Category: Shower Gel

Projekt ”Brug dine ting op”

I sidste indlæg lagde jeg en lille smule op til dette indlæg, uden rigtig at nævne hvad I kunne forvente. Det handler om, at jeg skal have tømt ud i alle mine produkter. Jeg har en følelse af, at der er for mange ting omkring mig, og jeg smider ikke ting (der ikke er for gamle) ud, så derfor skal mine produkter jo tømmes ved brug.

Regler
Jeg gennemgår her nogle kategorier med de produkter, jeg gerne vil have brugt, og jeg vil senere komme med en opdatering her på bloggen, mens jeg løbende vil opdatere på vores Instagram. Der kommer ikke til at være et bestemt tidspunkt for, hvornår produkterne skal være tomme, men jeg vil have for øje at tømme dem, før jeg går i gang med noget nyt.  

Ansigtsmasker
Inspirationen til indlægget her kom faktisk fra en ansigtsmaske. Min foundation ville ikke påføres ordentligt, fordi min hud så tør ud og trængte til fugt. I stedet for at gå ud og bruge penge på et serum, blev jeg enig med mig selv om at bruge noget, jeg allerede havde liggende. Valget faldt på Origins Drink Up Mask 10 Minute, som jo lige netop også tilfører fugt. Det gik altså op for mig, at nogle af mine behov kunne opfyldes med produkter, jeg allerede har liggende! Masken her er naturligvis på listen over produkter, der skal bruges, men det er L’Oréal Clay maskerne (både Pure Clay Brightening Mask og Pure Clay Blemish Rescue Mask, som Tanja har lavet et indlæg om her) også, da der er åbnet for dem begge.

Foundation
Jeg har tyvstartet lidt på det her i slutningen af 2017, hvor jeg fik tømt min  Armani Power Fabric Foundation (bevismateriale på vores Instagram amakeupchaos). Derudover har jeg også allerede tømt Bourjois Healthy Mix Serum Foundation. Nu har jeg så min elskede Estée Lauder Double Wear Light Foundation og Bourjois Healthy Mix Foundation, som begge snart er ved at være tomme, så nu skal de bare tømmes!

Pudder
Her har jeg to puddere fra Rimmel i tankerne, deres populære Stay Matte 001 Transparent og #Insta Fix & Matte 001 Translucent powder. De er begge ved at være godt brugte, og derfor kan jeg også ligeså godt komme til bunds i dem, så der bliver plads til nogle nye. Endnu et pudderprodukt er min bronzer fra Nars i farven Laguna, da der så ville blive lidt plads i min bronzerskuffe igen.

Bryn
Her har jeg to ting, jeg vil koncentrere mig om. Den ene er NYX Control Freak Eyebrow Gel, der har holdt i, jeg ved ikke hvor lang tid, men nu er den næsten tom. Den anden ting er L’Oréals Paradise Pomade extatic, som jeg nok ikke bliver færdig med lige med det samme, så det bliver en sjov kamp.

Mascara
Jeg tænker, der her bliver let, fordi jeg bruger mascara næsten hver dag. Der er igen to produkter, som jeg gerne vil af med, L’oreals Paradise mascara, som jeg næsten er færdig med, og så Max Factors Lash Crown mascara. Når de er tomme, er der bare det, at der allerede ligger en Covergirl Mascara og venter på mig.

Kropspleje
Jeg har været god til at arbejde mig igennem denne kategori allerede, og derfor har jeg faktisk ikke så mange produkter tilbage i denne kategori. Der er en bodycreme fra Rituals Touch of Happiness serie, som jeg gerne vil have brugt op, da den er åbnet, og så har jeg en showergel fra Nuxe, som jeg har haft liggende men ikke fået brugt endnu, så den skal helt sikkert også bruges.  

Jeg håber, det her måske har fået jer til at tænke over, om I har nogle produkter, der skal bruges, før I går ud og køber nogle nye. Husk at følge os på Instagram amakeupchaos, hvor de fleste opdateringer kommer til at være. Jeg kommer til at bruge #projektchaos ved de billeder, som hører under projektet, så det er lidt lettere at se, hvad der hører til projektet. Håber I vil være med på rejsen!

Månedens favoritter: oktober ‘17

Oktober er faktisk min yndlingsmåned. Jeg elsker efteråret, fordi det er hyggeligt, og særligt oktober er en måned, jeg altid har set frem til pga. månedens sidste dag, Halloween. Mine favoritter bærer nok også lidt præg af, at efteråret for alvor er over os – der er i hvert fald flere badeting end normalt.

Soap and Glory Clean On Me shower gel

Vi har nævnt Soap and Glory før, og jeg elsker stadig deres produkter, men efter Boots International er lukket, er det blevet sværere at få fingre i. Derfor nyder jeg det ekstra meget nu, hvor jeg har taget noget med hjem fra USA. Denne shower gel dufter fantastisk, og duften bliver gerne hængende, når jeg træder ud af badet, så den er perfekt at bruge om aftenen, for nu dufter mit nattøj også som den. Jeg er vild med, at sæben er lyserød og skummer lækkert op, og at hele konceptet bag Soap and Glory bare er vildt tøset.

 

Aussie Miracle Shine Shampoo

Som de fleste nok allerede kunne tyde fra dette indlæg, så er jeg vild med denne shampoo, selvom den faktisk ikke gør, hvad den lover. Jeg har endnu ikke oplevet/bidt mærke i, at mit hår er mere skinnende end normalt, men jeg er vild med alt det andet, den gør ved mit hår. Den renser nemlig mit hår så grundigt, at jeg kun behøver at vaske det to gange i ugen, og det er da fantastisk nemt! Den kan købes i Matas og større supermarkeder.

 

Essie chincilly

Denne har faktisk været blandt mine favoritter før, nemlig i juni sidste år. Det er sådan en neglelak, som ikke ser så interessant ud ved første øjekast, men når jeg først har fået den lagt, så lægger jeg den på igen og igen og igen og igen (I har fanget den..) Den er pæn, nedtonet og klassisk uden at være kedelig.

 

Rituals Sakura Body Cream

Det er ingen hemmelighed, at vi her bag bloggen elsker Rituals. Jeg fandt for nyligt denne lille tube bagerst i skabet, og så var min lykke ellers gjort. I kan læse mere om serien her, men hvad der kendetegner den er, at det er gode produkter med en rolig, spa-agtig duft. Cremen trænger hurtigt ind, og min hud føles blød uden at være fedtet. Duften kan godt blive hængende lidt, og derfor bruger jeg den mest om aftenen, hvor jeg alligevel ikke har andre dufte på.

 

Barberklingen.dk

Barberklingen.dk er et forholdsvis nyt tiltag på det danske marked, der i bund og grund er levering af barberblade på abonnement. Det er smart og fungerer godt. I kan læse mere om konceptet i næste uge, hvor jeg deler mine erfaringer med jer.

Månedens favoritter: april ’17

Tænk at kalenderen allerede siger maj. Det er slet ikke til at forstå, men alligevel uundgåeligt og det betyder også, at det er tid til mine aprilfavoritter. April var for mig en måned, der bare fløj forbi. Jeg startede læsningen til hvad der lige nu (som jeg sidder her begravet i bøger og et kæmpe pensum) virker som den vigtigste eksamen i mit liv hidtil, der gerne skulle ende ud i, at jeg bliver bachelor sidst i maj, og selvom jeg uden tvivl går en spændende tid i møde, så er eksamensperioden bare ekstremt hård, og det betyder også, at min beautyrutine er nærmest ikke eksisterende, når man ser bort fra mit daglige bad.

The Ritual of Sakura zensational foaming shower gel

Jeg ved godt, at det ikke er ret lang tid siden, jeg sidst delte noget fra Rituals (og så endda samme duft), men det er som om, at de små ting betyder lidt mere i eksamensperioden, og det har været virkelig lækkert at bruge nogle lækre produkter og forkæle mig selv lidt på den måde. Derfor har jeg brugt Rituals shower foam, som jeg altid tyr til, hvis jeg skal forkæle mig selv. Shower gel er fint og alt det, men nøjs hvor er det en lækker og luksuriøs følelse at stå og smøre sig ind i fløjlsblød skum om morgenen, og så dufter den jo helt fantastisk.

Den kan købes i Rituals eller Magasin og koster 75 kr.

 

Matas Fod- og hælkur

Som I ved, har jeg givet mine fødder et par timer i peelende sokker her op til sommer, og noget som jeg plejer at være dårlig til efterfølgende er at holde det ved lige, for jeg er egentlig ikke hårdt ramt normalt af hård hud, men denne gang skal mine fødder forblive lækre og bløde så længe som muligt. Derfor har jeg givet mig i kast med denne fod- og hælkur fra Matas, som jeg religiøst smører mine fødder ind med hver aften – og det virker! Mine fødder er i hvert fald stadig dejligt bløde. Den indeholder 25% carbamid, som virker fugtbindende og dermed bidrager til at holde fødderne bløde. Ifølge min viden (og et hurtigt søgen omkring) er 25% et ret højt indhold, hvilket siger lidt om, hvorfor den er så effektiv.

Den kan købes i Matas, hvor den koster 59 kr. (Den er dog på tilbud til 44 kr. i øjeblikket frem til og med d. 17. maj)

 

Lancôme Juicy Shaker ”151 Cherry Symphony”

Jeg har snakket om denne før, men det er godt og vel et år siden. Den er perfekt nu, hvor vi bevæger os mod sommeren, fordi den ikke er alt for tyk og plejende, men blød, smidig og med et hint af farve, som bliver siddende. Normalt er jeg ikke voldsom fan af læbeprodukter, der er så lette og skal påføres igen og igen, men om sommeren og i eksamensperioden er det helt perfekt, fordi det ikke tager nogen tid, og det ser af den grund også tilpas afslappet ud (jeg synes godt, at for meget makeup kan blive for voldsomt om sommeren, hvor hele verden bare virker liiidt mere afslappet).

Den kan købes i Matas til 175 kr.

 

Swiss Clinic Derma Roller

Til sidst vil jeg bare lige komme med en lille teaser om mit indlæg næste søndag, der omhandler Derma Rolleren fra Swiss Clinic. Jeg har selv længe været interesseret i effekterne af en dermaroller men har ikke givet mig i kast med det før nu, og jeg glæder mig til at dele mine erfaringer med jer. I kan nok allerede gætte, hvad I kan forvente, når nu jeg har valgt at nævne den her under mine favoritter…

Den kan købes i Magasin til 360 kr.

 

 

Hvordan jeg pakker mine beauty produkter til håndbagagen

Som I nok er ved at have fundet ud af, så har jeg lige været en tur i Dublin. Da vi var afsted i en fem dages tid, så havde vi kun håndbagage med. Det vil sige, at jeg skulle pakke alle mine væsker i én pose, som alt i alt kun måtte være på én liter. Jeg havde ikke tænkt mig at gå ud og finde en pose på én liter, men så begyndte jeg at Google, hvad der bliver anset som væsker, og på den måde fandt jeg frem til Gillian Jones Check-in-bag. Det er en pose på én liter med en lynlås, som overholder alle de regler, som sådan en pose skal, og HOLD DA OP hvor er den bare smart!  Den koster 30 kr i Matas, så det er ikke en stor investering, og jeg havde en kupon, så jeg kom af med 5 kr. for den, så det kunne vist ikke være billigere. Jeg vil også sige, at jeg ved, at jeg skal ud og flyve her til sommer igen, så jeg ved, at jeg nok skal få den brugt.

Denne pose var en utrolig stor hjælp. Jeg begyndte med min hudpleje, som, jeg synes, var det vigtigste, fordi jeg elsker min hudpleje, og jeg prøver at passe godt på min hud. Jeg havde nogle prøver fra Paulas choice, hvor jeg havde ansigtsvask i, og der var mere end rigelig til de 5 dage. Jeg havde også nogle prøver med noget bodylotion, så dem havde jeg også taget med. Det havde jeg ikke behøvet, for der var bodylotion på hotellet, og det er nok tilfældet de fleste steder, så derfor kan man undlade at pakke det.

Jeg kunne godt have hele min dagcreme med, da den næsten var tom og ikke fyldte særlig meget, og så fyldte jeg min natcreme over i en lille bøtte. Man kan evt. kombinere og bruge sin natcreme både morgen og aften, men jeg elsker den solbeskyttelse, der er i min dagcreme, så jeg prioriterede at få begge med.

Min toner puttede jeg over i en lille Caudalie flaske, fordi den var dejlig lille, og der kunne være en masse i. Jeg havde overvejet at tage Caudalies Grape Water med, men jeg synes ikke, den er særlig god, så jeg puttede den over i en større flaske og bruger den nu til at fjerne makeup fra mine hænder og sådan noget.

Inden afrejse var jeg en tur i Normal, hvor jeg købte alle deres miniature produkter. Der var blandet andet en shampoo og balsam fra Dove, som faktisk var rigtig godt. Hoteller har dog gerne shampoo stående, så det er endnu en ting, der kan undlades, hvis man ikke kræver noget bestemt. Jeg rystede dog på hovedet af mig selv, da jeg kom hjem fra Normal. De havde nemlig en hårkur fra Dove i en lille bitte tube, som ville have fyldt meget mindre, end balsammen gjorde, så det havde helt sikkert været et bedre valg, men det gik. Jeg havde også taget en mini tørshampoo fra Bastiste med, som er den bedste tørshampoo efter min mening.

Jeg havde puttet min mascara og læbestift i hjemmefra, fordi det skrev folk, at det tæller som væske, men det vil jeg altså sige, at det ikke gør. Jeg havde det nemlig ikke i en pose på vej hjem, og der var ingen problemer. Jeg havde dog min læbepomade i posen begge veje, men det var mere fordi, jeg så vidste, hvor jeg havde den, da sådan noget tit forsvinder for mig, når jeg er ude og flyve. Min foundation var også i posen, da den nok tæller som en væske. Min var flad og firkantet, så nem at pakke, og så er den bare fantastisk god.

Derudover havde jeg en deodorant og tandpasta i posen, og det er nok en prioritet for mange (det burde det i hvert fald være). Jeg valgte at tage renseservietter med frem for flydende makeupfjerner.

En af de ting, som jeg lagde mærke til, var, at man skal lade være med at vælge runde ting. Det er meget bedre med lidt firkantede produkter, da runde hurtigt fylder lidt mere. Du må jo kun have 10 flasker á 100 ml, når du er færdig med at pakke. Hvordan de vil få 10 100ml flasker ned i den pose, ved jeg virkelig ikke, men det lykkedes for mig at få alt det med, som jeg gerne ville have med.

Jeg synes virkelig posen gjorde det godt, og jeg synes faktisk også, at pengene er godt givet ud. Den var utrolig praktisk, og man kunne fylde den godt op. Samtidig kunne jeg sidde derhjemme og pakke i ro og mag og bytte rundt på de forskellige ting, hvilket jeg rigtig godt kunne lide.

Posen kan købes i matas eller på matas.dk til 29,95 kr.

 

 

Let’s go to Rituals (Sakura produkterne)

Som mange nok har observeret, er der ved at poppe en del Rituals butikker op rundt omkring i landet. Der er bl.a. åbnet en her i Aarhus, hvor jeg bor, og selvom det er utrolig tragisk for min konto, så jublede jeg af glæde på åbningsdagen (ja faktisk længe inden, da jeg spottede, at de var ved at renovere i Bruuns Galleri, hvor den ligger), og jeg har sidenhen ikke fået armene ned af glæde. Vi har jo før delt vores glæde for Rituals her på bloggen, og min kærlighed er kun blevet forstærket ved at have en hel butik så tæt inden for rækkevidde; i dag vil jeg fortælle jer, hvorfor det er og lidt om min yndlingsduft/linje derfra.

 

Mit første besøg i butikken

Jeg har før besøgt Rituals i lufthavnen i London og ellers i Magasin, og selvom det har været fint, så kan det altså ikke slå følelsen af at gå ind i en rigtig, full-size butik med stort udvalg, hvor der er kælet for detaljerne. Butikken har det normale sortiment, som vi kender det; spaprodukter, duftpinde og duftlyst, men derudover har de også makeup, hvilket var nyt for både Maria og jeg, og det skal helt sikkert testes på et tidspunkt. Derudover forhandler de tøj, håndklæder og te. Alt sammen af høj og luksuriøs kvalitet, og jeg må indrømme, at butikken emmer af luksus og spa allerede ved første øjekast.

Produkterne står flot på hylderne, displayet under hver deres serie/duft, og det er tydeligt markeret, hvilke produkter der er beregnet til at teste. Nu tænker du nok, at det er meget normalt, og ja, det er det, men Rituals er simpelthen så gennemført, at der er små spatler ved cremerne, så samtlige kunder ikke skal have deres bakteriefyldte fingre ned i produktet, ligesom der i midten af butikken er en lækker rustik kæmpevask, hvor man kan teste badeprodukterne, smart! Hele indtrykket var ved at vælte mig bagover første gang, og medarbejderne (i hvert fald her i byen) er så søde og hjælpsomme, hvilket kun bidrager til følelsen af ro og velvære. Første gang jeg var derinde, blev jeg endda budt en kop te, mens jeg gik rundt og kiggede – om det var en åbningsting eller et fast koncept ved jeg ikke, men jer var vild med det! Sikke en service!

 

Selve brandet

Nu har I forhåbentlig en idé om, hvad det er for et mærke, der er tale om. Jeg har altid forbundet Rituals med lækre spaprodukter til en god pris, og det har ikke ændret sig, men da jeg var i butikken og da jeg kom til at nærstudere posen i bussen på vej hjem, blev jeg endnu mere forelsket i mærket – måske fordi deres målsætning ramte mig så hårdt lige der i bussen, kvart over 6 en tirsdag aften efter en lang og stresset dag.

Jeg har aldrig spekuleret over, hvorfor mærket hedder Rituals, men som man læser sætningen ovenfor, giver det jo helt sig selv, og nøjs hvor rammer de bare mere plet end noget andet nogensinde har gjort. Når jeg bruger deres produkter er det nemlig en ting, jeg tager mig tid til og hygger om – en hverdagsrutine der bliver lidt mere luksus! Jeg kan afsløre, at jeg den pågældende dag købte en gaveæske (til mig selv haha, det var en virkelig hård dag, okay!) og på æsken er der et lille til-mærke, hvor der står This luxury box is our gift to you. Reuse it to store all your favourite things and contribute to a more eco-conscious world. Nu ved jeg godt, at produkterne er spækket med parfume, indpakningen er lavet af plastik osv., men den der lille besked på kortet havde de ikke behøvet, og alligevel har de inkluderet den, fordi det virker gennemført, og hver gang nogle gør noget for miljøet på den måde, ser jeg det som en sejr, for de kunne jo ligeså godt have ladet være. Bortset fra det er æsken så fin, at man da skulle være ualmindeligt koldhjertet, hvis man nænner at smide den ud. Det er yderligere gennemarbejdet, at der ikke står logo eller noget på æsken, så den nemt kan genbruges f.eks. som gaveæske.

 

 

The Ritual of Sakura

Først vil jeg lige dele, hvad ritualet om Sakura egentlig er (selvfølgelig med Rituals markedsførte ord og ikke de oldgamle japanske).

For centuries, the Japanese have celebrated the annual flowering of the Cherry Blossom. These Cherry Blossoms, or Sakura, mark an awakening of nature and symbolise that beauty is momentary and life must be enjoyed. Inspired by this tradition, our Sakura collection makes each day feel like a new beginning.

Ikke overraskende dufter serien altså af kirsebærblomster og rismælk – meget japansk (uden at jeg nogensinde har været i Japan selvfølgelig). Jeg er vild med duften, og det har længe været min yndlings hos Rituals. Jeg er lidt sart i forhold til alt for parfumerede dufte, og dem er der massere af hos Rituals, men denne er tilpas frisk, sød og rund, og ligesom alle de øvrige produkter dufter denne serie også som en beroligende spa.

Nu har jeg jo allerede løftet sløret for, at jeg bl.a. købte en gaveæske, og det gjorde jeg, fordi jeg var på jagt efter nogle lækre miniprodukter til en sommerhustur, og hvis man vil have lækre produkter, er Rituals stedet, som I nok har fanget. Jeg endte med den lille æske, fordi produkterne er rejsestørrelse (50-70 ml) og æsken indeholder shampoo, som jeg aldrig har prøvet fra Rituals før. Æsken kostede 175 kr., hvilket selvfølgelig er lidt dyrt for miniprodukter, men det var lige tilpas for mig, da jeg netop gik efter nogle produkter, der ville sikre mig luksus og en spa-like følelse i sommerhuset.

Der er også to andre æsker, som er større. Den største indeholder 4 full-size produkter og koster 435 kr. (375 kr. i anledningen af åbningen), så det kan godt betale sig, hvis man vil glæde en i sit liv eller man er vild med mange produkter fra netop én serie. Nå, tilbage til mit køb.

Æsken indeholder 50 ml shower foam. Et produkt som vi før har snakket om (dog en anden duft) her. 70ml body cream som er fed og fugtgivende samtidig med at den tørrer forholdsvist hurtigt uden at efterlade en hinde på huden. 70 ml scrub som er overraskende god. Normalt er jeg mest til kraftige scrubs, og denne indeholder altså meget fine korn i en sæbe, så jeg havde ikke forventet at elske den så meget, som jeg gør. Sæben gør, at den er let at fordele uden at være for flydende, og idet den er let at fordele er scrubben også forholdsvis effektiv til en let scrub (jeg ville nok ikke finde den kraftig nok i forhold til f.eks. selvbruner og den slags). Til sidst indeholder den 70 ml shampoo, som jeg var meget spændt på at prøve. Den er lækker at bruge og skummer nemt op, og så dufter den selvfølgelig fantastisk. Jeg har dog ikke mærket nogen markant forskel på mit hår efter en uges brug, andet end at det er voldsomt elektrisk, men for at være fair kan det også skyldes luften eller noget andet, da mit tøj også har været meget elektrisk i sommerhuset…

Derudover købte jeg 4(!!!) full-size shower foam fra samme serie, og til mit forsvar vil jeg sige, at der var åbningstilbud, så de var sat ned fra 75 kr. til 45 kr. Hvis I skynder jer, kan I måske stadig nå at hapse én til udsalgspris rundt omkring i landet, mens butikkerne åbner.

Dagens sidste køb blev et par duftpinde, som jeg er blevet helt afhængig af at have stående rundt omkring i hjemmet. Den lille størrelse (50 ml for 120 kr.) er helt perfekt i et lille rum som badeværelset, så duften ikke bliver for intens men så der stadig dufter rent og behageligt døgnet rundt. Produktet fungerer ved at pindene isættes flasken, og så trækker de duften til sig og spreder den i rummet. Når duften falmer kan man så vende pindene og sprede duften på ny.

 

1 måned uden parfume – mine erfaringer

Så er der gået en måned, og jeg er kommet i mål med min lille personlige challenge. I dag vil jeg gennemgå, hvordan det har været.

Erfaringer/tanker jeg har gjort mig

Det var faktisk næsten overraskende nemt (måske fordi jeg havde pakket alle parfumeholdige produkter væk, så der ikke var anden mulighed?). Derudover viste det sig, at en stor del af min makeup pånær læbestifter og hudpleje i forvejen er parfumefrit. Det gælder f.eks. min Youngblood Natural Mineral Foundation, NYX Micro Brow Pencil, Lancôme Definicils mascara, Urban Decays Naked paletter og Sleeks blush trios, når det kommer til makeuppen, og Bioderma, Avéne Gentle Eye Makeup-remover og Neutral Face Wash når det kommer til hudplejen. Den største omvæltning har derfor været i badet eller produkter forbundet hermed – shampoo, balsam, showergel, bodylotion og deodorant.

Jeg må indrømme, at jeg er faldet i én enkelt gang, fordi jeg skulle til fest på min arbejdsplads. Det var ikke et uheld, men det var et valg, jeg tog, fordi vi ofte snakker om min læbestift-afhængighed, og så kunne jeg selvfølgelig ikke komme til festen uden prangende læber – eller  det havde jeg i hvert fald ikke lyst til. Derudover ejer jeg ikke en læbestift, der holder hele natten som Tom Ford Lip Color, så den er og bliver altså min go-to, når jeg vil have flotte læber hele natten trods både mad og drikke. Samme aften valgte jeg også at tage et enkelt sprøjt parfume på, fordi jeg synes, det hører sig til engang imellem.

Derudover er jeg ufrivilligt faldet i i det offentlige rum, hvor jeg flere gange har oplevet, at der kun har været parfumeholdig håndsæbe, og det er nok dét, der har gjort det allerstørste indtryk på mig den forgangne måned. Det er heldigvis ikke direkte et problem for mig at vaske hænder med parfumeholdig håndsæbe, men det kan det jo være for nogle – skal de så undgå at vaske hænder? Skal de vaske hænder uden sæbe? Jeg ved godt, det ikke er sæben, der gør det, men hvorfor ikke bare konsekvent have parfumefri håndsæbe i det offentlige rum, så alle kan være med? Oplevelsen har fået mig på helt nye tanker, og herhjemme bruges der konsekvent kun parfumefri håndsæbe nu, så alle gæster kan vaske hænder med velbehag.  

 

Fordomme

Nu stillede jeg jo en række fordomme op for en måned siden, og dem skal vi selvfølgelig have be- eller afkræftet.

      Parfumefri produkter er kedelige: nej, ikke nødvendigvis. Nogle er selvfølgelig, men er det ikke sådan med alle produkter? Der er et par produkter, der virkelig har imponeret mig, og de er langt fra kedelige. Derudover er en stor del af min ”normale” makeup allerede parfumefri, og det har jeg jo aldrig fundet kedeligt.

      Udvalget er mindre, og jeg vil føle mig stærkt begrænset: ja, udvalget er mindre, fordi jeg har taget et valg, hvor jeg ikke længere kan vælge frit. På makeupfronten har jeg ikke følt mig helt vildt begrænset (udover læbestift, hvor jeg kun ejer en håndfuld uden parfume, og det er jo slet ikke nok til en måneds forbrug), og hudpleje har heller ikke været det store problem, men når det kommer til forkælelsesting er det en begrænsning, for det er som om duft og forkælelse hænger sammen.

      Nogle af mine faste produkter kan ikke erstattes: nej, der er nok nogle produkter, som jeg i hvert fald heller ikke i denne omgang har fundet en afløser til.

      Parfumefri deodorant virker ikke: jo den gør! Ha, jeg er blevet klogere. Den sidste måned har jeg brugt Neutral anti-perspirant Roll-on, og jeg har ikke selv følt, at jeg lugtede dårligt, ligesom (normalt meget ærlige) mennesker i min omgangskreds ikke har påtalt det, når jeg har spurgt dem.

      Det er besværligt: tjo, når man tager et valg, hvor der ikke længere er frit valg på alle hylder så at sige, så kræver det jo i hvert fald, at man sætter sig lidt ind i, hvad man så kan vælge imellem. Jeg tror, det er en vanesag, for i starten virkede det besværligt og næsten uoverskueligt, men nu tænker jeg jo ikke over det længere, fordi parfume ganske enkelt bare ikke er en mulighed.

      Det bliver en hård måned, og jeg kommer ikke til at være glad: jeg var godt forberedt, så det var egentlig ikke så hårdt som forventet. Det har mest været kaotiske situationer med et halvt ben ude af døren, der var hårde at takle, fordi jeg er vant til at kunne bruge parfume. F.eks. ville mit hår en dag bare stå ud til alle sider, som havde jeg haft fingrene i en stikkontakt. Normalt ville jeg jo bare gribe en lækker hårolie og tæmme lokkerne, men det kunne jeg jo pludseligt ikke denne gang, og der har det været lidt hårdt lige at gennemskue, hvad jeg så skulle gøre – det er det der med at bryde vanen, hvor man slet ikke tænker over, at man bruger parfume, der har været hårdt.

 

De gode produkter

Der er nogle af de parfumefri produkter, som jeg ikke giver slip på. Det er Neutral anti-perspirant Roll-on – ikke fordi den er noget specielt, men det er bare gået op for mig, at der ikke nogen grund til at bruge parfumeret deodoranter, hvis jeg ikke lugter og heller ikke føler, jeg lugter uden. Derudover er jeg blevet vildt glad for Stuhr Mild Hair Care Shampoo og Balsam (fundet i Føtex for mit vedkommende). Det er et mærke, som jeg brugte meget, dengang jeg svømmende, og jeg har ikke brugt det siden, men mit hår føles bedre fugtet, når jeg har brugt dem, og derudover er det som om, mit hår nemmere holdes glat, fordi de nærmest giver håret lidt tekstur.

 

De knap så gode produkter

Der er også nogle produkter, som jeg godt kunne have været foruden. Det er Levevis neglelakfjerneren (forhandles i Føtex og Bilka). Den får jobbet gjort, men jeg ved ikke, om det er indholdet af olie eller hvad det er, men det føles som om, man har olie ud over det hele bagefter, og hænderne bliver fedtede, hvilket er træls, når man f.eks. gerne vil lægge et nyt lag med det samme.  Derudover har Neutral Face Cream ikke efterladt noget specielt indtryk. Den er meget fed og kan til tider være svær at smøre ud. Det er ikke fordi, den er dårlig, men den passer ikke rigtigt til mine behov, og så kan den slet ikke hamle op med min Embryolisse Lait-Crème Concentré, som I nok er ved at være trætte af at læse om. Til sidst er der Sanex Zero% Sensitive Shower Gel, som egentlig bare er for kedelig til mig. Den skummer fint nok op, når jeg bruger den med en svamp, men jeg tror måske, jeg er lidt for forvent til, at showergel bliver bedre, hvis den dufter godt.

 

Produkter jeg ikke kan undvære, selvom de indeholder parfume

Jeg formodede jo allerede for en måned siden, at der ville være nogle produkter, som ikke kunne erstattes. Det første er selvfølgelig min Embryolisse Lait-Crème Concentré, men derudover har jeg enormt svært ved at leve uden mine læbestifter, hvor jeg ikke har fundet parfumefri alternativer, der overhovedet kom tæt på at hamle op med nogle af mine favoritter. Jeg vil også fortsat bruge parfume – måske ikke hver dag – men jeg vil have meget svært ved fuldstændig at lægge det fra mig, hvis jeg f.eks. skal til fest eller lignende, hvor man gerne vil gøre lidt ekstra ud af det hele.

 

Fremtiden

Nu har jeg jo allerede afsløret ovenfor, at jeg finder nogle af mine parfumeholdige produkter frem igen, så jeg vil ikke fortsætte med stringent at leve parfumefrit. Dermed ikke sagt, at der ikke er mange ting, jeg tager med mig. Særligt deodoranten og håndsæben vil jeg permanent skifte ud, ligesom jeg har fået lidt blod på tanden i forhold til at prøve flere produkter uden parfume. Jeg vil ikke fanatisk undgå parfume, men hvis jeg står mellem to produkter, vil jeg for fremtiden ikke være lige så skræmt ved at vælge det parfumefri produkt, da jeg har fundet ud af, at nogle parfumefri produkter (ligesom alle andre) er rigtig gode, mens andre ikke er noget for mig, og det finder man jo kun ud af ved at prøve produktet, men det afhænger ikke af, om produktet indeholder parfume eller ej, og det har jeg lært. Selvom det kun har været et lille projekt på en måned, så har jeg sat mig rimeligt godt ind i den parfumefrie verden, og det gør, at jeg helt sikkert vil tænke mere over det i fremtiden, end jeg hidtil har gjort, så det er bestemt ikke sidste gang, I ser parfumefri produkter her på bloggen.

 

Tomme produkter #9

Først og fremmest glædelig jul. Jeg håber, I alle derude bag skærmene havde en fantastisk aften i familiens skød med lækker mad og måske et par beautyprodukter under træet. I dag skal det handle om tomme produkter – ikke voldsomt julet – men er der noget tidspunkt, det er bedre at tømme produkter på, end andre? Hvis der er, så tror jeg det er lige op til jul og nytår. Jul giver anledning til en masse nye produkter, og nytår skriger jo nyt år, ny mig, ikke?

Nivea Caring Shower Creme

Jeg købte dette produkt i et supermarked en dag i lidt af et panikstadie. Det er en shower gel, der indeholder nogle af de samme ingredienser, som den klassiske Nivea creme i den blå dåse (den kender I godt, ikke?). Meningen er, at den skal blødgøre huden, mens man er i bad, og jeg kan ikke lade være med at få tankerne ledt hen på deres in-shower lotion. Den dufter typisk Nivea – rent, friskt og forholdsvis kønsneutralt. Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at min hud er blødere end normalt, og jeg vil nok ikke købe produktet igen, fordi der er SÅ mange andre showergels, der gør nøjagtigt det samme.

 

Herbal Essences Purifying Shampoo

Jeg er normalt ikke typen, der bruger purifying shampoo, fordi jeg ikke bruger så mange produkter i mit hår, at det er nødvendigt. Jeg endte dog alligevel med at købe denne shampoo i en periode, hvor jeg svømmede meget. Den er virkelig god og renser håret helt i bund på en forfriskende måde. Den skummer meget, og det føles næsten luksuriøst at bruge den, selvom den er forholdsvis billig, og så dufter den forfriskende af citrus. Jeg har brugt den én gang i ugen, og det har være passende – måske endda lidt i overkanten for mig, så jeg vil ikke anbefale at bruge den oftere, da denne slags shampoo virkelig kan udtørre håret. Jeg kunne sagtens finde på at købe den igen, hvis ikke den var lidt svær at få fat i (forhandles ikke i danske butikker endnu).

 

Matas Havtorn Deocreme

Jeg var på udkig efter en simpel deodorant, der både var effektiv og rimelig sød ved min hud. Derfor besluttede jeg mig for at prøve en deocreme fra Matas, og jeg synes, den hjalp. Det er ikke fordi, den er særligt skånsom mod huden, så det kan skyldes, at jeg bare havde behov for at prøve noget nyt, men jeg endte med at blive virkelig glad for denne. Hele havtorn-serien fra Matas dufter fantastisk, hvis jeg skal sige det. Duften er lidt sød samtidig med, at den er frisk, og jeg kunne sagtens forestille mig at købe den igen.

 

Øvrige

Derudover har jeg tømt en masse favoritter, som jeg ikke vil komme nærmere ind på andet end at henvise til tidligere indlæg. Jeg har blandt andet tømt endnu en Neutral Face Wash, Urban Decay All Nighter Makeup Setting Spray, Embryolisse Lait-Creme Concentrate, Nuxe Rêve de Miel og en NYX Micro Brow Pencil. Det er alle mine favoritter, som jeg aldrig løber tør for uden at have en ny på lager.

Nivea Caring Shower Silk Mousse

Det her produkt har været på markedet i et stykke tid, uden jeg har opdaget det, hvilket jeg burde have gjort, da jeg elsker sådan nogle skum sæber til kroppen. Jeg har snakket om den fra Rituals og Matas, og de minder meget om hinanden, men Rituals er en smule mere luksuriøs.

Konceptet er det samme hos denne fra Nivea, men jeg vil sige, at skummet i Niveas minder mere om hårskum (altså den er tykkere) end barberskum, som jeg vil sige, Rituals’ minder om. Den er skum, når man pumper den ud, hvorimod de to andre kommer ud som gel og bliver til skum. Skummen er nem at arbejde med, men jeg synes ikke, den er ligeså fugtgivende som den fra Rituals. Derudover fungerer den godt, og den efterlader ikke nogen film på huden efter brug.  

Der findes tre slags; en mørkeblå som hedder Essential Olis, en mellemblå som hedder Silk Extract og en hel lys blå som hedder Almond Oli. Jeg har Silk Extract. De to andre har olie direkte i deres navn, og det kunne derfor tænkes, at de måske er mere fugtgivende, men der er ikke noget, jeg har testet.

De har hver deres specielle duft, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg først så deres nye smarte initiative, da jeg kom hjem. Det, de har gjort, er, at de har sat et mærke på låget, som man kan kradse for at dufte produktet. Min dufter af klassisk Nivea blandet med sæbe, og det kan jeg godt lide, fordi den dufter rent, men det er nok en god idé at duft til dem alle, inden du køber, så du er sikker på at få den, du bedst kan lide med hjem.

Flasken ser ikke særlig stor ud, men der er samme mængde i denne, som der er i dem fra Rituals. Produktet er alt i alt fint, og det er især en god introduktion til denne form for sæbe.

De er på tilbud i Matas til 25,97 kr. Normalt koster de 39,95. Tilbuddet gælder indtil d. 24 december.

Treat yourself!

Hvis du lever i 2016, så kender du sikkert til problemet; morgenløbetur, morgenyoga, smoothie, ”I woke up like this”-makeup (der virkelig tager 3 timer at udrette), arbejde/skole, handle, fitness, lave sund, nærende og instagram-venlig aftensmad, drikke vin med vennerne, aftenløbetur, tage stilling til stor, verdensomspændende nyhed, sociale medier, lektier/eller mere arbejde, tid til venner og familie, frivilligt arbejde, skønhedssøvn, overskud… Ja, jeg kunne blive ved, for listen er uendelig, og mellem alt det som vi alle føler, vi skal nå, glemmer vi ofte det vigtigste: os selv, for der er altså kun 24 timer i døgnet. Det sker tit for mig i eksamensperioden (som er lige nu), og hvad end det er en forestående eksamen, arbejde eller juleshopping, der optager din tid lige nu, så kan de fleste sikkert nyde godt af et par tips til at forkæle sig selv, når tiden er knap.

 

Prioritering

Først må vi alle lære, at det handler om prioritering. Der er ingen (udover os selv), der siger, at vi SKAL nå alt det ovenstående. Alle kan hive 30 minutter ud af kalenderen i løbet af en uge, hvis de virkelig vil, og selvom det er svært, så er det okay at ville det! Det er okay at prioritere sig selv.

Tænd et duftlys/musik

Vi starter i det små, hvor alle kan være med. For mange kan det have en afstressende virkning og en følelse af velvære at tænde et duftlys eller noget god musik. Jeg er typen, der bliver stresset af musik, fordi det tager min fokus, men et duftlys er tilpas spa-agtigt til at skabe en afslappende stemning og påvirke mit humør uden at tage min fokus.

 

Chokolade

Okay, indrømmet: det er knap så beauty-minded, men det er jo videnskabeligt bevist, at chokolade gør dig glad indefra, og det tæller vel også, som en måde at gøre noget godt for en selv på, ikke?

 

Dagligdags luksus i badet

Hvad end man er morgen- eller aftenbader, kan de fleste sikkert godt forlænge badet et par minutter. Hvis jeg er virkelig presset, står jeg op et par minutter før og bruger dem i badet på at smøre mig ind i en lækker, luksuriøs showergel, som jeg ikke bruger i dagligdagen. Det er for mig nok til at føle, jeg har gjort noget for mig selv, men det kunne også være at bruge en skrub. Ingen af delene tager mere end 5 minutter ekstra fra din dag, men det kan alligevel være virkelig effektivt. Min feel-good showergel er fra Korres (jeg har nævnt den før her!). Den dufter fantastisk og minder mig om ferie.

 

Læbestift

Vi har alle den der ting, der får os til at føle ”put together”. For mig er det læbestift. Selvom jeg aldrig går uden for en dør uden, så kan det være et kæmpe boost for mig at gøre noget ”ekstra” ved at tage en af mine yndlingslæbestifter på (i øjeblikket er jeg vild med min Tom Ford, som har den perfekte farve til det mørke vinterhalvår – læs mere her!). Det tager ingen ekstra tid, men det at have brudt rutinen lidt føles alligevel som om, jeg har gjort noget kun for mig.

 

Masker

Nu bliver det rigtig spa- og forkælelsesagtigt. Hvad end det er en ansigts- eller en hårmaske, så er der få ting, der giver en følelse af velvære så hurtigt, som en maske gør. Lige nu bruger jeg maskerne fra L’Oréal, som vi har skrevet om før her. De tørrer hurtigt, og det er tidsbesparende, at multimaske, da du så kan angribe flere problemer på samme tid. Derudover skal fleste masker skal ikke sidde mere end 10 minutter, og selvom det selvfølgelig ville være belejligt at sætte dig ned og trække vejret i 10 minutter, så kan masken passe sig selv, mens man arbejder videre ved computeren, laver mad eller noget tredje på to-do listen.

 

Fodbad

Et fodbad er den perfekte måde at pleje sig selv på – særligt i vinterhalvåret hvor mange måske kommer hjem med småkolde fødder efter en lang dag. Det er en af de ting, som jeg tror, mange tænker, tager lang tid, men det gør det jo faktisk ikke, og så kan det klares foran computeren. Selvfølgelig er det ikke det mest optimale, men bagefter vil det alligevel føles som om, du fik gjort noget godt for dig selv. For at gøre det lidt mere luksus kan man jo bruge nogle lækre badesalt, olier eller skum i badet.  

 

Neglelak

Jeg ved godt, at neglelak tager lidt lang tid (medmindre du investerer i denne!), men du kan trods alt godt arbejde ved computeren, mens den tørrer, og for mig er der virkelig ikke noget, der får mig til at føle, at jeg har brugt tid på mig selv, som flotte negle (det skyldes måske, at jeg har bidt dem i så mange år?), og så syner det også udadtil af, at man har styr på tingene.

Cheeky “Brigth as a button dry body buff” & “Let’s get wet shower jelly”

Cheeky 1Cheeky brigth as a button dry body buff

Mit scrublager var faktisk blevet tomt, hvilket ikke sker særlig ofte! Jeg modtog en rabatkode fra feeluniqe og gik i krig med siden for at finde nogle scrubs. Jeg stødte på mærket Cheeky – et mærke som jeg aldrig har hørt om før, og de havde heller ikke overvældende mange produkter, men jeg valgte dog to ud. Da jeg først havde modtaget mine produkter, var det første jeg tænkte på Lush. De små bøtter som produkterne er i, og de små nuttede beskeder som står skrevet på dem minder mig om Lush.

Det er en saltscrub, som skal bruges på tør hud, hvilket er en anden måde at bruge en scrub på, end hvad jeg plejer at gøre. Det kan faktisk også være en svær ting at huske, at du skal bruge en scrub som det første, og at den skal bruges, inden du går ind under vandet. Den virker utrolig godt, når den bruges på tør hud, og du får virkelig givet din hud en god omgang scrub. Når det så er sagt, glemte jeg flere gange at bruge den, før jeg gik ind under vandet, med det resultat at den virker også, når huden er våd. Den er ikke lige så grov, som når det er mod tør hud, og den afgiver en smule ”sæbe” hvis man kan kalde det det, når den bliver påført på våd hud.

Den efterlader din hud utrolig blød, og jeg har virkelig ingen klager over den, andet end at jeg synes, man bruger den forholdsvis hurtigt, men det kan også bunde i, at jeg er rigtig god til at bruge mine scrubs og  bruger dem tit, da jeg bare elsker blød hud.

Cheeky2

Når det kommer til selve scrubben, så er det som sagt en salt scrub, men det, som er en smule specielt ved den her, er, at den ser en smule våd ud, når man kigger på den. Når du mærker, kan du godt føle, at der er noget fugtgivende blandet med salten. Normalt synes jeg gerne, der er olie i, som er forholdsvis tydelige, men du kan ikke se nogen form for væske ved dette produkt.

Den har en turkis farve, og så er den helt sikkert tilsat parfume for at få noget af en duft frem, men det er ikke en duft, der gør mig noget, og jeg kan godt lide duften af produktet.

Den kan købes her

Cheeky let’s get wet shower jelly

Cheeky 3

Jeg har før nævnt shower jelly fra Lush, og at jeg elsker dem. Jeg synes, de er utrolige sjove, og de gør mig lidt til et barn, hvilket jeg synes er helt okay. Da jeg så, at de også havde en shower jelly, måtte jeg bare prøve den. Der er ikke noget overraskende ved dette produkt, i forhold til hvordan dem fra Lush virker. Hvis du aldrig har brugt en shower jelly før, så skal den bruges som et helt almindeligt stykke sæbe, her er det bare en ”klump” jelly, du kører over huden. Den skummede rigtig fint, og duften minder meget om den, som er brugt til scrubben, og de kører også samme farvetema, da den er blå. Man kan på ingen måde klage over dette produkt.

Et lille tip er, at man kan klippe eller skære den i små tern, så den er lidt nemmere at arbejde med i badet.

Den kan købes her