Category: Body butter

Tidsfordriv juleaftensdag

Kan I huske dengang, I var børn? Ventetiden til juleaften var uendeligt lang, og tiden gik altså ikke hurtigere, når kalenderen langt om længe sagde d. 24. – faktisk var det som om, lige netop den dag sneglede sig af sted. Nogle fik lov til at åbne en lille gave tidligt på dagen, så de var underholdt, andre blev placeret foran fjernsynet til tegnefilm, og i min familie har vi altid brugt dagen på at pynte træet (en disciplin der efterhånden kun er min, så det står knivskarpt hvert år), tage på kirkegården, blande slikskåle og lave konfekt. Alt det skal jeg naturligvis også nå i år, men da jeg nu efterhånden er rundet de 24 (gisp!) tager det altså ikke en hel dag at prøvesmage slikket. I stedet vil jeg bruge ventetiden på at pleje mig selv, og I kunne jo passende gøre det samme.

Jeg vil starte dagen med et langt bad  (altså efter at have åbnet mine julekalendere, naturligvis)– jeg er alligevel oppe før alle de andre. I ved, sådan et bad med høj (jule) musik, en ansigtsmaske eller to og så lige en hårmaske. Jeg er begyndt at gøre det, at jeg renser min hud ved at bruge en eller flere L’Oréal Clay Masks og derefter påføre en fugtmaske f.eks. Origins Drink Up Mask, så min hud ikke helt strippes for det gode fugt her i vinterhalvåret. Det kan man sagtens gøre uden at fedte huden til igen, da det ikke er fugten man ønsker at fjerne men snavs! (I drømmer ikke om alle de gymnasiefester og nytårsaftener, Maria og jeg har varmet op til med diverse ansigtsmasker i fjæset – en alternativ form for forfest må man sige). Når man alligevel skal vente på masken, kan man fugte håret og komme en maske i – to fluer med et smæk og noget, jeg fornemmer, mange nok glemmer til hverdag.

I badet vil jeg skrubbe min hud med en lækker, grov scrub. Jeg bruger en detox scrub fra Stenders, og jeg føler mig som et nyt menneske, når jeg har brugt den. Min hud er SÅ blød. Benene skal lige have en ekstra tur med skraberen, og håret skal vaskes.

Efter badet smører jeg kroppen ind i en god, fed body butter, som skal have lov til at trænge ind helt stille og roligt. Soap and Glorys The Righteous Butter er ikke særlig julet, men den dufter alligevel skønt og fugter kroppen. Duften kan godt hænge lidt ved, og det har jeg faktisk ikke noget imod. Jeg har flere gange oplevet at få komplimenter på min duft, hvor det faktisk har været denne body butter, folk har kunnet dufte. Jeg vil også forkæle ansigtet lidt og påføre en lækker creme, der kan trænge godt ind, da der er flere timer, inden makeuppen skal på for mit vedkommende.

Hvis man vil give sig selv den store tur, som man normalt ikke har tid til, så skal man da gøre det netop i dag – dagen hvor tiden for en gangs skyld snegler sig afsted. Hvorfor ikke tage et fodbad? Fjerne dødt hud under fødderne, file tåneglene og presse neglebåndene ned. Husk også at vores negle har ligeså meget brug for fugt som vores hud og hår, så forkæl dem med en god olie eller creme og afslut til sidst med neglelak. Det samme kan man jo gøre på hænderne. Det bliver ikke aktuelt for mig, for jeg er nemlig i gang med en neglekur, som jeg vil fortælle jer mere om i det nye år.

Til sidst inden makeuppen skal på, mangler vi bare én ting. Huden er klar og fugtet, men hvad med læberne? Jeg tager mit lip game ret seriøst, og derfor starter jeg tidligt med at eksfoliere læberne, så død og tør vinterhud fjernes. Dertil bruger jeg min e.l.f. Lip Exfoliator. Efterfølgende tilfører jeg fugt – ikke noget for voldsomt men blot en ”almindelig” læbepomade. F.eks. synes jeg, at Nuxes Rêve de Miel lip balm er for fed, da den lægger sig som et tykt lag på læberne. Så må jeg indrømme, at jeg faktisk godt kan finde på at lægge lipliner og det første lag læbestift så tidligt som muligt, fordi jeg på den måde får bygget farven op over dagen, og så føler jeg, den holder bedre, når jeg skal spise og sludre hele aftenen.

Så er der vist ikke så meget andet at gøre end at ønske jer god jul og held og lykke, når I sidder om bordet og kæmper om mandlen.

 

Julegave idéer 2017

Vi begynder at nærme os jul, så der er én ting, vi alle render rundt og leder efter, nemlig den perfekte julegave. Det kan være virkelig svært nogle gange, især hvis vedkommende ikke er typen, der har en ønskeliste. Jeg synes, ønskelister er gode, for så får man noget, man ønsker sig, men på den anden side kan det også være sjovt at overraske med noget, som de ikke forventer.  

Rituals
Jeg kan lige så godt starte et sted, jeg elsker, Rituals. Min yndlingsserie er Ayurveda, der indeholder en bodyscrub, som dufter af indisk rose og mandelolie. Duften er simpelthen fantastisk, og hvis de ikke allerede gør det, burde de lave den i parfumeform. Derudover laver Rituals et væld af andre dufte – også til mænd, så der er noget for enhver smag. Deres gaveæsker varierer fra 175 kr. – 595 kr.

For 175 kr. får man 75 ml. bruseolie, 50 ml. showergel, 70 ml. bodyscrub og 70 ml. Kropscreme. For 595 kr. får man 200 ml. showergel, 450 ml. bodyscrub, 200 ml. kropscreme 50 ml. bed and body mist, 70 ml. håndpomade og et stearinlys. Begge er gode bud på julegaver, som jeg selv ville elske at modtage – især den store hvor der er nogle produkter, jeg endnu ikke har prøvet. Gaveæskerne i prisklasserne mellem er en blanding af rejsestørrelser og almindelige produkter. Alle æskerne er rigtig fine, har god værdi for pengene og så har Rituals produkter aldrig skuffet mig.
Ingen af æskerne indeholder deres duftpinde, som ellers er meget populære. De er ikke helt billige, hvis man selv skal ud og købe dem, og derfor vil det også være en god gave til dem, der elsker at have sådan noget i deres lejlighed.   

Øjenskyggepaletter
Hvis du skal give gave til en, der elsker øjenskygge ligeså meget som mig, så har jeg her nogle idéer til gode gaver.

Jacklyn Hill Palette + Morphe
Det her er nok en af de mest omtalte paletter i hele beauty universet lige nu, og jeg har da også tidligere anmeldt den her på bloggen. Den kan lidt af hvert pga. de mange forskellige farver, og kvaliteten er bedre end forventet, så alt i alt vil det være en rigtig god julegave – især til en der måske lige er startet med makeup.

Original Naked Palette
Tanja har lige nævnt den i et indlæg, og jeg bliver også nødt til at nævne den. Hvis man ikke ejer den palette, lever man så livet rigtigt? Gør man? Det er måske lidt meget at sige, men den er altså bare utrolig god, som I nok kan se er min utrolig godt brugt, fordi den er så god. Den er neutral og praktisk, når man skal ud og rejse, og så kan den klare alt fra det helt naturlige til smokey eyes, når man skal ud og fyre den af. Den er et mesterværk i sig selv, hvis du spørger mig. Jeg ved godt, der er kommet mange andre ”Naked” palettes på markedet, men jeg synes stadigvæk, den her tager prisen.

Tom Ford Øjenskygge
Det her er lidt i den dyre ende, men jeg vil vente på at Magasin har 20% og så spare en lille smule. Tom Ford øjenskygger går man aldrig galt i byen med. Det er nok de bedste øjenskygger, jeg nogensinde har brugt. Jeg elsker stadigvæk den, jeg har og bruger den ofte til at supplere mine andre paletter med, fordi kvaliteten er så god, som den er. Jeg skal helt sikkert eje nogle flere, selvom det kræver en god undskyldning (den arbejder jeg stadig på).

Gør-det-selv
Jeg synes, det er rigtig sødt at gøre det selv, fordi det viser, man virkelig har tænkt over, hvad man giver personen, så her kommer noget inspiration til gør-det-selv gaver. Søstrene Grene kan være rigtig god, når det kommer til at købe den æske, som du vil lægge produkterne i, da de har nogle fine muligheder til næsten ingen penge.

Lip Kits
Lip kits er rigtig meget oppe i tiden lige nu, og det kan man snildt gøre selv. Jeg gjorde det til Tanja, da jeg skyldte hende et par gaver (det er for dårligt, I know), og hun elsker jo som bekendt alt til læberne. Først er det en god idé at fastsætte et beløb – husk at medregne æsken. Derefter skal man beslutte, hvilke produkter der skal i. Det helt vilde sæt inkluderer både scrub, læbepomade, lip liner, læbestift og lip remover, mens man også kan lave et mindre sæt med matchende lip liner og læbestift.

Hvis det skal gøres budgetvenligt, kan mærker som e.l.f., Essence og NYX være gode, da de laver fornuftigt makeup til en god pris. Selv har jeg Essence Velvet Sticks i 02 Peony Star og 01 Nude Hero, og de er rigtig gode. Maybellines Color Drama Intense Velvet Lip Pencil i Berry Much er også rigtig fin, hvis det skal være de lidt mørkere farver.

Skal det derimod være mere luksus, vil jeg fremhæve min yndlings røde læbe Nars Velvet Matte Lip Pencil i Dragon Girl, men MACs Retro Matte i Ruby Woo og Tom Fords Lip Color Matte i 07 RubyRush er også rigtig flotte. Hvis det skal være lidt mørkere, er MAC Satin i Rebel utrolig flot. Til sidst må jeg nævne samarbejdet mellem Kendall Jenner og Estée Lauder, da 340 Restless simpelthen er så flot.  

Når det kommer til lip linere, så er NYXs Slide on, Glide on Lip Liner i 12 Red Tape og 08 Sugar Glass rigtig gode. Gosh har også lavet nogle gode nogle, og 004 Simply Red har fulgt både Tanja og jeg i mange år. Hvis du er på udkig efter en lidt mere luksus udgave, har jeg Charlotte Tilburys i Pillow Talk, og den er rigtig fin.

Hudpleje sæt
Der er også mange muligheder for at give hudpleje, hvis man kender modtageren lidt. F.eks. kunne man give en L’Oréal Clay maske med en børste til at påføre masken og en vaskeklud til at fjerne den igen. Man kunne også tilføje en fugtgivende Moisture Bomb maske (jeg kan anbefale den blå men har endnu ikke prøvet de andre) fra Garnier, så man både får renset og fugtet huden.

Man kan også sammensætte et spasæt med ansigtsmaske, duftlys, skrubbehandsker eller bodyscrub og en god showerfoam eller showergel. Matas laver bl.a. nogle gode budgetvenlige produkter, og jeg kan rigtig godt lide deres Granatæble Saltbodyscrub.

Husk der også findes rigtig mange fine gaveæsker i både Matas og Magasin, hvor man ofte får lidt mere for sine penge, men hvis du har mod på at gøre det selv, så synes jeg, du skal kaste dig ud i det. Jeg havde det i hvert fald rigtig sjovt med at sammensætte kittet til Tanja, hvor jeg også indkluderede en lille indlægsseddel, der beskrev brugen af de forskellige produkter. Der var mange pakker at pakke ind, men jeg fik lidt hjælp af min mor, og vi hyggede os med at lytte til Taylor Swifts nye album samtidig – nu kan man endda tillade sig at høre julemusik imens.

Skal gaverne være lidt mindre, så husk at Tanja har lavet et indlæg om adventsgaveidéer, der indeholder gaver op til 150 kr.

Månedens favoritter: oktober ‘17

Oktober er faktisk min yndlingsmåned. Jeg elsker efteråret, fordi det er hyggeligt, og særligt oktober er en måned, jeg altid har set frem til pga. månedens sidste dag, Halloween. Mine favoritter bærer nok også lidt præg af, at efteråret for alvor er over os – der er i hvert fald flere badeting end normalt.

Soap and Glory Clean On Me shower gel

Vi har nævnt Soap and Glory før, og jeg elsker stadig deres produkter, men efter Boots International er lukket, er det blevet sværere at få fingre i. Derfor nyder jeg det ekstra meget nu, hvor jeg har taget noget med hjem fra USA. Denne shower gel dufter fantastisk, og duften bliver gerne hængende, når jeg træder ud af badet, så den er perfekt at bruge om aftenen, for nu dufter mit nattøj også som den. Jeg er vild med, at sæben er lyserød og skummer lækkert op, og at hele konceptet bag Soap and Glory bare er vildt tøset.

 

Aussie Miracle Shine Shampoo

Som de fleste nok allerede kunne tyde fra dette indlæg, så er jeg vild med denne shampoo, selvom den faktisk ikke gør, hvad den lover. Jeg har endnu ikke oplevet/bidt mærke i, at mit hår er mere skinnende end normalt, men jeg er vild med alt det andet, den gør ved mit hår. Den renser nemlig mit hår så grundigt, at jeg kun behøver at vaske det to gange i ugen, og det er da fantastisk nemt! Den kan købes i Matas og større supermarkeder.

 

Essie chincilly

Denne har faktisk været blandt mine favoritter før, nemlig i juni sidste år. Det er sådan en neglelak, som ikke ser så interessant ud ved første øjekast, men når jeg først har fået den lagt, så lægger jeg den på igen og igen og igen og igen (I har fanget den..) Den er pæn, nedtonet og klassisk uden at være kedelig.

 

Rituals Sakura Body Cream

Det er ingen hemmelighed, at vi her bag bloggen elsker Rituals. Jeg fandt for nyligt denne lille tube bagerst i skabet, og så var min lykke ellers gjort. I kan læse mere om serien her, men hvad der kendetegner den er, at det er gode produkter med en rolig, spa-agtig duft. Cremen trænger hurtigt ind, og min hud føles blød uden at være fedtet. Duften kan godt blive hængende lidt, og derfor bruger jeg den mest om aftenen, hvor jeg alligevel ikke har andre dufte på.

 

Barberklingen.dk

Barberklingen.dk er et forholdsvis nyt tiltag på det danske marked, der i bund og grund er levering af barberblade på abonnement. Det er smart og fungerer godt. I kan læse mere om konceptet i næste uge, hvor jeg deler mine erfaringer med jer.

Sommer must haves

Nu er det for alvor blevet sommer. Selvom vejret ikke altid følger med, er der nogle produkter, som er musthaves for mig, når der står sommer på kalenderen.

Sommer Fødder

En ting, som gerne kommer frem om sommeren, er fødderne. Du kan læse mere om at klargøre dem til sommeren i Tanjas indlæg om peelende fodmasker, men når det så er gjort, er det også rigtig vigtigt at vedligeholde det flotte resultat. Hertil kan man f.eks. bruge den elektriske fodfil fra Scholl, som jeg snakkede om sidste år og stadig står ved. Den er nem at bruge, og så holder den fødderne dejligt bløde, sommeren over når de skal vises frem i sandaler. Endnu en ting, der kan peppe fødderne op til sommer, er neglelak. Jeg ELSKER at have neglelak på tæerne om sommeren, da det giver et fint look, og så holder det rigtig godt, så det er nemt. I år bliver Barry M’s Fondant min go-to neglelak på fødderne. Det er en flot, pastellilla neglelak, der skriger sommer.

Sommer makeup

Normalt bruger jeg ikke så meget makeup om sommeren, fordi jeg arbejder en del, men der er alligevel forskel på min makeup fra vinter til sommer. Særligt om sommeren er det vigtigt, at min makeup kan holde, når der bliver varmt. Dertil bruger jeg min nye yndlingsprimer fra Max Factor, Facefinity, og L’Oreals Infallible fixing mist. Primeren er den bedste, jeg længe har prøvet og kan få enhver foundation, der normalt er væk i løbet af dagen, til at blive på helt indtil om aftenen. Derudover må det hele godt være lidt mere bronze om sommeren, og det kan både Urban Decay og Charlotte Tilbury hjælpe med. Urban Decays originale Naked Palette indeholder farven Toasted og Charlotte Tilburys Colour Chameleon i farven Bronzed Garnet garanterer, at du kan lægge en flot, bronze sommer øjenmakeup. Den ultimative læbestiftfarve til sommer er og bliver Kendal Jenners samarbejde med Estée Lauder Restless, som både Tanja og jeg elsker.

Sommerkroppen

Bare rolig, her handler det ikke om, at din krop skal se ud på en bestemt måde. Faktisk synes jeg, du skal spise en stor is med masser af guf og nyd den korte sommer, vi har. Sommerkroppen handler i stedet om at gøre sig lækker med en god scrub og lotion, så huden er blød! Jeg bruger lige nu en lotion fra Rituals (big surprise!), og den er god, men du kan bruge enhver lotion, der fugter godt. Jeg bruger en scrub fra Soap and Glory i øjeblikket, men kan også anbefale Rituals Himalaya Scrub. Du kan med fordel bruge din scrub, inden du barberer ben, da skraberen kan få bedre fat, når laget af død hud er fjernet først. Til sidst skal der selvfølgelig solcreme på værket for at være helt sommerklar.

Sommer håret

Her vil jeg henvise til Tanjas indlæg om Basic Braids 101 og hendes go-to hair styles, for jeg er sikker på, at vi igen kommer til at se mange fletninger i gadebilledet denne sommer. For mig er det et must med en god leave in conditioner, og sådan en skal jeg helt sikkert have med i kufferten, når jeg rejser til Bali senere på sommeren. Lige nu bruger jeg Revlons Uniq One med Lotus Flower, og den kan anbefales. Til sidst kan jeg ikke komme udenom tørshampoo. Det er rigtig hårdt for håret at skulle tåle sol, pool og lign., så det mindste vi kan gøre er at skåne det lidt ved ikke at vaske det så meget.

Hvordan jeg pakker mine beauty produkter til håndbagagen

Som I nok er ved at have fundet ud af, så har jeg lige været en tur i Dublin. Da vi var afsted i en fem dages tid, så havde vi kun håndbagage med. Det vil sige, at jeg skulle pakke alle mine væsker i én pose, som alt i alt kun måtte være på én liter. Jeg havde ikke tænkt mig at gå ud og finde en pose på én liter, men så begyndte jeg at Google, hvad der bliver anset som væsker, og på den måde fandt jeg frem til Gillian Jones Check-in-bag. Det er en pose på én liter med en lynlås, som overholder alle de regler, som sådan en pose skal, og HOLD DA OP hvor er den bare smart!  Den koster 30 kr i Matas, så det er ikke en stor investering, og jeg havde en kupon, så jeg kom af med 5 kr. for den, så det kunne vist ikke være billigere. Jeg vil også sige, at jeg ved, at jeg skal ud og flyve her til sommer igen, så jeg ved, at jeg nok skal få den brugt.

Denne pose var en utrolig stor hjælp. Jeg begyndte med min hudpleje, som, jeg synes, var det vigtigste, fordi jeg elsker min hudpleje, og jeg prøver at passe godt på min hud. Jeg havde nogle prøver fra Paulas choice, hvor jeg havde ansigtsvask i, og der var mere end rigelig til de 5 dage. Jeg havde også nogle prøver med noget bodylotion, så dem havde jeg også taget med. Det havde jeg ikke behøvet, for der var bodylotion på hotellet, og det er nok tilfældet de fleste steder, så derfor kan man undlade at pakke det.

Jeg kunne godt have hele min dagcreme med, da den næsten var tom og ikke fyldte særlig meget, og så fyldte jeg min natcreme over i en lille bøtte. Man kan evt. kombinere og bruge sin natcreme både morgen og aften, men jeg elsker den solbeskyttelse, der er i min dagcreme, så jeg prioriterede at få begge med.

Min toner puttede jeg over i en lille Caudalie flaske, fordi den var dejlig lille, og der kunne være en masse i. Jeg havde overvejet at tage Caudalies Grape Water med, men jeg synes ikke, den er særlig god, så jeg puttede den over i en større flaske og bruger den nu til at fjerne makeup fra mine hænder og sådan noget.

Inden afrejse var jeg en tur i Normal, hvor jeg købte alle deres miniature produkter. Der var blandet andet en shampoo og balsam fra Dove, som faktisk var rigtig godt. Hoteller har dog gerne shampoo stående, så det er endnu en ting, der kan undlades, hvis man ikke kræver noget bestemt. Jeg rystede dog på hovedet af mig selv, da jeg kom hjem fra Normal. De havde nemlig en hårkur fra Dove i en lille bitte tube, som ville have fyldt meget mindre, end balsammen gjorde, så det havde helt sikkert været et bedre valg, men det gik. Jeg havde også taget en mini tørshampoo fra Bastiste med, som er den bedste tørshampoo efter min mening.

Jeg havde puttet min mascara og læbestift i hjemmefra, fordi det skrev folk, at det tæller som væske, men det vil jeg altså sige, at det ikke gør. Jeg havde det nemlig ikke i en pose på vej hjem, og der var ingen problemer. Jeg havde dog min læbepomade i posen begge veje, men det var mere fordi, jeg så vidste, hvor jeg havde den, da sådan noget tit forsvinder for mig, når jeg er ude og flyve. Min foundation var også i posen, da den nok tæller som en væske. Min var flad og firkantet, så nem at pakke, og så er den bare fantastisk god.

Derudover havde jeg en deodorant og tandpasta i posen, og det er nok en prioritet for mange (det burde det i hvert fald være). Jeg valgte at tage renseservietter med frem for flydende makeupfjerner.

En af de ting, som jeg lagde mærke til, var, at man skal lade være med at vælge runde ting. Det er meget bedre med lidt firkantede produkter, da runde hurtigt fylder lidt mere. Du må jo kun have 10 flasker á 100 ml, når du er færdig med at pakke. Hvordan de vil få 10 100ml flasker ned i den pose, ved jeg virkelig ikke, men det lykkedes for mig at få alt det med, som jeg gerne ville have med.

Jeg synes virkelig posen gjorde det godt, og jeg synes faktisk også, at pengene er godt givet ud. Den var utrolig praktisk, og man kunne fylde den godt op. Samtidig kunne jeg sidde derhjemme og pakke i ro og mag og bytte rundt på de forskellige ting, hvilket jeg rigtig godt kunne lide.

Posen kan købes i matas eller på matas.dk til 29,95 kr.

 

 

Let’s go to Rituals (Sakura produkterne)

Som mange nok har observeret, er der ved at poppe en del Rituals butikker op rundt omkring i landet. Der er bl.a. åbnet en her i Aarhus, hvor jeg bor, og selvom det er utrolig tragisk for min konto, så jublede jeg af glæde på åbningsdagen (ja faktisk længe inden, da jeg spottede, at de var ved at renovere i Bruuns Galleri, hvor den ligger), og jeg har sidenhen ikke fået armene ned af glæde. Vi har jo før delt vores glæde for Rituals her på bloggen, og min kærlighed er kun blevet forstærket ved at have en hel butik så tæt inden for rækkevidde; i dag vil jeg fortælle jer, hvorfor det er og lidt om min yndlingsduft/linje derfra.

 

Mit første besøg i butikken

Jeg har før besøgt Rituals i lufthavnen i London og ellers i Magasin, og selvom det har været fint, så kan det altså ikke slå følelsen af at gå ind i en rigtig, full-size butik med stort udvalg, hvor der er kælet for detaljerne. Butikken har det normale sortiment, som vi kender det; spaprodukter, duftpinde og duftlyst, men derudover har de også makeup, hvilket var nyt for både Maria og jeg, og det skal helt sikkert testes på et tidspunkt. Derudover forhandler de tøj, håndklæder og te. Alt sammen af høj og luksuriøs kvalitet, og jeg må indrømme, at butikken emmer af luksus og spa allerede ved første øjekast.

Produkterne står flot på hylderne, displayet under hver deres serie/duft, og det er tydeligt markeret, hvilke produkter der er beregnet til at teste. Nu tænker du nok, at det er meget normalt, og ja, det er det, men Rituals er simpelthen så gennemført, at der er små spatler ved cremerne, så samtlige kunder ikke skal have deres bakteriefyldte fingre ned i produktet, ligesom der i midten af butikken er en lækker rustik kæmpevask, hvor man kan teste badeprodukterne, smart! Hele indtrykket var ved at vælte mig bagover første gang, og medarbejderne (i hvert fald her i byen) er så søde og hjælpsomme, hvilket kun bidrager til følelsen af ro og velvære. Første gang jeg var derinde, blev jeg endda budt en kop te, mens jeg gik rundt og kiggede – om det var en åbningsting eller et fast koncept ved jeg ikke, men jer var vild med det! Sikke en service!

 

Selve brandet

Nu har I forhåbentlig en idé om, hvad det er for et mærke, der er tale om. Jeg har altid forbundet Rituals med lækre spaprodukter til en god pris, og det har ikke ændret sig, men da jeg var i butikken og da jeg kom til at nærstudere posen i bussen på vej hjem, blev jeg endnu mere forelsket i mærket – måske fordi deres målsætning ramte mig så hårdt lige der i bussen, kvart over 6 en tirsdag aften efter en lang og stresset dag.

Jeg har aldrig spekuleret over, hvorfor mærket hedder Rituals, men som man læser sætningen ovenfor, giver det jo helt sig selv, og nøjs hvor rammer de bare mere plet end noget andet nogensinde har gjort. Når jeg bruger deres produkter er det nemlig en ting, jeg tager mig tid til og hygger om – en hverdagsrutine der bliver lidt mere luksus! Jeg kan afsløre, at jeg den pågældende dag købte en gaveæske (til mig selv haha, det var en virkelig hård dag, okay!) og på æsken er der et lille til-mærke, hvor der står This luxury box is our gift to you. Reuse it to store all your favourite things and contribute to a more eco-conscious world. Nu ved jeg godt, at produkterne er spækket med parfume, indpakningen er lavet af plastik osv., men den der lille besked på kortet havde de ikke behøvet, og alligevel har de inkluderet den, fordi det virker gennemført, og hver gang nogle gør noget for miljøet på den måde, ser jeg det som en sejr, for de kunne jo ligeså godt have ladet være. Bortset fra det er æsken så fin, at man da skulle være ualmindeligt koldhjertet, hvis man nænner at smide den ud. Det er yderligere gennemarbejdet, at der ikke står logo eller noget på æsken, så den nemt kan genbruges f.eks. som gaveæske.

 

 

The Ritual of Sakura

Først vil jeg lige dele, hvad ritualet om Sakura egentlig er (selvfølgelig med Rituals markedsførte ord og ikke de oldgamle japanske).

For centuries, the Japanese have celebrated the annual flowering of the Cherry Blossom. These Cherry Blossoms, or Sakura, mark an awakening of nature and symbolise that beauty is momentary and life must be enjoyed. Inspired by this tradition, our Sakura collection makes each day feel like a new beginning.

Ikke overraskende dufter serien altså af kirsebærblomster og rismælk – meget japansk (uden at jeg nogensinde har været i Japan selvfølgelig). Jeg er vild med duften, og det har længe været min yndlings hos Rituals. Jeg er lidt sart i forhold til alt for parfumerede dufte, og dem er der massere af hos Rituals, men denne er tilpas frisk, sød og rund, og ligesom alle de øvrige produkter dufter denne serie også som en beroligende spa.

Nu har jeg jo allerede løftet sløret for, at jeg bl.a. købte en gaveæske, og det gjorde jeg, fordi jeg var på jagt efter nogle lækre miniprodukter til en sommerhustur, og hvis man vil have lækre produkter, er Rituals stedet, som I nok har fanget. Jeg endte med den lille æske, fordi produkterne er rejsestørrelse (50-70 ml) og æsken indeholder shampoo, som jeg aldrig har prøvet fra Rituals før. Æsken kostede 175 kr., hvilket selvfølgelig er lidt dyrt for miniprodukter, men det var lige tilpas for mig, da jeg netop gik efter nogle produkter, der ville sikre mig luksus og en spa-like følelse i sommerhuset.

Der er også to andre æsker, som er større. Den største indeholder 4 full-size produkter og koster 435 kr. (375 kr. i anledningen af åbningen), så det kan godt betale sig, hvis man vil glæde en i sit liv eller man er vild med mange produkter fra netop én serie. Nå, tilbage til mit køb.

Æsken indeholder 50 ml shower foam. Et produkt som vi før har snakket om (dog en anden duft) her. 70ml body cream som er fed og fugtgivende samtidig med at den tørrer forholdsvist hurtigt uden at efterlade en hinde på huden. 70 ml scrub som er overraskende god. Normalt er jeg mest til kraftige scrubs, og denne indeholder altså meget fine korn i en sæbe, så jeg havde ikke forventet at elske den så meget, som jeg gør. Sæben gør, at den er let at fordele uden at være for flydende, og idet den er let at fordele er scrubben også forholdsvis effektiv til en let scrub (jeg ville nok ikke finde den kraftig nok i forhold til f.eks. selvbruner og den slags). Til sidst indeholder den 70 ml shampoo, som jeg var meget spændt på at prøve. Den er lækker at bruge og skummer nemt op, og så dufter den selvfølgelig fantastisk. Jeg har dog ikke mærket nogen markant forskel på mit hår efter en uges brug, andet end at det er voldsomt elektrisk, men for at være fair kan det også skyldes luften eller noget andet, da mit tøj også har været meget elektrisk i sommerhuset…

Derudover købte jeg 4(!!!) full-size shower foam fra samme serie, og til mit forsvar vil jeg sige, at der var åbningstilbud, så de var sat ned fra 75 kr. til 45 kr. Hvis I skynder jer, kan I måske stadig nå at hapse én til udsalgspris rundt omkring i landet, mens butikkerne åbner.

Dagens sidste køb blev et par duftpinde, som jeg er blevet helt afhængig af at have stående rundt omkring i hjemmet. Den lille størrelse (50 ml for 120 kr.) er helt perfekt i et lille rum som badeværelset, så duften ikke bliver for intens men så der stadig dufter rent og behageligt døgnet rundt. Produktet fungerer ved at pindene isættes flasken, og så trækker de duften til sig og spreder den i rummet. Når duften falmer kan man så vende pindene og sprede duften på ny.

 

Tomme Produkter #8

Det skal handle om tomme produkter i dag, som I nok har gættet på titlen. Der er ikke noget bedre tidspunkt at tømme alle sine produkter på end lige op til jul, så man kan fylde ønskelisten op med en masse nye, lækre produkter, så high five til mig!

tomme-p

Rimmel Match Perfection Silky loose face power

Jeg har brugt en hel løs pudder op – her må der gerne indsættes en lille sejrsdans, for det sker virkelig ikke særlig tit. Jeg har brugt tre forskellige i et stykke tid nu, men da jeg så, at denne var tæt på at være tom, begyndte jeg kun at bruge denne. Det er en gennemsigtig pudder, som ligger løs, hvilket vil sige, at man ikke kan undgå at få det ud over det hele. Jeg synes faktisk, at det her er en forholdsvis god pudder, især hvis man har fedtet hud og producerer meget olie i løbet af dagen, men til mig kunne den godt se en smule for tør ud. Det er muligt at “bake” under øjnene med den, men man skal som sagt være opmærksom på, at den kan se lidt tør ud. Skal du ud og investere i en løs pudder for første gang, så er det her et rigtig godt valg, eller vil du ikke bruge for mange penge på en løs pudder, så er den også et godt valg. Vil jeg købe den igen? Hmm. jeg skal jo lige igennem de to andre, men jeg kunne måske godt finde på at købe den igen, for det er ikke en dårlig pudder. Jeg kan ikke finde den på Matas hjemmeside, men den skulle gerne kunne købes i butikkerne.

Elizabeth Arden Visible Skin Balancing Toner 200 ml

Jeg er en, der elsker at prøve nye ting, og jeg skulle bruge en ny toner, som aldrig er det mest spændende, og jeg synes, det kan være svært at finde en, hvor du faktisk kan mærke en forskel ved brug. Jeg vil ikke sige, at den her gjorde den vilde forskel, men den var virkelig god, og den har en kamilleduft, som gør den helt afslappende at bruge. Den indeholder supereffektive fugtgivende ingredienser, hvilket gør, at den giver ekstra fugt til din hud (en god ting når vi begynder at gå mod de koldere måneder), og så er den alkoholfri, så den kan sagtens bruges på sensitiv hud. Det der solgte den til mig var, at den fjerner urenheder, og jeg synes faktisk, den gav min hud en finere struktur og et mere klart look. Nu er jeg igen ved at være færdig med endnu en toner og står derfor og skal have fingrene i en ny, og den første jeg tænkte på var denne, fordi en virkelig ikke skuffede mig, selvom det er klart, at den ikke redder ens hud fuldstændigt.

Kan købes her til 195kr

Maria Nila Dry Shampoo

Først vil jeg lige rose det smukke navn, som de har valgt at give produktet, men når det så er sagt, så er der tale om et produkt, som jeg blev lokket til at købe gennem et 3 for 2 tilbud, for man kan vel aldrig have for meget tørshampoo. Var det kærlighed ved første brug? Nej det var det ikke, den gør nemlig alt det, jeg ikke synes, en tørshampoo skal gøre. Jeg kunne mærke den i mit hår, når jeg havde brugt den, fordi den gav mit hår utrolig meget tekstur, og det føltes beskidt. Over tid viste det sig, at jo mere jeg brugte den, jo bedre kunne jeg lide den, men vil jeg købe den igen? Nej! Det vil jeg ikke, men hvis du har tyndt hår og virkelig har brug for noget tekstur, så synes jeg helt sikkert, at du skal prøve den her, fordi dét giver den masser af, men den slår på ingen måde Batiste og Colab, som også begge kan findes til en mere fornuftig pris.

Kan købes her og findes i to størrelser til 115 kr

Pureology Hydrate Hydra Whip Masque

Da jeg brugte dette produkt, syntes jeg faktisk ikke, at det gjorde den store forskel, men nogle gange opdager man først, hvor godt et produkt er, når man begynder at bruge noget andet. Fokus for produktet er tørt og farvet hår, hvilket rammer mine spidser ret godt. Som det fremgår af produktets navn, så har den en pisket mousse konsistens, hvilket er rigtig rart at arbejde med. Den var nem at påføre, og jeg gør så det, at jeg sætter mit hår op i en klemme i 2-5 min., mens jeg bader videre, for at undgå at komme til at vaske produktet ud for tidligt. Den tynger ikke mit hår, og så fedter den heller ikke. Duften er dejlig mild men kan godt blive siddende i håret en lille smule.  

Kan købes her til 169 kr

Rituals Honey Touch Rich & Nourishing Body Cream

De sidste to år har Netto, Rituals og jul hængt sammen, idet det var muligt at købe Rituals produkter for sine Nettomærker. Det har de så stoppet nu til stor utilfredshed, og man kan i stedet få knive – hvad er der dog gået galt? Lad os krydse fingre for, at Rituals kommer tilbage til næste år. Tak!

Selvom jeg ikke har snakket om Rituals længe, så har jeg altså ikke glemt mærket, og det er stadig min favorit. Jeg elsker virkelig det her mærke og har besluttet, at Indian Rose & Himalaya Honey er min yndlings duft. Den dufter SÅ GODT! Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige til det her produkt andet end; prøv det! Jeg ved at mange elsker The Body Shops Butter Body, men jeg synes faktisk, den her er lige et trin bedre. (Den nye serie som The Body Shop har lavet minder faktisk en smule om Rituals, hvis du spørger mig, og jeg har også tænkt mig at begive mig ud i den, når mit lager er tomt.) De har en lækker konsistens og er virkelig nemme at få smørret ind, og fik jeg sagt at den her dufter godt? For den dufter virkelig godt! Elsker den her og jeg kommer helt sikkert til at købe den igen.

Kan købes her til 140 kr.

Månedens Favoritter Maj’16

FAvs 1

Så er endnu en måned gået, hvilket betyder at vi I dag skal snakke om de produkter, som jeg har brugt meget i Maj, og som har gjort et særligt indtryk og er kommet med i min makeup rutine. 

Benefit Dallas blush

Dallas Blush

Når man ser denne blush, kan man godt blive en smule forvirret – er det en blush, eller er det en bronzer? Det skyldes, at den har en bronze-agtig farve men med en blommefarvet undertone, som gør den til en rigtig flot blush. Den giver lidt et bronze look, hvilket jeg synes ser rigtig godt ud, uanset om man er ude i et  glam look eller et naturligt look. Det er en blush, som mange nok vil gå forbi, hvilket jeg godt kan forstå, men den er bedre på, end den ser ud ved første øjekast. Der er glitter i den, men det er ikke noget, man lægger vildt meget mærke til, og man ligner ikke en diskokugle, når man tager den på. Jeg er blevet vildt glad for den og er sikker på, det er en, jeg kommer til at bruge rigtig meget her i løbet af sommeren.

Den kan købes på lookfantastic.dk

Makeup Geek foundation stippling brush

Dette er et nyere køb for mig, men den har virkelig hurtigt fundet en solid plads i min makeup routine. Den har faktisk erstattet min Beauty Blender, som jeg ellers ikke har lagt fra mig i et par måneder. Jeg synes bare, at denne børste er et perfekt match sammen med min Bourjois 123 perfect foundation. Den får virkelig det hele mikset godt ind i huden, og så bliver den ikke så hurtigt fyldt med produkt, at den skal vaskes hele tiden. Når den begynder at tage et stykke tid om at blande foundationen ind i din hud, så ved man, at det er tid til, at den skal vaskes. Endnu et plus er, at den er virkelig nem at vaske. Den er ikke særlig tung, hvilket gør den meget let at bruge, samtidig med at den stadig ligger godt i hånden, og så er jeg bare vild med det simple design.

Kan købes på Beautybay.com

Makeup Geek eyeliner  Orchid

Eyeliner

Dette er et helt nyt produkt, som Makeup Geek næsten lige har lanceret, og da jeg så farven på denne liner, blev jeg nødt til at eje den. Jeg ved ikke, hvad det er med mig og denne farve, men den er bare så flot og sommerlig. Jeg elsker virkelig den her liner, den er så nem at arbejde med, og så holder den rigtig godt. Den sætter sig godt, så man har ikke liner over det hele, når dagen er omme (hvilket jeg har prøvet før). Den er dejlig blød og hiver ikke på øjenlåget, når man påfører den på. Jeg har ikke brugt at smudge den over mit øjenlåg, men det kan man let gøre med den, da den har den bløde konsistens, som den har. Det er heller ikke svært at få den til at blive rigtig tydeligt i farven, hvilket jeg nogle gange har haft problemer med, når det kommer til farvet eyeliner.

Kan købes på Beautybay.com

 

Too faced chocolate Bar

Chocolate Bar

Det har taget mig et godt stykke tid at tage mig sammen til at købe denne palette. Jeg tror, det har noget at gøre med, hvor glad jeg er for min Original Naked Palette, som bare er noget af det bedste. Jeg har dog en rigtig sød studiekammerat, der alligevel skulle i Sephora, og så kunne jeg ikke lade være med at spørge, om hun ville købe den med (tak Ditte!). Siden har jeg faktisk ikke rigtig brugt andet, og NEJ, det er ikke kun på grund af duften, selvom det kunne man godt tro, men det er faktisk, fordi der er nogle fantastiske matte farver i den. Saltet Caramel er min yndlings farve! Det er en perfekt overgangsfarve, og den varme, den giver til et look, er bare så flot. Jeg vil dog sige, at der er nogle farver, som kræver en god base, for at de virkelig viser deres rigtige farve, mens der er andre, der bare er vildt pigmenterede. Jeg kan godt lide, at man kan lave så mange forskellige looks med den.

Kan købes i Sephora

Rituals Honey Touch Body Cream

Hvis I ikke allerede ved det eller har fanget det, så ELSKER jeg Rituals! Den serie med Sweet Almond er fantastisk i både deres Foaming Shower Gel, deres Himalaya Scrub og deres Body Cream. Jeg bruger  cremen lige nu, og den dufter bare så beroligende og lækker! Jeg elsker, når jeg kan dufte den på huden. Cremen trækker hurtig ind og er meget let at smørre ud. Det er en meget mild duft, men man kan stadigvæk dufte den, uden den generer ens næse. Jeg elsker den konsistens, som produktet har – ikke lige så fed som en Body Butter fra The Body Shop (selvom det er tæt på), den er blødere i konsistensen, hvilket gør, at den føles endnu mere luksuriøs. ELSKER DEN!  

Kan købes i magasin og på magasin.dk

Tomme produkter nr. 1: Soap and Glory

Det her indlæg skal handle om tomme produkter – et koncept som vi vil komme tilbage til mange gange. Fordelen ved at anmelde tomme produkter er, at vi har testet produktet i mere end en uge og måske endda under forskellige omstændigheder. Som udgangspunkt vil vi skiftes til at vælge fem produkter, som vi har tømt. Da jeg har hele fire tomme Soap and Glory produkter liggende, har jeg dog valgt, at det i dag kun skal handle om det mærke for at fejre, at det endelig forhandles online (her!) med forsendelse til Danmark.

2016-01-16 12.31.20

Flake Away Scrub

En scrub jeg er kommet tilbage til mange gange – og nok kommer tilbage til igen. Indholdet af salt og sukker gør, at den effektivt fjerner døde hudceller og sætter gang i blodomløbet. Da der både er salt og sukker i, har den en tryk, grov og grynet konsistens, som gør, at den måske egner sig knap så godt til de, der har meget sart hud. Derudover indeholder den også shea smør og mandelolie, som ikke alene giver produktet en sød duft men også fugter huden. Duften er kraftig og holder længe (hvorfor jeg foretrækker at bruge den om aftenen). Hvis man bruger en scrub for at opnå en hjemme-spa følelse, vil jeg styre uden om denne, da duften efter min mening er for gennemtrængende og sød hertil. Den koster £8, hvilket er lige omkring 80 kr. alt efter kursen.

Sugar Crush Body Scrub

Denne scrub minder i konsistensen meget om den forrige, og den er ligeså effektiv i brug, så er man ikke til de søde dufte, burde man prøve denne. Den indeholder kun sukker (i hvert fald til eksfoliering), og selvom man ofte siger, at sukkerscrubs er lidt mildere end saltscrubs, så synes jeg denne er rigeligt grov. Jeg har brugt den sammen med selvbruner, og dertil har den fungeret fint uden at efterlade mig med grimme plamager. Den indeholder også mandelolie og lime, som er med til at pleje huden og give scrubben en frisk, citrusduft. Den koster også £8, hvilket er lige omkring 80 kr. alt efter kursen.

Foam Call Body Wash

Når produktet hedder ”foam call” – altså skum opkald – så forventer jeg, at det skummer! Det synes jeg ikke, denne shower gel gør. Den er svær at smøre ud, og er nærmest væk, inden den får chancen for at skumme. Jeg har brugt den sammen med en loofer, og sammen med den skummede den dejligt op og var nem at påføre. Den indeholder pebermynteolie men dufter kun meget svagt heraf. Jeg synes, den dufter sødt, uden at jeg kan sætte en finger på, præcist hvad den dufter af. Den koster £6,50, hvilket er lige omkring 65 kr. alt efter hvad kursen er.

The Righteous Butter

Denne body butter er lækker og cremet. Den har en tyk konsistens, men er alligevel nem at smøre ud. Den smelter næsten på huden, og efterlader et tyndt lag film, som man (desværre) kan mærke på huden længe efter. Duften (sød og tøset) bliver også hængende længe, og derfor foretrækker jeg at bruge den om aftenen. Det er dog ikke noget, der vil afholde mig fra at købe den igen, da jeg godt kan lide duften og synes, at cremen i sig selv er rigtig god. Den koster £10, hvilket er lige omkring 100 kr. alt efter kursen.

Genbrugstips

Til sidst vil jeg lige komme med nogle tips til at håndtere de tomme produkter, for det meste af det, vi smider ud, kan genbruges – hvorfor ikke bidrage til det? Der er primært tre kategorier, der er interessante, når man står med en masse kosmetikaffald.

Hård plast: Den hårde plast er den nemme. Heri kan du roligt komme dine tomme shampooflasker, cremer, scrubs, lotion, setting sprays og lignende.

Farligt affald: Heri kan du smide neglelak, neglelakfjerner, parfume og alt der kommer i en spraydåse f.eks. hårlak eller tørshampoo.

Glas: Denne giver måske sig selv, men heri hører alt det, der er lavet af glas, til.

Skarpe genstande bør du slet ikke smide ud, da de kan være til fare for dem, der senere skal håndtere affaldet. I stedet bør de afleveres på genbrugsstationen. I Matas kan man aflevere alle tomme produkter, der er købt i Matas.

I nogle tilfælde kan man endda være heldig at få noget igen, når man genbruger.

  • Kiehl’s har et system, der udløser forskellige ”præmier” (altså nye produkter) alt efter om du afleverer 3, 5 eller 10 tommer produkter.
  • Mac tager også gerne imod 6 tomme produkter som betaling for en læbestift (dette findes dog så vidt jeg ved ikke i DK, men er stadig relevant, hvis man skal ud og rejse, da mange andre lande har ordningen).
  • Lush er et mærke, som indtil videre ikke har en fysisk butik i DK, skal man derimod ud og rejse, kan man medbringe 5 tomme produkter og bytte dem til en ansigtsmaske.