nilens Jords mascara, da den gør vipperne lange uden at klumpe.

Kan købes i Matas og på www.nilensjord.dk


Line – Chanel Démaquillant Yeux Intense og Chanel Vitalumiére Aqua
Line er min barndomsveninde, og derfor kan man vist roligt sige, at hun har fulgt min makeuprejse længst. Jeg er 99,9% sikker på, at hun introducerede mig for min første foundation, Youngblood Mineral Foundation, som jeg endte med at bruge fast i flere år. I denne omgang har hun valgt to produkter fra Chanel, og hendes kommentarer er:
Jeg ledte for noget tid siden efter en makeupfjerner og fandt, med hjælp fra en konsulent, den helt rigtige. Konsulenten spurgte mig, om jeg bruger kontaktlinser eller har sarte øjne – og jeg har rimelig sarte øjne. Derfor anbefalede hun mig Chanels makeupfjerner, og jeg må indrømme, at min første tanke var “det lyder godt nok dyrt” men nej, i forhold til andre makeupfjernere jeg tidligere har brugt, var prisen på 250 kr. ret normal. Derfor er Chanels makeupfjerner Démaquillant Yeux Intense nu mit absolutte favorit beautyprodukt; den er mild og drøj i brug, og på samme tid fjerner den makeuppen, uden at mine øjne begynder at svie eller bliver fyldt med olie. Et lille råd; gør vatrundellen våd før du påfører et par dråber af makeupfjerneren, så skal du bruge endnu mindre.

kan købes i magasin og magasin.dk 

I vinterperioden er min hud ret tør, derfor bruger jeg gode fugtighedscremer, men min foundationpudder fra Youngblood (Youngblood Mineral Foundation) har en tendens til alligevel at tørre huden ud igen. Derfor er det vigtigt for mig at have en god og lækker foundation som base. For mig er det Chanels Vitalumiére aqua, som jeg påfører med Nilens Jords rosegold foundationpensel. Den har en let og nærmest luftig konsistens, hvilket gør den nem at påføre, og så giver den en flot og let overflade, hvor huden ikke kæmper for at få luft.

 Kan købes i magasin og på www.magasin.dk

Det var det, mine veninder havde at sige, om deres yndlingsprodukter, og jeg ved ikke med jer, men jeg har i hvert fald fået øjnene op for et par produkter, som jeg gerne vil prøve. Jeg håber, I har fundet det her indlæg ligeså interessant som mig, ellers kan I glæde jer til, at jeg vender stærkt tilbage med mine November favoritter i næste uge – og indtil da kan I jo glæde jer over et af Tanjas indlæg. #blessed

 

L’Oréal Paradise Mascara + Brow Artist Paradise Pomade

I dag handler det om en mascara, som jeg har glædet mig til at prøve, lige siden jeg så, den udkom i USA. Nu er den så endelig kommet til Danmark. Hvis man ikke helt kender til mit love/hate forhold til mascara, så forholder det sig sådan, at jeg ELSKER mascara, men de elsker ikke altid mig. Jeg har altid problemer med, at de smitter af under og over øjnene, også selvom vi snakker vandfast mascara. Jeg har fundet nogle i det højere prisniveau, som jeg virkelig godt kan lide, men nogle gange er det rart, at man ikke skal give alt for mange penge for en mascara (selvom jeg synes, mascara er rigtig dyrt ved de fleste mærker). Jeg havde faktisk store forventninger, men havde også i tankerne at den muligvis ikke ville virke for mig, da som sagt ALT smitter af på mig. Da jeg så, de også havde lanceret en brow pomade, blev jeg også nødt til at prøve den, da jeg ikke rigtig har hørt noget om den.

Indpakningen
Jeg elsker indpakningen. Den er så flot på begge produkter. Ved Brow pomaden er den også en børste med, jeg kan bedst lide den lille børste.

Hvis man gerne vil have en børste, der er lidt længere, sætter man låget på, og så har man lidt mere at arbejde med.

Mascaraen
Jeg vil starte med at sige, at jeg virkelig godt kan lide den her mascara. Den har helt sikkert levet op til min forventning. Den giver nogle rigtig fine vipper, som bliver spredt rigtig fint, og jeg synes ikke rigtigt, at den klumper, det er i hvert fald ikke noget, som jeg har haft problemer med. Jeg tørrer dog en lille smule mascara af børsten, inden jeg påfører den, så jeg ikke starter ud med for meget produkt. Jeg synes, den er utrolig nem at påføre, og jeg synes, formen på børsten er rigtig fin og gør, at jeg får dækket alle vipper. Når alt det er sagt, kommer vi til den vigtigste del, smitter den af? Når jeg har øjenskygge på, smitter den overhovedet ikke af på nogen måder heller ikke under øjnene. Men når jeg ikke har øjenskygge på, så smitter den af en lille smule, og her mener jeg virkelig en LILLE smule. Det er overhovedet ikke noget, der gør noget, og man kan stoppe det ved lige at dække øjenlåget med lidt pudder. Jeg kan virkelig varmt anbefale denne mascara, da jeg synes, den er utrolig god, og når den endelig smitter af, er den en meget lille smule, som jeg sagtens kan leve med.

Brow Pomade
Pomader til brynene har været noget af et populært produkt her på det sidste, og jeg vil også sige, at det er et meget farligt produkt, da det hurtigt kan gå galt. Man ser alle de her Instagramere, som laver de flotteste bryn med en pomade, men når man ser det tæt på, er det måske ikke lige så flot mere. Jo mindre produkt – jo bedre, især med sådan et produkt her. Jeg har faktisk ikke brugt så meget tid på mine bryn her på det sidste, da jeg jo er begyndt at farve dem. Men lige i starten af mine bryn har jeg brug for lidt hjælp, da det stykke nogen gange kan have svært ved at tage ordentligt imod farven. Her spiller dette produkt ind. Jeg kan faktisk rigtig godt lide det, og især farven passer perfekt til mine bryn, så det er altid en god start. Jeg bruger den lille børste, som følger med produktet, da jeg synes, den gør det lidt lettere at styre produktet. Mit råd med dette produkt? Brug så lidt som muligt, det er nemlig det, der er med til at skabe et flot bryn. Man kan nemt bygge det her produkt op, og lidt af det rækker langt. Når alt kommer til alt, så synes jeg faktisk, den her er en af de bedre pomader, der er på markedet, da den er forholdsvis let at bruge. Hvis du er til de helt naturlig bryn og ikke gider at bruge meget tid på dem, så lad være med at købe dette produkt, da man skal bruge lidt tid på at få det til at se ordentligt ud.

Konklusion
Jeg synes faktisk, at denne kollektion, eller de to produkter jeg har prøvet fra denne kollektion, er rigtig gode og nogle, som er pengene værd. Mascaraen kunne jeg sagtens finde på at købe igen, da jeg virkelig synes, den er overraskende god. Brow pomaden ved jeg ærlig talt ikke, da jeg ikke er en der elsker at bruge tid på mine bryn, men hvis man er på markedet efter sådan et produkt, ville jeg vælge den her over den fra NYX, da jeg synes, den er lidt finere i konsistensen og lettere at bruge.

Kan købes i Matas og på www.Matas.dk 

Bryllupsgæst look (Urban Decay Naked Heat paletten)

Da jeg stod af flyet fredag morgen, skulle jeg allerede lørdag morgen til bryllup. Jeg brugte den nye Naked Heat pallette, og derfor tænkte jeg, det kunne være sjovt at dele mit look med jer, så I kan få et indblik i, hvad paletten kan. Når det kommer til bryllupper, har jeg (grundet jeg kun er 23) ikke megen erfaring, men jeg tror, det er nogenlunde med makeuppen, som det er med kjolen – du skal ikke overgå bruden, og dit look skal ikke være det, der bliver snakket om flere år i fremtiden. Heldigvis er makeup lidt mindre bemærkelsesværdigt end hvis en gæst f.eks. har hvid på. Derudover bør man – som altid med makeup – have for øje, om det er formel formiddag i kirken eller vild fest om aftenen, da man kan tillade sig lidt mere, når mørket falder på uden at risikere at stikke ud fra mængden som ”hende med makeuppen.” Det bryllup, jeg skulle til, var uformelt men hele dagen, så derfor valgte jeg et look, som kan gå til lidt af det hele, og dét, synes jeg faktisk, paletten her er god til, fordi den har de bløde, lyserøde farver og samtidig nogle mørkere brune.

Jeg har brugt NYX Jumbo Eye Pencil i Yogurt som primer på hele øjenlåget. Det er måske ikke nok underlag til nogen, men på mig kan det sagtens holde en hel dag, og så synes jeg farven spiller rigtig godt med de farver, der er i paletten fra Urban Decay. Hvis man ønsker det, kan man sagtens benytte en rigtig primer i stedet for. Dernæst har jeg påført Chaser på hele øjenlåget med en klassisk øjenskyggebørste (her kan man også passende bruge den, der følger med paletten). Efterfølgende har jeg med endnu en klassisk øjenskyggebørste påført Low Blow på den ydre halvdel af øjenlåget, og så har jeg med en ren ”fluffy” blending børste blendet de to farver lidt, så overgangen fra den ene til den anden ikke fremstår så hård. På samme blending børste har jeg taget Scorched og påført den i creasen og det yderste af øjenlåget. Til sidst har jeg taget MEGET lidt af Ember og påført alleryderst i creasen for at skabe lidt dybde, og så har jeg blendet, blendet og blendet. Med en ren blending børste har jeg påført Ounce op mod brynet for at overgangen ikke skulle være så hård – her kan man også sagtens bruge sin foretrukne highlighter. På vipperne har jeg Covergirl LashBlast Volume i brun, fordi det brune skulle gå godt til mine blå øjne, og så er brun mascara heller ikke helt så hårdt mod det meget bløde, varme og feminine look.

Som det fremgår af det sidste billede her, har jeg taget lidt Ember og ført med ned under øjnene for at skabe et mere sammenhængende look.  

 

New York Makeup – hvad pakkede jeg, og hvad fik jeg brugt?

Nu er det jo to meget forskellige ferier, Maria og jeg har været på, og derfor tænkte jeg, at jeg også ville lave et indlæg omhandlende, hvad jeg havde med af makeup, og hvad jeg faktisk fik brugt. Normalt har vi nok begge en tendens til at pakke meget, for der skal jo ikke mangle noget, og en tendens til kun at få brugt en brøkdel af det, når vi så først kommer af sted. Denne gang havde jeg virkelig forsøgt at begrænse mig, og det er der én klar grund til, som jeg vil komme nærmere ind på.

 

Hvad pakkede jeg?

Basen

Jeg sprang primeren over, fordi jeg normalt bruger min Embryolisse Creme som primer, og det gjorde jeg også i New York. Det var smart, for på den måde sparede jeg et produkt, da den også fungerer som ansigtscreme. Jeg havde min Collection Lasting Perfection Concealer med af samme årsag, som Maria havde concealer med. Det er rigtig godt til en ”no makeup” makeupdag. Ligesom Maria er jeg ikke den største bruger af concealer til hverdag, men det er et typisk tegn på min ”jeg skulle jo nødig mangle noget”-mani. Den sidste ting – ja, den sidste!!!! – var min Revlon Colorstay Foundation, som jeg havde pumpet lidt af over i en rejsebøtte. Jeg sprang også setting sprayen over, fordi jeg vidste, at jeg havde en på min shoppingliste, og så måtte jeg jo bare få købt den i en fart.

 

Bronzer, highlighter og blush

Jeg er lidt en klovn, for jeg glemte faktisk at få den highlighter med, som jeg ville have pakket, fordi jeg efter brug var kommet til at lægge den tilbage i skuffen. Dumt.. Til bronzer havde jeg taget den lille ”Toffee” fra NYX med, der kommer i deres Highlight and Contour Pro Palette. Den fylder ikke ret meget, så det var et smart træk! Jeg har det lidt med blush, som jeg har det med læbestift. Jeg kan bare ikke begrænse mig, men jeg gjorde et ihærdigt forsøg og endte derfor med kun at have to med. De er begge fra Inglot. Den mørke er nr. 63, og den lyse er nr. 27. Jeg bruger sjældent den mørke, men jeg havde en forestilling om, at Broadway lige var stedet, hvor den ville passe perfekt, og alene af den grund røg den med i kufferten. 

 

Øjenmakeup

Til mine bryn havde jeg pakket min Anastacia Brow Wiz, fordi den ikke fylder noget men kan give et fyldigt og flot bryn uden meget arbejde. Derudover havde jeg taget NYX Jumbo Eye Pencil i Yogurt med, som jeg af og til bruger som base, når jeg lægger øjenskygge. Den er nem at bruge, fordi den er i blyantform, og så kan den også bruges alene, hvilket jeg så som et plus, da jeg pakkede. Kan man rejse nogen steder uden en Naked palette fra Urban Decay? Maria gjorde det jo.. Jeg ville have svært ved det, så derfor pakkede jeg den mindste, nemlig Naked Basics. Med den kan man lave nogle flotte, simple og matte looks.  Det sidste øjenmakeup var min Covergirl LashBlast Mascara, som jeg elsker, for den holder hele dagen, selvom der er varmt, og så sidder mine vipper bare, som de skal.

 

Læber

Nu kommer vi til det, hvor jeg har svært ved at begrænse mig. Nogle vil nok mene, at 4 (okay 5 jeg havde jo også min røde PawPaw med!) produkter er lige i overkanten til en ferie, men husk nu at jeg var afsted i en måned, og så er 4 produkter faktisk næsten i underkanten, ikke? Jeg havde min elskede Tom Ford læbestift med, fordi jeg ikke kan leve uden. Derudover havde jeg min røde Sephora Cream Lip Stain med fordi jeg ikke rejser nogle steder uden en rød læbe. Det er bare den type person, jeg er. Det er selvfølgelig også klart, at jeg ikke kunne tage af sted uden en mere neutral læbe, og der valgte jeg min Esteé Lauder Pure Color læbestift i Rose Tea samt min Esteé Lauder Pure Color Gloss i farven Magnificent Mauve.

 

Hvad fik jeg brugt?

Selvom jeg havde begrænset mig meget, da jeg pakkede, fik jeg alligevel ikke brugt det hele. For det første var det meget varmt alle dage, og jeg var meget aktiv, så det var begrænset, hvad jeg orkede at gøre ud af mig selv. Derudover er det jo New York, så jeg fik købt en masse nye ting, som jeg hellere ville bruge (det havde jeg forudset hjemmefra og også taget med i mine overvejelser, da jeg pakkede). Det eneste fra basen, jeg fik brugt, var min Revlon foundation, og den brugte jeg faktisk kun én gang. Jeg brugte min bronzer under hele turen (mest for at udligne den meget voldsomme tan, jeg fik i panden på min første dag). Inglot blushen nr. 27 brugte jeg også en del, mens jeg slet ikke fik brugt nr. 63 – heller ikke på Broadway. Jeg brugte min Anastacia Brow Wiz hver dag. Endda så flittigt at jeg brugte det sidste på den sidste dag – så kan vi snakke om at pakke nøjagtigt nok! Jumbo Eye pencilen fra NYX brugte jeg nogle gange, selvom det var alt for varmt, men jeg syntes nu alligevel, at det hørte sig til på f.eks. Broadway, og så passer den perfekt med den nye Naked Heat pallette. Denne pallette er grunden til, at jeg slet ikke fik brugt min Naked Basics. De sidste to ting, jeg fik brugt, var min Covergirl mascara og min Tom Ford læbestift.

 

Mine råd

Tænk over hvor du skal hen. Skal du på Bali, skal du nok have det meste med hjemmefra. Skal du til London eller New York, så kan du godt undvære en del af det, som du ved, du vil storme ud for at købe den første dag alligevel. Det er alligevel meget sjovere at lege med det nye, end det du har pakket hjemmefra. Derudover bør du være realistisk overfor dig selv og vejret – hvor lang tid af din ferie er du villig til at bruge på at lægge makeup? Er der for varmt til makeup alligevel (husk nogle destinationer kan overraske *host* New York *host*). Til sidst vil jeg sige, at uanset hvor du skal hen og hvor varmt der er, bør du have for øje, om du skal noget, der kræver makeup. Skal du f.eks. på Broadway eller i Top of the Rock og have taget det mest instagram-venlige selfie nogensinde, så kan det måske være meget rart at have makeup med uanset om det så er varmt eller ej.  

 

Bali makeup – Hvad Jeg Pakkede vs Hvad Jeg Brugte

Jeg er lige kommet hjem fra Bali og vil med glæde tage afsted igen! Ikke bare fordi vejret er SÅ meget bedre end herhjemme, men også fordi det var en fantastisk tur. Det skal dog ikke handle om min tur til Bali, men om den makeup jeg havde med, og hvad jeg faktisk fik brugt. Jeg overvejede længe, hvilke produkter jeg skulle tage med, især fordi der var nogle produkter, jeg gerne ville teste i varmen. Jeg kan ligeså godt sige, at det ikke blev til noget.

Hvad pakkede jeg?
Basen

De produkter, som jeg valgte at tage med, var Max Factor Facefinity All Day primer. Det er den første primer, jeg har prøvet, som jeg faktisk synes gør noget. Den får virkelig min makeup til at holde, hvilket er helt nyt for mig. Normalt synes jeg ikke rigtig, primer virker, men Max Factor har virkelig gjort det godt med det her produkt.

Jeg havde én flydende foundation med, Giorgio Amarni Power Fabric Foundation. Det er en long wear foundation, som jeg syntes, det kunne være sjovt at teste i varmen, fordi jeg har haft gode resultater med den herhjemme.

Fordi jeg var usikker på, hvor meget jeg ville bruge en flydende foundation i varmen (det smelter som regel af mit ansigt), valgte jeg også at tage en pudderfoundation med, L’Oreals True Match Mineral Powder Foundation, som jeg virkelig godt kan lide på huden, selvom jeg ikke er fan af indpakningen, da jeg altid får produktet ud over det hele.

Jeg er ikke den største bruger af concealer, men jeg havde lige købt denne, og det er godt nok at have af og til, hvis jeg ikke gider have foundation på. Derfor havde jeg Maybellines Instant Anti-Age The Eraser Eye med. Den virkede godt – den bedste concealer jeg har brugt – men jeg er stadig ikke helt vild med concealer. Derudover havde jeg en gammel kending med, Bourjois Healthy Balance. Den kan være lidt for gul, når jeg er vinterbleg, men den fungerer om sommeren. Til sidst havde jeg pakket L’Oreals Infallible Fixing mist, da den virkelig kan gøre ens ansigt mat og holdbar.

Bronzer/Highlighter + Blush

Jeg holdte det meget simpelt, og sparede lidt plads ved at tage Charlotte Tilburys Filmstar Bronze & Glow med. Det er så flot et produkt! Min blush var Fratboy fra The Balm. Den er flot og ferskenfarvet.

Øjenskygge + Primer + Øjenbryn

Normalt har jeg min Urban Decay Naked palette med, men denne gang ville jeg prøve noget nyt, så jeg tog min lille Z-palette med, som indeholder mine Makeup Geek øjenskygger. Så havde jeg min Wet N Wild Eyeshadow Primer med, da den fungerer ligesom lim, når øjenskyggerne skal holdes på plads. Til mine bryn havde jeg NYX Control Freak med som det eneste, da jeg farvede bryn inden turen, og jeg ELSKER det!

Mascara + Lips

Jeg er ret sikker på jeg har fundet min ynglings mascara i Estée Lauders Double Wear Zero-Smudge Lengthening Mascara. Den flytter sig ingen steder, hvilket ALDRIG sker for mig, når det kommer til mascara. Til læberne valgte jeg en rød læbestift, og i stedet for at tage mit go-to valg Nars Velvet med, tog jeg MAC Ruby Woo med.

Hvad fik jeg brugt?

For mange lyder det her nok som meget makeup, når man skal på ferie, men jeg er jo mig, så jeg synes faktisk, jeg havde gjort et godt stykke arbejde. Hvis vi så skal se på, hvad jeg rent faktisk fik brugt, så brugte jeg ikke engang halvdelen. Det var så varmt, at det ikke kunne betale sig at lægge makeup. Jeg brugte min Max Factor primer sammen med min True Match Mineral Foundation 2-3 gange. De holder godt og ser godt ud sammen. Den flydende foundation fra Giorgio Armani fik jeg slet ikke brugt. Jeg brugte concealeren en lille smule, men jeg kunne godt have klaret mig uden. Bronzeren og highlighteren fik jeg brugt 2-3 gange, for jeg havde faktisk kun makeup på omkring 2-3 gange på de 14 dage. Læbestiften fik jeg brugt én enkelt gang, men jeg ville ikke have været den foruden, så det synes jeg, man skal have med uanset hvad. Øjenskyggerne rørte jeg slet ikke, og det ligner mig virkelig ikke, men jeg gad simpelthen ikke bruge tid på det, og jeg brugte i stedet bronzer og highlighter på øjnene til at give et fint, simpelt look, der ikke tog for lang tid. 

Her kan man se øjnene, med bronzer i globelinjen og et let lag highlighter over øjenlåget. 

Her er det fulde look, sat sammen med en rød læbe. 

Mine Råd

Jeg vil råde folk til at tage en foundation eller pudder med, en god mascara og en concealer, hvis du normalt bruger det meget. Find en kompakt palette der indeholder bronzer, highlighter og blush, så du har det med men samtidig sparer plads – husk det kan også bruges på øjnene! Læbestift er altid en god idé, da det kan pifte ethvert look op. Til sidst vil jeg råde folk til ikke at tænke for meget over det – det er jo ferie, og jeg havde kun makeup på nogle få aftener, når vi lige var i humør til det, inden vi skulle ud og spise. Varme og makeup hører bare ikke sammen, så jeg vil anbefale at gøre så lidt i det, som muligt. Det var utrolig rart ikke at skulle tænke på det, og så hjalp det en del, at jeg havde farvet mine bryn hjemmefra. Det gør en kæmpe forskel, så jeg er blevet helt afhængig. Nu håber jeg bare, det danske vejr bliver lidt bedre, så jeg kan få testet de produkter, jeg ikke fik testet på Bali.

Beauty On Air – beauty til flyrejsen!

Sommer og flyveture hænger næsten uløseligt sammen for de fleste. Selv satte jeg i tirsdags kursen mod New York, en mellemlang tur på 8 timer, og i den forbindelse har jeg naturligvis gjort mig nogle tanker om, hvad jeg skulle have med henholdsvis i flyet og i bagagen, når vi snakker beauty.

 

Generelt kan det siges, at det at flyve er usundt for huden, da luftfugtigheden på den kunstige flyluft er langt lavere, end den vi er vant til nede på jorden. Dette får huden (og faktisk også læberne) til at tørre ud. Det, at huden tørrer ud, kan få den til at overarbejde, således at den i stedet bliver fedtet. Det er klart, at jo længere tid, man er i luften, jo værre er det, og derfor er der altså også forskel på, hvad man kan føle er nødvendigt, alt efter hvor længe man skal flyve, og hvilken hud man har.

Udover flyvetiden kan det også være en god idé at have for øje, hvornår på dagen man skal flyve. Flyver man f.eks. om morgenen, kan man måske undgå at skulle tage makeup på inden og dermed undgå at have makeupfjerner med på flyet. Flyver man sent om aftenen, behøver man måske ikke makeup på flyet, hvis man alligevel bare skal på hovedet i seng, når man lander.

 

Afhængigt af længde og tidspunkt på dagen, kan man selv vælge til og fra, men til min tur på 8 timer medbragte jeg nok ca. det samme, som jeg ville gøre, hvis turen var længere, da det blot handler om at få mere fugt på en længere tur. Er turen noget kortere – f.eks. 1-2 timer – så ville jeg måske ikke gide hele baduljen, men det må man jo gøre op med sig selv.

Jeg forsøger at gøre så meget som muligt uden at skulle bruge vand, og selvom det selvfølgelig ikke er den bedste løsning, så er det altså den nemmeste – og så meget flyver jeg trods alt ikke, at det får betydning i det lange løb. Det første, jeg gør, er at sætte mit hår op, så det ikke generer mig, derfor har jeg hårelastik(ker) med. Dernæst har jeg altid en håndsprit på mig – det er ikke sundt for huden but it gets the job done. Når hænderne er rene, fjerner jeg min makeup. Det kan man jo gøre, som man vil, men jeg synes, det er nemmest at bruge renseservietter, når turen ikke er længere, da man så hverken skal bruge vand, vaskeklude, vatrondeller og den slags. Dernæst kommer det vigtigste step: fugt, fugt, fugt og atter fugt både til hud (husk også hænderne!) og læber. Jeg havde min trusty Embryolisse creme med, som giver mig masser af fugt og både kan bruges som creme og maske – det er smart, for så sparer man et produkt, og masken fjernes blot ved at tørre det overskydende af, så derfor har jeg også altid en pakke kleenex med. Skal man på en længere tur, kan man overveje, om man i stedet vil have en separat maske med og så supplere op med fugtighedscreme undervejs. Til læberne brugte jeg min Paw Paw Tinted Ultimate red Balm.

 

Jeg er lidt forfængelig, og da jeg stod af flyet, skulle jeg møde min roomies (altså dem jeg skal bo hos den næste måned) for første gang, og derfor havde jeg også pakket lidt makeup til turen. Alternativt kan man lægge makeup på toilettet i lufthavnen, når man har fået sin bagage eller helt forgå makeuppen. Jeg havde pakket en concealer, som jeg brugte lige til at tage det værste i stedet for at lægge foundation i hele ansigtet, så brugte jeg min Paw Paw Tinted Ultimate red Balm til at give lidt kulør til både kinder og læber – den skal blendes godt med fingrene på kinderne, men det er altså muligt at slippe godt fra det! Til sidst påførte jeg min Covergirl LashBlast Volume mascara og Anastacia Brow wiz’en, og derfor er det også en god idé at medbringe et spejl, hvis ikke man har et produkt med, hvori der sidder et spejl. Afhængigt af længden på turen, kan det også være meget rart at have daglige nødvendigheder med som tandbørste, tandpasta, deodorant og parfume (f.eks. i en Travalo).

 

Det korte af det lange (+/- det løse):

–       Hårelastik(ker)

–       Håndsprit el. vådservietter

–       Makeupfjerner/renseservietter

–       FUGT! Masker, cremer og lign.

–       Kleenex

–       Læbepomade

–       Sovemaske

–       Ørepropper

–       Makeup

–       Lommespejl

–       Tandbørste og tandpasta

–       Deodorant

–       Parfume